Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Baade i sine Foredrag og i personlige Samtaler giver Martinus ofte Udtryk for Ønsket om at bibringe den Enkelte Forstaaelsen af, at noget af det vigtigste for et Menneske, der ønsker et harmonisk og smukt Liv, er dette, med sine Ønsker at være "bag Forsynet". Jeg har aldrig glemt det Indtryk denne Tanke gjorde paa mig, første Gang jeg hørte ham fremsætte den. I et intuitivt Nu begreb jeg Sammenhængen mellem den og en Sætning, vi alle kender, nemlig: "søger først Guds Rige - !", og det stod med eet helt klart for mig, at disse to Tanker dækkede et af Tilværelsens allervigtigste Problemer.

Desværre er det jo endnu saaledes, at langt de fleste Menneskers Tankeprocesser foregaar udenom Kendskabet til Loven for Tænkning, d.v.s. uden Kendskab til deres Tankers og Ønskers virkelige Konsekvens. Resultatet heraf bliver uundgaaeligt Oplevelsen af det indirekte Smerteomraade, vi betegner med Navnet "Skuffelse". Skuffelsen vil altid være det uopfyldte Ønskes bitre Stedfortræder. Nu vilde dette jo ikke betyde saa stort, dersom enhver var fortrolig med Aarsagen til Skuffelsen, vidste at den var et Budskab om, at vi der, hvor den indfandt sig, havde været "foran" Forsynet, havde ønsket noget, vi endnu ikke var moden til at faa opfyldt. Men saadan er det jo ikke. Langt de fleste Mennesker bliver bitre af Skuffelser, de føler sig "uretfærdigt" behandlet af Livet og lukker selv for den eneste Erkendelse, der kan fri en for Virkningen af Modgang, den, at man selv er det inderste Ophav til den.

Her er det, at den kosmisk Bevidstes Liv former sig saa helt anderledes end det almindelige Menneskes. For den kosmisk Bevidste er der kun een eneste Ting, der har virkelig Betydning: Guds Vilje. At være i Kontakt med denne Vilje er den kosmisk Bevidstes eneste fundamentale Ønske, og Resultatet af dette ser vi i den utrolige Ydmyghed, som altid præger disse Væseners Indstilling overfor Livet. Det giver Stof til dyb Eftertanke, naar man pludselig forstaar, at der ikke i den kosmisk Bevidstes Sind er nogen som helst Længsel efter at reformere eller paatvinge andre sin Livsindstilling. Tværtimod, den kosmisk Bevidste afviger jo fra enhver anden "Idealist" ved netop at besidde den sjælelige Frigjorthed, der tillader at nære selv de kærligste Følelser for den, som har en ganske anden Livsindstilling end hans egen. Gang paa Gang har jeg personligt hørt Martinus give Udtryk for Ønsket om hellere at være sammen med et glad og kærligt Menneske, selvom dette Menneske spiser Kød, ryger eller drikker; fremfor at være sammen med en intolerant Vegetar.

Tragedien ved at være "foran Forsynet" er den, at vi her møder den utaalmodige Idealist, Mennesket, som har set et Lys og nu brænder af Længsel efter, at andre ogsaa skal opleve dette Syn, - uden at tænke paa, at enhver Form for "Syn" forudsætter et Erfaringsmateriale, som ikke kan erhverves saadan lige een, to, tre. Resultatet heraf bliver saa at sige en Aktivitet, som maaske bedst kan udtrykkes som "en Trang til at hjælpe Forsynet" og den deraf følgende bitre Oplevelse, at Forsynet aldeles ikke føler Trang til at blive hjulpet - paa den Maade.

Det er ganske rigtigt, at vi lever i en Tid, hvor et nyt aandeligt Liv holder paa at bryde frem. Overalt mærker man de "gærende Kræfter", men dette betyder ikke, at vi en skønne Morgen befinder os lige midt i et jordisk Paradis. Livet er Evolution, er en saa gradueret Vækst, at enhver Form for "Spring" ligger helt udenfor dets Plan. Og det er min Overbevisning, at det er den kosmisk Bevidstes Viden herom, der Gang paa Gang faar ham til at advare den Utaalmodige. Rent parodisk bliver dette nye aandelige Liv, naar Mennesker, mere eller mindre direkte, giver sig til at skændes om, hvorledes det skal forme sig, hvorledes denne eller hin i Virkeligheden aldeles ubetydelige Detalje skal forstaas. Atter og atter ser vi de virkeligt Vise gaa langt udenom enhver Form for Sofisteri. For dem betyder Livet langt, langt mere, og deres Undervisning er derfor ogsaa altid rettet imod dem, for hvem deres Ord og Viden mindre skal anvendes til teoretisk Gentagelse overfor andre end til Vejledning i deres eget daglige Liv. Og vi ser derfor ogsaa, at den Vises eget Liv netop altid er præget af den Ydmyghed, man saa ubehageligt savner hos dem, der i deres aandelige Forkyndelse befinder sig saa langt foran Forsynet, at enhver anden, blot ikke dem selv, kan se den Skuffelse, der støt marcherer ind i deres Liv.

Ethvert dybtgaaende Studium af de virkeligt Stores Liv vil føre een til Erkendelsen af, at Ydmyghed eller dette, at være "bag Forsynet" har været den væsentligste Ledetraad i deres Liv. For dem er det langt mindre deres egen Vilje end Guds Vilje, der er det centrale. Vi møder det i Jesus smertefyldte Ord i Gethsemane Have: Herre, ske ikke min, men din Vilje! - vel nok en af de mest inspirerende Sætninger, der overhovedet kom over hans Læber, og vi møder det paany i Martinus saa ofte gentagne Advarsel. Vil man hjælpe Forsynet, findes der til evig Tid en Vej at betræde: den, at forandre sig selv! Det er overfor vort eget Liv, vi har det store Ansvar. Vi ved alle uden Undtagelse, at vi besidder visse Talenter, som trænger til at udvikles, til at dygtiggøres. Det kan se saa straalende ud, at et Menneske til mindste Detalje kan udrede Hemmeligheden ved vort inderste Væsen, - men det har mere Værdi for Livet i sin Helhed, om det samme Menneske selv er præget af sin Viden. Er det det, ja saa vil dets Fremtræden ogsaa være præget af Ydmyghed og Beskedenhed. Saa vil det vide, at kun den af Hjertet ydmyge kan gøre sig Haab om det Syn af Gud, der er alle udviklede Menneskers inderste og lønligste Haab, - og det vil vide, at det selv endnu er uendeligt langt borte fra dette Syn.

Vore Aar er korte og svinder hastigt, netop derfor skal vi udnytte dem mest muligt. Og naar Martinus saa ofte bringer det Tema, mit lille Brev i Dag omhandler, paa Bane, er det, derom føler jeg mig absolut overbevist, fordi han ønsker, vi skal faa mest muligt ud af dette Liv. Og der kan ikke være Tvivl om, at den der i Ydmyghed og Stilhed flittigt arbejder med sit eget Sind for at faa det befriet for lidt af den Selvoptagethed, som præger langt de fleste af os, at det Menneske langt mere bidrager til Skabelsen af det rigtige Menneskerige end han, der med Ord og Pen, men uden Hjerte forfægter de Sandheder andre i den dybeste Smerte har født.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere

E.S.

Som allerede meddelt i sidste Korrespondancebrev begiver jeg mig d. 24. ds. ud paa en mindre Foredragsrejse. Jeg vil gerne her gøre opmærksom paa, at disse Foredrag er offentlige, og at de ganske trygt kan tage Deres gode Venner med. Oplysninger ang. Foredragene faas ved Henvendelse til: Aalborg, Værkf. Timmermann Tlf. Aalborg 645 - Aarhus, Kbm. Lundholm Tlf. Aarhus 4054 - Horsens, Kiropraktor Jeppe Nielsen - Horsens Tlf. 715 - Sparekassefuldmægtig Gaarde, Odense Tlf. 5077 Odense og Svendborg, Nittermester Th. Christensen, Skattergade 18, Svendborg, ingen Telefon.