Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Paasken 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Og kun "noget levende" kan have en Attraa eller nære et Ønske. Da dette, at kombinere en Tankerække paa en saadan Maade, at dens Udløsning skaber Opfyldelsen af en Attraa eller et Ønske, er det samme som Udløsningen af "Intelligens", bliver det "levende Noget" bag enhver "logisk Skabelse" her ligeledes til Kendsgerning. Thi kun det "levende Noget" kan være "intelligent". Det "bevidstløse" eller "døde", hvilket vil sige: selve Materien, kan kun udløse "Tilfældighed". Men da enhver Udløsning af en Energiform eller Funktion, der udgør Modsætningen til "Tilfældighed" er identisk med Udløsningen af "Villie" eller er en "Villiesfunktion" (enten som A-, B-, eller C. Viden), og en saadan Funktion igen kun kan eksistere som en Egenskab ved et "levende Noget", bliver samme "Noget" ogsaa her stadfæstet som Kendsgerning.

Som jeg her har paapeget, kan man altsaa i Naturens Foreteelser eller Detailler finde helt andre Facitter end dem, der udtrykker Maal, Vægt eller Virkningsgrader. Disse Facitter udtrykker eller aabenbarer altsaa Intelligens, Villie og dermed Tanke og Bevidsthed eller selve Livet. Nævnte Facitter afslører og udtrykker saaledes selve "det levende" eller "Livet" og udtrykkes derfor i "Livets Bog" som "Livsytringsfacitter". Det er disse Facitter, der udgør "kosmiske Tanker" og dermed "Kosmisk Bevidsthed". Uden disse vilde Livets Opfattelse saaledes kun kunne eksistere som Maal- eller Vægtfacitter eller rene Talbegreber. Disse Facitter er saaledes uundværlige for at forstaa det virkelige Liv bag alle Former. Uden disse Facitter vilde Livsmysteriets Løsning aldrig nogen Sinde blive tilgængeligt for noget levende Væsen. Ligesom Maal- og Vægtfacitterne vil Livsfacitterne ogsaa være at udtrykke som en sammenhængende Række af Detailler, for hvilken en blot og bar Streg vil være et tilstrækkeligt Symbol. Men at lade denne Streg gaa parallel med den Streg, ved hvilken Maal- og Vægtfacitterne kan symboliseres, vilde være ganske misvisende paa et Symbol, idet man da maatte tro, at de to Rækker Facitter var identiske eller havde samme Mission. Da dette ikke er Tilfældet, maa dette paa et Symbol antydes, hvis Symbolet skal være korrekt. Hvorledes skal vi da anbringe den Streg, der udtrykker Livsfacitterne, i Forhold til den Streg, der udtrykker Maal- og Vægtfacitterne?

Ja, der er kun een eneste Maade, dette kan gøres paa for at være fuldstændig korrekt, nemlig ved at sætte dem paa tværs af hinanden, saa Krydset eller "Korset" opstaar. Jeg nævnte før, at Maal- og Vægtfacitterne kun strækker sig fra Mikrokosmos til Makrokosmos, og at alt, hvad der ligger der udenfor, er utilgængelig for Individets Sanser og dermed bliver lig "Intet" for de samme Sanser. Materien udgør saaledes et Legeme, der for Sanserne har en "Bredde". Denne "Bredde" strækker sig altsaa fra Mikrokosmos til Makrokosmos. Da alt her udenfor, som nævnt, for Sanserne forekommer som lig "Intet" vil den materielle Forskning aldrig kunne blive andet end en Vandring fra et "Intet" hinsides Mikrokosmos til et "Intet" hinsides Makrokosmos. Det første og sidste Facit, frembragt af den rent materielle Forskning, bliver saaledes lig "Intet". I Sandhed, det er ikke saa mærkeligt, at den hundrede Procents materielle Forsker fremhæver eller paastaar, at der bag Materien kun eksisterer et absolut "Intet", og at han som Følge af denne Opfattelse er total Gudsfornægter og Modstander af al Opfattelse af "et aandeligt, udødeligt Noget" bag Materien, ja, endog bag de levende Væsener. Ud over Talbegreber, Maal- og Vægtfacitter ser han, i Kraft af Sansernes særlige Struktur, jo kun et "Intet" tone frem. Men dermed har han ikke fundet Livets Løsning. Som første Aarsag til den kolossale Planmæssighed og Logik, hvormed Jorden er omskabt fra Ildtilstand til dens nuværende fuldkomne Beboelighed for animalske Væsener, maa han sætte "Tilfældighed". De døde Kræfters "tilfældige" Sammenspil har altsaa frembragt Kulminationen af planmæssig eller logisk Skabelse. Men da et saadant Postulat eller Dogme jo igen er hundrede Procent inkonsekvent i Forhold til den Energiudfoldelse, der finder Sted indenfor hans egen Villieføring, kan nævnte Postulat ikke i Længden være et tilfredsstillende Svar paa Naturens højintellektuelle eller logiske Skabelsesproces. Indenfor hans egen Villieføring bliver det nemlig en stedse tiltagende Kendsgerning, at ingen logisk Skabelse opstaar uden i Kraft af en intelligensmæssig eller intellektuel Villieføring, og at Kaos derimod uundgaaeligt opstaar, hvor han hundrede Procents overgiver sit daglige Liv i Tilfældighedernes Vold. Hvorfor skaber "Tilfældighed" Kaos og Planløshed indenfor hans eget Omraade, naar den udenfor i Naturens Omraade ligefrem kulminerer i hundrede Procents intellektuel eller logisk Skabelse? – Hvorfor skal det levende Væsen have Intelligens eller intellektuelle Evner for at kunne hamle op med Naturens Skabelsesproces, der jo dog, ifølge Materialistens Opfattelse, udelukkende beherskes af Tilfældighed? – Det er Saadanne Spørgsmaals Besvarelse, der er umulige ved blot og bar Maal- og Vægtfacitter. Og de nævnte Spørgsmaals Besvarelse vil derfor før eller senere blive aktuel hos enhver nok saa kold Materialist, alt eftersom den førnævnt Inkonsekvens bliver til større og større Kendsgerning for ham. Og her er det, han begynder at blive "Aandsforsker", hvilket altsaa vil sige: forsker efter Liv, og af hvilken Forskning "Livsytringsfacitter" er Resultatet. Aandsforskeren adskiller sig fra Materieforskeren eller Materialisten derved, at han bag alle Materiefacitterne eller Materiekonstellationerne søger Hensigter eller de Formaal, de nævnte Kontellationer skal udløse. Hans Viden bliver derved beriget med Hensigts- eller Formaalsfacitter. Han ser efterhaanden, at alle Naturens Foreteelser og Detailler hver især opfylder en logisk Hensigt og derved bliver Led i en større logisk Plan. Det kan saaledes ikke undgaa at blive til Kendsgerning for ham at de afslører "Tanke" og "Villie". Thi hvad er en logisk Plan andet end en intelligensledet Tankerække? – Er logisk Skabelse ikke det samme som Overførelse af denne intelligensledet Tankerække til Materien? – Og er denne Overførelse ikke det samme som "Villie"? – Aandsforskeren finder altsaa baade "Intelligens", "Tanke" og "Villie" bag Naturens Foreteelser eller Detailler. Disse bliver det samme som Aabenbaringen af "Bevidsthed" eller "Liv" bag Naturen. Naturen er saaledes "et levende Væsen"s Manifestationer. Alle dens Detailler, Nuancer eller Foreteelser udgør Tilkendegivelsen af "et levende Væsen"s Tanker, Hensigter eller Ønsker. Og Aandsforskeren finder her "Guddommen". Den "fortabte Søn" finder her sin Fader. Og man vil saaledes forstaa, at Materiens mange Nuancer eller Detailler nu ikke mere udgør blot og bar kolde Virkningsfacitter, men er Udtryksmidler, ved hvilke Guddommen overfører sine Tanker til de levende Væsener paa samme Maade, som Bogstaver og Tegn i Sproget er Udtryksmidler, ved hvilke de levende Væsener gensidigt overfører deres Tanker til hverandre. Naturen er saaledes det "Sprog" eller den "Tale", ved hvilket Guddommen overfører sine Tanker og Hensigter, sin Villie og Følelse til de levende Væsener. Og i samme Grad som dette efterhaanden bliver til Kendsgerning for Aandsforskeren, bliver denne saaledes "indviet" i Guds Bevidsthed, Guds Tanker og Villie. Gud bliver til Kendsgerning, bliver til et levende Væsen, som han kan tale med, som en Mand taler med sin Næste. Det er en saadan Oplevelse af Naturen og Livet, der i mit Hovedværk "Livets Bog" udtrykkes som "Kosmisk Bevidsthed".

For det "indviede" Væsen bliver Oplevelsen af Materien saaledes ikke blot og bar Kilogram eller Kilometer, Volumen eller Koncistens, Bølgelængder eller Bevægelser, men til levende Ord eller Udtryk for Guds Tanker, Tilkendegivelse eller Henvendelse til det levende Væsen. Materien er saaledes Guddommens Livsudtryk. At opleve Materiens eller Naturens Detailler paa denne Maade er at opleve disse som "Livsytringsfacitter".

Som jeg allerede tidligere i nærværende Foredrag har forklaret Dem, udgør Materien for de materielle Sanser et "Legeme", der strækker sig fra Mikrokosmos til Makrokosmos. Hinsides disse to Foreteelser er denne for de materielle Sanser lig "Intet". Dette at sanse eller at "se" Naturen som blot og bar udgørende "Materie" eller "døde" Foreteelser er en stærkt begrænset Sansemetode, idet den uvægerligt standses af det for de fysiske Sanser fremtrædende "Intet" hinsides Mikrokosmos og Makrokosmos. Helt anderledes stiller det sig med den Sansemetode, der afføder "Livsytringsfacitter". Her er der ingen Begrænsning. Idet Materien eller Naturen viser sig som en evigt fortsættende Skabelsesproces, en evigt uafbrudt Manifestation af nye Former, nye Detailler og Foreteelser i det uendelige eller i al Evighed, ja, viser sig at være en evig Guddoms udødelige, ubegrænsede Bevidsthed og Liv, en evig uafbrudt Korrespondance med de levende Væsener, er her intet Alfa og Omega, ingen Begyndelse og Afslutning, bliver "Livytringsfacitterne" saaledes udgørende en uendelig Række eller Kæde af Detailler, vi, som allerede tidligere nævnt, kan symbolisere ved en Streg. Men da Maal- og Vægtfacitternes Kæde, som ogsaa kan symboliseres ved en Streg, er begrænsede, og "Livsytringsfacitterne" er ubegrænsede samtidigt med, at det er disse sidste, der udgør det fundamentale eller det bærende, faar vi saaledes her to Streger, af hvilke den ene skal udtrykke det bærende og den anden, det der bæres. Men at udtrykke ved to Streger det, der bæres, og det, der bærer, lader sig jo umulig gøre paa anden Maale end ved at lade den ene Streg bære den anden. Og det er jo netop Kulminationen af denne Konstellation af de to Streger, der aabenbares i "Korsets Tegn". "Korset", der oprindeligt eksisterede som et Henrettelsesmiddel, bestod jo af en lodret Bjælke fæstet i Jorden. Paa denne var der igen fæstet en mindre Tværbjælke. Og dette ejendommelige Henrettelsesmiddel er saaledes i Kraft af sin særlige Struktur symboliserende de to Sansemetoders Facitrækker. Den lodrette bærende Bjælke symboliserer de bærende Livsytringsfacitter og dermed "det villieførende Noget", medens den vandrette Tværbjælke symboliserer Maal- og Vægtfacitterne, Materien eller det, der dirigeres, villieføres eller bæres.