Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i "Kosmos Feriekoloni"
Paasken 1943
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

Kære Venner! Jeg vil i Dag gerne tale til Dem om "Korsets Tegn". I min Artikelserie "Bisættelse" i "Kosmos" Juli 1934 har jeg allerede beskrevet, hvorledes Korset, der ved Jesu Lidelseshistorie blev ophøjet til et Lysets Symbol, allerede forinden ved sin særlige Struktur var udgørende et af Livets fornemste Symboler, idet der ikke findes nogen som helst Mulighed for at skabe et bedre eller fuldkomnere Symbol for det levende Væsens mest ophøjede Manifestation eller Væremaade end netop i Form af selve "Krydset" eller "Korset". Ja, samme Tegn er saa talende, at det udtrykker selve Guddommens egen absolutte Tilværelsesmaade og er saaledes selve Sandhedens mest korrekte Udtryk. Og i Kraft heraf vilde denne dets ophøjede Natur umuligt kunde have undgaaet før eller senere at være blevet opdaget af Menneskeheden. Og det vilde dermed uundgaaeligt være blevet Lysets Symbol, selv om det slet ikke var blevet anvendt og kendt ved Jesu Lidelseshistorie. Men dets Tilknytning til nævnte Lidelseshistorie har jo kun stærkt forøget dets Glans eller rettere gjort nævnte Glans tilgængelig paa et tidligere Stadium i Udviklingen, end det ellers vilde være blevet Tilfældet. Og det er netop dette, ved dets Tilknytning til Lidelseshistorien, afslørede Eventyr, jeg gerne her vil indvi Dem i. Men forinden vil jeg gerne lige repetere Kernen i min tidligere Beskrivelse af Korsets Tegn.

For at forstaa, hvorledes Korsets Tegn kan være Udtryk for den fuldkomne Manifestation, maa man erindre, at denne udelukkende kun kan aabenbare sig igennem en sand materiel og en sand aandelig Viden. Paa det Stadium i Udviklingen, hvor Jordmennesket begynder at forlade Barnetroen eller i det hele taget forlader den religiøse Livsindstilling paa Grund af en stærkt tiltagende Intelligensudvikling og den hermed følgende altbeherskende materielle Interesse, bliver det et rent koldt materialistisk Væsen. Al bevidst Gudsdyrkelse eller enhver Forestilling eller Tanke om aandelige Foreteelser er bandlyste fra dets Bevidsthed som Overtro, Naivitet eller intelligensmæssig Uformuenhed. Men til Gengæld gaar et saadant Væsen saa meget desto mere op i ren intelligensmæssig Forskning. Men da et saadant Væsens kosmiske Sanser er ganske latente, hvilket ses af dets Foragt for alt ophøjet, religiøst eller aandeligt Liv, kan det kun bruge sin Intelligens i ren materielle eller fysiske Omraader. Det tilegner sig et Væld af Kundskaber paa det materielle Omraade, men disse Kundskaber udgør udelukkende kun Maal- og Vægtfacitter. Og med denne Kundskab kan Væsenet indtage en overordentlig stor og ærefuld Position i det moderne Samfund, være en fremragende Videnskabsmand, være Lærer eller Professor ved de højeste Læreanstalter eller Universiteter. Men Maal- og Vægtfacitter kan ikke i Længden være fyldestgørende for den menneskelige Aand. Der vil stadig være visse store Spørgsmaal, som en aldrig saa reel Viden om Hastigheder, Bølgelængder, Volumen, Kilogram og Kilometer ikke kan give noget som helst Svar paa. Disse ubesvarede Spørgsmaal vil være en mental Sult eller Hunger. Men naar denne Sult saaledes forekommer, og det er en Kendsgerning, at den ikke kan tilfredsstilles eller mættes ved Hjælp af materiel Viden og Kunnen, bliver det ligeledes en Kendsgerning, at den kun kan mættes eller tilfredsstilles ved Hjælp af aandelig Viden og Kunnen. Og vi bliver da ogsaa Vidne til, at Væsenerne, efter at have passeret det kolde materialistiske Stadium, mere og mere vender Interessen og Blikket imod de sjælelige, psykiske eller aandelige Felter. Og her bliver det efterhaanden igennem de forskellige Jordliv lige saa fuldkommen en Ekspert eller Forsker, som det tidligere var Ekspert i materiel Forskning, for tilsidst helt at opnaa "Kosmisk Bevidsthed", hvilket vil sige: Evnen til at se og opleve Livsmysteriets virkelige eller absolutte Løsning. Da Væsenet med denne Oplevelse kommer i den absolut fuldkomne Kontakt med Livet og sig selv og derved fornemmer sig Eet med Guddommen og det virkelige evige Liv i Udødelighed, Harmoni og Salighed, bliver der herved en Kendsgerning, at Vejen til denne Livets højeste Tilværelsesform udelukkende kun eksisterer som en Passage igennem de her nævnte to Oplevelses- eller Forskerstadier: det materialistiske og det aandelige. Skuepladsen for denne Passage udgøres netop af Jordmenneskets Bevidsthedsomraade. Dette Omraade er saaledes i Realiteten det virkelige fuldkomne og evige Livs sande Forgaard.

Vejen til Fuldkommenhed gaar altsaa kun igennem disse nævnte to Forskerstadier eller Oplevelsesformer. De er lige nødvendige begge to. Man vil aldrig i noget som helst Tilfælde kunne opnaa Fuldkommenheden ved en blot og bar aandelig Tilværelse eller Kunnen, ligesaa lidt som man vil kunne naa den samme forklarede eller forherligede Tilstand ved en blot og bar fysisk Fremtræden eller Kapacitet. Livet i sin Helhed bestaar i lige Grad af fysiske eller materielle eller aandelige Detailler. Det bliver derved indlysende, at man for at kunne opleve Livet i sin fulde Helhed, maa være Kapacitet i fysiske saavel som i aandelige Oplevelser. Ved kun at være Kapacitet i den ene af de Oplevelsesformer, vil den anden Oplevelsesform og dermed selve Livet jo stadigt være et uløst Mysterium, og den heraf følgende Sult hos Forskeren eller Sandhedssøgeren utilfredsstillet. Og med en Sult, for hvilken der ingen Tilfredsstillelse eller Mættelse eksisterer, vil enhver Oplevelse af fuldkommen Harmoni og Salighed og dermed det fuldkomne Liv være en Umulighed. Den fuldkomne Tilværelse eller Oplevelse af Livet bæres saaledes udelukkende af, at man til en vis Grad er blevet en Kapacitet baade i fysisk og aandelig Oplevelse. Hvis man nu vil betegne disse, det fuldkomne Livs to bærende Faktorer, ved et Tegn eller Symbol, kan den fuldkomneste Maade at gøre dette paa kun ske ved Hjælp af "Korsets Tegn". For at naa til Fuldkommenhed maa man altsaa først igennem Jordlivene gennemleve det materialistiske eller gudløse Stadium. Oplevelsen af dette Stadium bliver altsaa en mental Vandring fra det ene materielle Facit til det andet. Man oplever Tingene som udgørende "Virkninger" af noget andet. Man kalder dette andet for Tingenes "Aarsag" og søger efter denne "Aarsag". Og naar man saa har fundet denne "Aarsag", viser det sig, at denne i sig selv ogsaa kun er "Virkninger" af noget andet og saaledes fortsættende. Man vandrer saaledes fra "Aarsag" til "Virkning" og fra "Virkning" til "Aarsag" i det uendelige uden nogen Sinde at komme til den virkelige eller "første" Aarsag. Alt, hvad man oplever, er kun "Virkninger". Og alle de herpaa baserede Facitter kan derfor kun udgøre Betegnelser for disse "Virkninger"s særlige Udslag, Art eller Grad og bliver derved kun "Maal-" og "Vægtfacitter". Ad denne Vej kan Forskeren aldrig nogen Sinde finde det virkeligt "levende" i Tilværelsen. Alt er døde Energier, Vibrationer eller Bevægelser, hvad enten de viser sig som faste, flydende eller som luftformige Stoffer. Selv om denne Vej, som Aarsags- og Virkningskæde, i sig selv er uendelig, kan den dog ikke i det uendelige befares af Individet eller det levende Væsen. Paa Grund af dets særlige Sansestruktur "begynder" denne Aarsags- og Virkningskæde i Mikrokosmos og "afslutter" i Makrokosmos. Uden for disse to Felter kan intet som helst levende Væsen opleve eller sanse. Her udenfor er nævnte Kæde for Sanserne lig "intet", selv om den i Virkeligheden naturligvis stadig er en urokkelig Realitet.

Det levende Væsens materielle Sansefelt har saaledes kun een eneste bestemt Bane eller Retning. Denne kan altsaa direkte kun gaa lige fra Mikrokosmos tværs over Materien til Makrokosmos. Det mest enkle Symbol for denne lige direkte Bane vil derfor kun kunne udgøre en Streg. Og vi har her den ene af de to Streger, af hvilken et Kryds eller Kors bestaar.

Som jeg nævnte før, kan Forskeren paa denne Bane kun opleve døde eller livløse Foreteelser: Maal- og Vægtfacitter, Energi- Vibrations- eller Bevægelsesarter eller Former, altsammen "Virkninger" af andre Energi- eller Bevægelsesarter eller Former. Men da Væsenet, i alt Fald gennem sit eget Væsen, sin egen Natur og Fremtræden, ikke kan undgaa at opdage, at der eksisterer mere end "Virkninger" og "Aarsager", der ogsaa kun er "Virkninger", nemlig selve "det levende". De døde Facitter udtrykker ikke direkte "noget levende" eller det "Noget", vi kalder "Livet". At der eksisterer mere end døde "Virkninger", Bevægelser, Vibrationer, Stoffer eller Materier, bliver til Kendsgerning derved, at der eksisterer "noget" i Væsenet, der oplever disse Foreteelser eller "Virkninger", ligesom det samme "noget" ogsaa selv kan afstedkomme "Virkninger". Det "Noget" udtrykker Væsenet selv ved Begrebet "Jeg"et. Det siger f. Eks. "jeg saa", "jeg gik", "jeg arbejdede". Dette "Jeg" udgør altsaa Ophavet til "Virkningerne". Da dette Ophav ikke kan sanses, idet den Organisme, det befinder sig i, samt alt det øvrige, det aabenbarer eller manifesterer, kun er "Virkninger", kan disse Virkninger, ligegyldigt af hvilken Art de saa end maatte være, ikke være identisk med "Jeg"et eller det nævnte "Noget". Det bliver derfor i første Instans til Mystik for Individet. Denne Mystik bliver tilsidst til et eneste stort og brændende Spørgsmaal. Individet kan ikke mere slaa sig til Taals med de døde Materiefacitter. Det ser mere og mere, at disse, saavel i Naturen som i dets egen Organisme, er baseret paa en bag ved eksisterende Villies og dermed et tænkende Ophav. Og Væsenet er nu, fra at have været en glødende Materialist, der kun accepterede "Virkningerne" eller Maal- og Vægtfacitterne, gaaet over til at begynde en hel anden Form for Forskning, hvor Facitterne ikke er Stof- eller Materiegrader, og hvor "Virkningerne" saaledes ikke er udgørende kolde og døde "Tilfældigheder", skabt af andre "Tilfældigheder", men derimod er skabt af et villieførende "Noget".