Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg vil idag gerne berøre et Problem, som jeg tror, De vil være glad for at faa belyst en Smule, nemlig Forholdet mellem almindelig videnskabelig Forskning og Aandsforskning.

Det hænder nemlig jævnligt, at man møder den Misforstaaelse, at disse to Former for Forskning kan følge samme Linie eller Metode, kort sagt, kan gøres lige eksakte. Paa sin Vis skulde man synes det umuligt, at denne Opfattelse overhovedet kan opstaa, da disse to Former for Forskning forfølger hver sit Maal, der for den førstes Vedkommende kort kan udtrykkes som Maal- og Vægtfacitter, medens det for den sidstes Vedkommende ligesaa kort kan udtrykkes i Livsytringsfacitter. Naar en saadan Misforstaaelse alligevel kan opstaa, maa det have sin ganske bestemte Aarsag, som det ikke kan være saa vanskeligt at komme paa Sporet af. Fra det Øjeblik Intelligensenergien for Alvor begyndte at røre paa sig, maatte den almindelige Form for Religiøsitet givetvis tabe Terræn. Det blev efterhaanden "umoderne" at være religiøs, det vil sige at nære den Overbevisning, at det man under eet kaldte "Gud", eksisterede. Men da det religiøse Talent er stærkere end Tilfredsheden med at være en blot og bar Materiekombination, opstod der gradvis en ny Form for Religiøsitet, nemlig Intelligensreligiøsiteten eller det vi sædvanligvis kalder "Aandsvidenskab". Netop fordi denne nye Form for Religiøsitet var saa stærkt beslægtet med Intelligensenergien, som Tilfældet er, opstod der hos dens første Dyrkere og Udøvere en meget stærk Trang til i Ordvalg at fjerne sig længst mulig fra Trosreligiøsitetens Terminologi, og denne Trang resulterede da i Skabelsen af den specielle Udtryksform, vi nu møder indenfor de respektive aandsvidenskabelige Grupper. Da disse Grupper hver for sig opererer med Kræfter, som udøver en stærk Tiltrækning paa den religiøst intellektuelle, opstod der paa denne Maade sukcessive en Videnskab, som i sin Natur var ganske anderledes end den gængse Videnskab. Men som den almindelige Videnskab har sine Hedsporer, hvis indre Ærgerrighed som en Drivfjeder skyder dem frem imod stadigt fjernere Maal, har Aandsvidenskaben ogsaa sine Hedsporer, der ikke kan faa gjort denne Form for Videnskab "videnskabelig" nok. Men her er det, at Afgrunden pludselig aabner sig for den sidstnævnte Type. Thi medens den almindelige Form for Videnskab kan dyrkes af ethvert velbegavet Menneske og paa sin Vis modtager stærke Impulser igennem det, vi almindeligvis kalder Ærgerrighed, saa ændrer dette Forhold helt Karakter, naar Talen drejer sig om Aandsvidenskaben. Dette forstaas maaske bedre, naar man undersøger det for alle Forskere saa vigtige Begreb, man kalder "Bevis". Medens dette Begreb indenfor den almindelige Videnskab udtrykker et Resultat, enhver Forsker med tilsvarende Uddannelse skal kunne efterkontrollere, saa er Forholdet ganske anderledes indenfor Aandsvidenskaben. Her stilles man Gang paa Gang overfor "Beviser", som den almindelige Forsker er afskaaret fra at kunne efterkontrollere, fordi Beviserne her beror paa et selvoplevet Erfaringsmateriale, som ikke kan overføres fra den ene til den anden. At et kosmisk bevidst Menneske kan bevise, at Gud er til, er ikke det samme som, at vi, hvormeget vi saa end efterregner hans Bevis, kan komme til at opleve de Forudsætninger, der er Grundlaget for hans egen bevidste Oplevelse af Beviset. Det vil med andre Ord sige, at medens den almindelige Videnskabs Beviser altid maa være objektive for at blive anerkendte som eksakte, saa vil Aandsvidenskabens Beviser i Forholdet til en Yderverden meget hyppigt faa Skyld for at være subjektive, for ikke at sige rene Postulater.

Dette specielle Forhold vil saa igen resultere i, at denne Yderverden ofte vil karakterisere Aandsvidenskabens Tilhængere som Dyrkere af en ny "Tro", uden at man med Rette vil kunne angribe denne Karakteristik. At dette ingen Rolle spiller for den virkelige Aandsforsker, giver sig selv. Hans Forskning finder jo ikke Sted med det Formaal for Øje at erobre sig noget "aandsvidenskabeligt Certificat", men derimod udelukkende af Hensyn til egen aandelig Vækst og den Glæde og den Livsindsigt, der følger heraf. Ganske anderledes derimod med den, for hvem Aandsvidenskaben er blevet en Slags intellektuelt Legetøj. Jo mere "videnskabeligt" han formaar at udtrykke sig, desto lykkeligere vil han føle sig. Her er det ikke saameget Aanden, det kommer an paa, som Formen. Det er her, vi møder den nye Form for Religiøsitets Farisæere, for hvem Aanden i Tilværelsen kun er akceptabel, naar den fremtræder i ulastelig Klædedragt.

Naar jeg saa stærkt berører dette Problem for Dem, er det, fordi jeg gerne vil advare Dem imod en af Aandsvidenskabens farligste Faldgruber. Undersøg selv, hvilke Mennesker det er, der faar de dybe, skønne, aandelige Oplevelser, og De vil Gang paa Gang blive slaaet af, at disse Livets skønneste Blomster kun udfolder sig for de blide, stilfærdige, kærlige og ydmyge Mennesker. Intet spærrer Vejen mere til disse de skønneste af alle Oplevelser end Mangel paa sjælelig Beskedenhed, Aandshovmod eller hin Form for Spiritualitet, der kun anerkender Intelligens i Kampen for Gudserkendelse.

Det er rigtigt, at vi alle i Fællesskab stræber frem imod Skabelsen af hint aandsvidenskabelige Universitet, hvor Studiet af Guds Bevidsthed bliver det centrale i selve Undervisningen. Men enhver, der arbejder med paa Skabelsen af et saadant Aandscentrum, bør gøre klart for sig selv, at denne Drøms realistiske Materialisering helt er afhængig af, at Kærligshedsbegrebet sættes over alt andet. Enhver ærlig Forsker vil i Formens Verden bestræbe sig paa at yde sit bedste, ellers er han ikke ærlig, men hvor skøn en Form han saa end naar at faa udtrykt sine Oplevelser i, saa vil dette aldrig i sig selv være det afgørende. Hævet over Formen vil den Oplevelse, den giver Udtryk for, evigt eksistere som det, der skal give Næring til andre søgende. Derfor er det, man saa roligt kan sige, at det Menneske faar størst Udbytte af Martinus Arbejde, der hinsides dets Form helt bringer sit Sind i Kontakt med det Straalevæld af Lys, det udtrykker, ja, jeg vil gaa saa vidt, at jeg vil hævde, at Graden af den Glæde, man faar af det, er afhængig af den Grad af Kærlighed, hvormed man møder det.

Virkelig Aandsvidenskab opleves kun af det Menneske, der i selve Studiet af Visdommen søger Inspirationen i Kampen mod egne ufærdige Naturer. Den virkelige Visdom blev aldrig givet Menneskene med det Formaal, at de skulde anvende den til ørkesløst Sofisteri, den blev givet med hele de oversanselige Verdeners fortættede Atmosfære af Kærlighed til den, for hvem Ønsket om at "se Gud" var blevet saa stærkt, at alt andet havde mistet sin Tiltrækning. At anvende de kosmiske Sandheder som Grundlag for andet end det, til hvilket de er bestemt: Kærlighedens og Humanitetens Vækst i en Verden af Had og Intolerance, vil være det samme som selv at skabe en Mur imellem sig og Tilværelsens skønneste Oplevelse, det realistiske Møde med den virkelige Freds sande Hjemstavn.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere