Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Flytning, – oprigtig talt, kender De noget, De synes mindre om? Alene Ordet selv fremmaner for ens indre Blik Synet af alt det, man under eet kalder Roderi. Og til alt det kommer, at sjældent, for ikke at sige aldrig, forekommer ens jordiske Gods at være en saa beslægtet med det, man ellers kalder Ragelse, som naar diverse Møbler og andet nødvendigt Bohave saadan staar maset sammen paa en eller anden prosaisk Flyttevogn. Man tænker uvilkaarligt ved Synet af det: "Er det virkelig det o. s. v., som du saa møjsommelig har gaaet og slidt sammen til i saa mange Aar"!

Naa, naturligvis har en Flytning ogsaa sin Lysside. Det er, blot medens alt omkring en synes at bestaa af Kasser og gammelt Skrammel, at Haabløshedens lille behornede Djævel faar sin store Chance til at klistre en til med Melankoli og Mismod. For mismodig bliver vist de fleste, naar de pludselig slet ikke ved, hvad de skal stille op med sig selv. Naar ens gode Seng befinder sig i en eller anden Kasse, og ens Dyne højst sandsynlig befinder sig nederst i den Bunke, man lige har opgivet at komme til Bunds i. Naar saa endelig alt igen har fundet sin rette Plads i de nye Omgivelser, og de værste Skrammer enten har faaet lidt Lak eller ogsaa er blevet anbragt saaledes, at kun en selv ved, hvor de sidder, saa synes vist de fleste, at deres jordiske Gods faktisk er mere værd, end man har givet for det!

Som De formodentlig kan forstaa, sigter jeg med ovenstaaende lille Hjertesuk til alt det, jeg netop oplever i Øjeblikket! Det er nu saadan sin egen Sag at bytte det frie og friske Sommerliv ved Klint med et saa gennemgribende Flytteroderi som det, vi i Øjeblikket sidder midt i her i København. Det er jo ikke bare een af os, der flytter. Alt skal flyttes, og det siger efterhaanden en hel Del. Paa den anden Side har jeg aldrig oplevet en Flytning med saa lyse Perspektiver. Selv om vi i Øjeblikket hverken kan se Begyndelse eller Ende – hvem kan det, naar Haandværkerne endnu gaar og rumsterer der, hvor man selv brænder efter at komme til, – saa kan jeg dog alligevel med egne Øjne se, at naar det hele er overstaaet, vil det, der her er sket, sende en vældig Glædesimpuls igennem hver eneste Studiedeltager her i København.

Dybest set kan vi ikke være Grosserer Jespersen taknemmelig nok for det, han her saa kærligt har bidraget til ved sin Interesse for Martinus Arbejde. Takket være hans store Forstaaelse af denne Sags baade aandelige og økonomiske Side, er vi stillet overfor den Kendsgerning, at Martinus Arbejde nu har faaet den Ramme om sig, det fortjener. Her har vi faaet de Arbejdsforhold, der ikke alene var blevet nødvendige paa Grund af Sagens Vækst, men ogsaa er en Forudsætning for dens stadige Trivsel. Beliggende i et vidunderligt stille og fredeligt Kvarter og med Plads til fortsatte Udvidelser, har Sagen nu faaet det Centrum, vi alle længe har ønsket os.

Og hvilket Liv vil her ikke blive den Dag Portene slaas op til Vinterarbejdets Begyndelse! Fra Nær og Fjern ved jeg, at Studiedeltagerne vil strømme til og her i Fællesskab skabe den særegne Atmosfære af Kærlighed og Humanitet, der hele Tiden har kendetegnet Martinus Arbejde. Fra at have arbejdet i Lokaler, der hele Tiden tvang os til at splitte vore Kræfter, kan vi nu tilrettelægge en Studieplan, i hvilken vi alle kan komme til at virke paa en saadan Maade, at samtlige Evner tages i Brug i deres fulde Udstrækning.

For blot at vise et lille Eksempel paa den Forandring, det daglige Arbejde her bliver undergivet, kan jeg fortælle Dem, at medens det før var saaledes, at Kontoret baade maatte bruges til det daglige Kontorarbejde og til de for hele Sagens Liv saa nødvendige Samtaler med Mennesker i Vanskeligheder, en Ordning der bevirkede, at Mogens Munch næsten altid flød rundt et eller andet mystisk Sted med sit Arbejde, saa faar vi i vor nye Bygning baade et dejligt Kontor, hvor han i Fred kan passe sit, medens vi alle i Fællesskab faar det dejligste Konferenceværelse, hvor enhver Gæst er sikret netop den Fred og Ro, der er selve Forudsætningen for en lykkebringende Samtale.

Og saadan kunde jeg allerede nu nævne mange Forandringer, der i hvert eneste Tilfælde kommer Studiedeltagerne til Gode. Men hver Ting til sin Tid. Jo, en enkelt Ting vil jeg nævne her, fordi den betyder Opfyldelsen af et længe næret Ønske, og det er, at Martinus her nu faar Lejlighed til at holde Foredrag hveranden Søndag. Jeg ved, at dette Ønske har været næret af mange, som har savnet hans Foredrag, men ikke har turdet trodse Mørkelægning og alle de Ubehageligheder, den har ført med sig. Enhver, der har hørt Martinus ved Klint, vil vide, at han ogsaa her, i sin egen Sal og sin egen Atmosfære, vil formaa at sige netop det, det skrevne Ord aldrig kan udtrykke.

Men som allerede antydet vil hele Undervisningsarbejdet nu blive ændret paa en saadan Maade, at det faktisk vil komme til at antage en helt ny Form. Mange Ting, som vi i de svundne Aar har længtes efter at kunne iscenesætte, kan nu blive realiserede. Fra den nebuloseagtige Tilstand, som maa gaa forud for enhver Fortætning, er denne Fortætning nu fuldbyrdet: Sagen har nu dannet sin første virkelige Kerne. At denne Kerne i sig har en endda usædvanlig Livskraft ved enhver, der har lært den at kende, og jeg siger næppe for meget, naar jeg antyder, at mange nye friske Skud er i Færd med at bryde frem og inden længe vil folde sig ud.

Vi flytter, – men selvom denne Flytning forekommer højst ubehagelig lige i Øjeblikket, kan ingen af os dog være Forsynet taknemmelig nok for, at den overhovedet kom i Stand og nu løses paa saa dejlig Vis. Naar nu det hele er overstaaet, saa glæder vi os til at se Dem her som Gæst, – det bliver en dejlig Dag, baade for Dem og os!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere

E. S. Skulde der under Flytningen gaa lidt Kludder i Ekspeditionen, saa bær over med os, vi skal nok faa det hele i Orden igen!!!