Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat)

Som jeg nævnte før, kan vi se paa Jordmenneskenes Skæbner, at disse Væsener i endog en meget stor Udstrækning endnu befinder sig i en forkert Kurs. Paa tværs af Religionernes Visdoms- og Idealforskrifter og Paabud styrer hundrede Tusinder af Væsener deres Skæbne lige imod Mørket, imod Lidelserne, imod "Helvede". Og den kirkelige Kristendom spaar disse Væsener en "evig Fortabelse". Men saaledes gaar det ikke. Det er netop igennem Lidelserne, ja i selve "Helvedes Ild", vi bliver Vidne til den Almægtiges vældige styrende Haand, hans evige Logik og kærlighedsfyldte Plan med de levende Væsener. Aldrig er noget Væsen kommet til Verden og har mødt Solens klare Lys for at skulle ende i et "evigt Helvede", ligesaa lidt som et Væsen nogen Sinde er begyndt at opretholde sit Liv ved Indaanding af Klodens krystalklare Luft eller Atmosfære for at skulle ende i en evig Hævn, Tortur eller Lemlæstelse, der er udtænkt som et Forsyns "Straf for Synder". Nej, igennem "Helvede"s totale Mørke, der hvor Nøden er størst, skal et hvert Væsen uundgaaeligt føle, at Guddommen er nærmest, høre hans Stemme, føle hans frelsende og skærmende aabne Favntag og opleve, at hans Kærtegn aldrig noget Øjeblik kan slippe Væsenet, men er evigt nærværende igennem Tid og Rum, igennem Lys og Mørke. Men det føler det jordiske Menneske ikke endnu. Det har endnu ikke en saa udviklet Fornemmelsesevne eller saa udviklede Sanser, at det kan se Lyset i Mørket, se Kærlighed aabenbaret i Lidelserne eller en guddommelig Fuldkommengørelse igennem de ulykkelige Skæbner. Tværtimod, det ser eller fornemmer hovedsageligt kun Mørke i Mørket. Det fornemmer sin Næstes eventuelle Forfølgelse, Bagtalelse eller Antipati som "Ondskab". Det ser i sin eventuelle ulykkelige Skæbne sig selv som Genstand for et Spil af tilfældige overlegne, døde og blinde Kræfter eller en vred Guddoms Unaade, Forfølgelse og "Straf for Synder". At det i denne Situation ikke kan opfatte Livets største Facit: "Alt er saare godt", er naturligvis givet. Det vil netop fornemme eller synes, at nævnte Facit er absurd. Det kan ikke tro eller forstaa, at Lidelserne eller dets ulykkelige Skæbne kan være af det Gode. Det fornemmer sig selv som Martyr eller Genstand for stor Uret. Og her er det netop, at dets kosmiske "Mindreaarighed" kommer til Syne. Thi ingen kan, kosmisk set, gøre Uret eller lide Uret. Alt i den guddommelige Verdensplan er hundrede procents nyttigt, hvilket igen jo er det samme som hundrede procents kærligt. Verdensplanen er saaledes Kulminationen af Kærlighed. Men naar den er Kulminationen af Kærlighed, kan den jo umulig være bedre. At forstaa dette og handle derefter er altsaa det samme som at være "eet med Faderen", hvilket igen er det samme som den absolutte Betingelse for at faa den sande Fred i sit Sind og derved komme til at opleve den "Velbehagelighed", som Englenes Julebudskab forjættede.

Det er altsaa Væsenernes Opfattelse af Livet, deres mentale Kompas, der er noget i Vejen med. Alle Vegne, hvor man opfatter sig forfulgt, føler sig "straffet" af Forsynet, ligegyldigt hvorledes denne Forfølgelse eller "Straf" saa end ytrer sig, ligegyldig om den viser sig som en direkte Forfølgelse fra sin Næstes Side, eller den viser sig som Sygdom, Sorg og Armod, ja ligegyldigt af hvad Art Lidelsen saa end maatte betegnes, vil den, kosmisk set, være en ganske naturlig Udløsning af Aarsag og Virkning, der igen vil være et medvirkende Led i Fuldkommengørelsen af den store Skabelsesproces, under hvilken Jorden er forvandlet fra sin Ildtilstand til sin nuværende Grad af Beboelighed for animalsk Liv, og igennem hvilken den vil blive ført frem til et saadant færdigt Stadium, at de nu gængse Lidelser vil være en Saga blot. Naar Væsenerne ikke har den rigtige Indstilling til og Opfattelse af det Liv, de selv udgør en Del af, kan de heller ikke styre deres Skæbneror: Villien rigtig. Deres Handlemaade bliver derfor forkert. De udløser dermed Aarsager, som skaber helt andre Virkninger end de, de forud havde tænkt sig. Da disse forkerte Virkninger giver deres Fejlagtighed til Kende som Disharmoni, som Lidelse og Smerte, som Sorg og Ulykke, vil alt, hvad der hører ind under Disharmoni eller Lidelse, saaledes udelukkende være Virkninger af forkert Handling. Men da forkert Handling udelukkende igen kun kan eksistere som Udløsningen af forkert Villie, og denne igen kun kan være identisk med en forkert Opfattelse af selve Livet og Tilværelsen, det være sig ligesaa godt af Næsten som af Naturen, vil den ulykkelige Skæbne, Lidelserne, Smerterne saaledes udelukkende kun være Udtryk for noget ufærdigt i den store Skabelsesproces. Dette giver sig yderligere til Kende gennem den Omstændighed, at i alle Situationer hvor Villien og dermed Handlingen har udløst sig rigtig, hvilket vil sige til Fordel for et naturligt Velvære for sit Ophavs Omgivelser, der er Harmonien og dermed Freden til sidst blevet den naturlige og uundgaaelige Virkning. Her opstaar der ligesom Ligevægt mellem Energierne, Væsenernes Tankearter, mentale Holdning og Indstilling, her svinder de ulykkelige Skæbner bort som Dug for Solen, og det absolutte Velvære begynder at komme til Syne i Skæbnerne, som man allerede paa Forhaand har kunnet se, er Verdensplanens Hensigt. I modsat Fald vilde Jorden jo ikke være saa overdaadigt udstyret med Betingelser og Muligheder for Skabelsen af en saadan Harmoni- eller Lykketilstand som den, den igennem sine Livsressourcers Mængde i Forhold til Væsensantallet i dens Omraade viser, at den vil være i Stand til at kunne opfylde. Overdaadigheden af Muligheder og Betingelser for Skabelse af Velvære er der saaledes ingen Mangel paa paa Jorden. Menneskene har blot at gribe dem og at udnytte dem. Men det er altsaa dette, det har vist sig, at de ikke har været i Stand til. De sulter og fryser ihjel midt i en Paradishave fuld af Føde, Solskin og Varme. De myrder, dræber og lemlæster hverandre, idet de hver især gensidigt tror, at det er Næsten, der er deres Skæbnes "onde" Ophav. Og intet kan være mere forkert. Det er ikke Næsten, der skal lemlæstes, udslettes eller tilintetgøres, men Klodens Ressourcer, der skal levendegøres, administreres og udnyttes. Uden denne Opfattelse af Livet kan man umuligt være i Kontakt med den Hensigt, der ligger bag Klodens Forvandling fra eksploderende, smeltende og kogende Ildmaterier til en Verden med saa overdaadige Livsmuligheder for Oplevelse af Velvære gennem Kød og Blod som den, Kloden repræsenterer. Hvortil ellers alle de overdaadige Muligheder, Ressourcer og Livsbetingelser? - Har vi ikke her faaet anvist Vejen eller Retningen for vor aandelige eller kosmiske Kurs? - Er det ikke her tydeligt at se, at den, der hader og forfølger sin Næste eller paa anden Maade ødelægger dennes Muligheder for Livslykke, arbejder stik imod den Skabelsesplan, efter hvilken Jodens Forvandling finder Sted. Jorden skabes om fra en eksploderende Ildmasse til en Klode med saa overlegne Betingelser for Velvære for det nulevende Antal Individer, at der endog er Muligheder for Velvære af Myriader af endnu ufødte kommende Generationer. Tror man denne Overdaadighed i Livsmuligheder er skabt for at nogle Individer skal bukke under i Sygdom, Lemlæstelse og Død paa Grund af Mangel paa Adgang til disse Livsmuligheder eller Ressourcer, og andre skal bukke under i Fraadseri, Ødselhed og Livslede paa Grund af for megen Adgang til de samme Livsværdier? - Er det ikke let her at se, at disse Kalamiteter ikke skyldes nogen Fejl i Verdensplanen. Denne har skabt Ressourcer nok. Kalamiteterne skyldes udelukkende Menneskene selv. De er et Produkt af deres egen Opfattelse, Villie og Handling. Naar denne deres Opfattelse, Villie og Handlemaade resulterer i saadanne Konsekvenser, ses det altsaa, at de samme Væseners Mentalitet slet ikke er færdig. Jorden er saa langt fremme i sin Skabelsesplan eller Tilblivelse, at den er færdig til at kunne yde Menneskene et behageligt og glimrende Opholdssted med Garanti for et straalende Velvære, en total Fred eller hundrede procents Lykke. Men dens Beboeres Mentalitet er altsaa endnu ikke paa Højde med dette Klodens Stadium i Skabelses- eller Forvandlingsprocessen. At Væsenernes Mentalitet skal bringes frem til at passe ind i nævnte fuldkomne Klodestadium, bliver til Kendsgerning igennem den Vækst, nævnte Mentalitet viser sig at være underkastet. Menneskehedens Historie, der jo paa en Maade er den yngste eller sidste i nævnte store Skabelsesproces, udviser jo, at den har sin Begyndelse helt nede i barbariske eller dyriske Livsformer for at vokse frem igennem denne primitive dyriske Naturtilstand, til den nuværende Kulturtilstand. Det er rigtigt, at denne Kulturtilstand udviser en Repræsentation af det dræbende Princip, der langt overstiger alt, hvad man tidligere har været i Stand til at manifestere af samme Princip, men det er ogsaa en Kendsgerning, at Side om Side med denne Anvendelsen af nævnte dræbende Princip, Krig, Myrderier og Lemlæstelse er der vokset frem i Menneskenes Mentalitet en tiltagende Interesse for eller Forstaaelse af, at uden "Humanisme" kan Kultur og dermed Fred og Lykke for Jordmenneskene umuligt eksistere. Vi ser derfor, at barbariske Love, der tidligere var herskende, efterhaanden er afskaffede. Det er ikke mere tilladt aabenlyst at købe eller sælge Mennesker. Og ligesom man har kæmpet imod Slaveri, saaledes søger man i Dag igennem Politi- og Retsvæsen at nedkæmpe Tyveri, Mord og Vold, ja, selve Kulminationen af Menneskehedens værste Onde Krigen kan jo ogsaa i Dag kun eksistere i selve Humanismen Navn. Alle kæmper for at nedslaa Modstanderens formodede Inhumanisme. Kæmper ikke alle for at skabe "Retfærdighed" og Fred? Hvem tør bekende, at de fører Krig for det modsatte Formaal? - Og Resultatet af al denne Kamp, al denne Udløsning af Lidelse udebliver ikke. Denne er selve Menneskehedens egen Smeltedigel. Ud af Processen kan der absolut kun komme det ene færdige Resultat "Humanisme". Og jo værre Krig, Lemlæstelse og Lidelse Væsenerne udøver over hverandre, desto hurtigere befordres dette Resultat. Da al Lidelse jo er det absolutte Tegn paa, at man har udløst Aarsager, der er i Strid med Verdensplanen, og alt sandt Velvære er et ligesaa urokkeligt Tegn paa, at man har udløst Aarsager, der er i Kontakt med nævnte Plan, er i Harmoni med selve Jordens Omskabelse til Humanitetens og Fuldkommenhedens Hjemstavn, kan intet Væsen i Længden blive ved med ikke at blive kendt hermed. Lidelseserfaringerne ophober sig jo efterhaanden i Bevidstheden og danner i særlig Grad det tidligere omtalte "Kartotek", der til enhver Tid er bestemmende for, hvorledes vi opfatter eller fornemmer enhver ny Oplevelse. Enhver Oplevelse i det daglige Liv kan ikke sanses uden ved en Konfrontering med nævnte Kartotek. Af dette Kartotek er det afhængigt, om man forstaar det, man ser eller oplever. Enhver Oplevelse, til hvilken man i dette "Katotek" ikke har en Pendant, vil vi, som jeg tidligere omtalte, være ude af Stand til at erkende. Den vil altsaa være os ganske uforstaaelige. Og der hvor vi ikke forstaar Tingene, der maa vi absolut nødvendigvis handle i Blinde. Og der hvor denne mentale Blindhed eksisterer som Basis for vor Villie og Handlemaade, der ved vi naturligvis, kosmisk set, ikke, hvad vi gør. Og da det udelukkende kun er der, vi kan handle imod Verdensplanen, imod Humanismen vil enhver inhuman Handling i Realiteten saaledes udelukkende kun kunne blive til som et Produkt af Uvidenhed. Og det er Forstaaelsen heraf, der forvandler os til Humanister. Naar man ligesom Kristus forstaar, at ens Forfølgere eller alle de Væsener, der udløser Inhumanisme, hvilket vil sige Antipati, Vrede, Forfølgelse, Had og Hævn imod en, fuldstændigt handler i mental Blindhed eller Uvidenhed, tager det jo hele Brodden af deres Væsen imod en væk. Man forstaar da, hvor taabelig al Indignation, Had og Hævn imod saadanne Væsener er. Og man udløser ligesaa lidt Vrede imod saadanne Væsener som imod det lille hjælpeløse Barn i Vuggen eller imod andre mentalt uformuende Væsener, sindssyge og aandssvage. Og det er altsaa ud fra denne Bevidsthedstilstand, at Menneskehedens Ældste eller største Vise forkynder Forskrifterne om ikke at dømme, ikke at hævne, eller paa anden Maade paaføre andre Væsener Lidelse, men derimod vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre og i det hele taget elske sin Næste som sig selv. Det er dette Bevidsthedstrin, ud fra hvilket disse Forskrifter er manifesteret, der udgør den i Bibelen omtalte "Hellige Aand", og i mit Hovedværk "Livets Bog" er udtrykt som "kosmisk Bevidsthed".

"Kosmisk Bevidsthed" er altsaa det samme som Jordmenneskets "færdige Mentalitet", den Mentalitet der er Maalet i den store Skabelsesproces eller Jordens Forvandling, den Mentalitetsgrad, der sætter Menneskeheden i Stand til, naar Flertallet af dens Individer besidder den, netop at forstaa Verdensplanen og dermed være i Kontakt med selve den store Skabelsesproces og administrere og fordele Klodens overdaadige Livsressourcer og Ydemuligheder paa en saadan Maade, at ingen mere skal sulte eller fryse, ingen mere skal føle Trang til at røve eller stjæle fra hverandre, ingen mere skal dø af Armod eller af Ødselhed, ligesom den samme Bevidsthedstilstand er Udtryk for saa stort og omfattende mentalt Kartotek, at Individet derved er i Stand til at fornemme alle Livets Tilskikkelser, som en af Forsynet overdaadig iscenesat Undervisningsproces, der urokkeligt igennem Erfaringsdannelsen vil føre alle Væsener til Erkendelsen af det store Facit: "Alt er saare godt" eller Verdensplanens Identitet som kulminerende Kærlighed, manifesteret igennem ethvert levende Væsen uafhængigt af, hvorledes dette saa end maatte tage sig ud, hvad dette saa end maatte tænke, eller hvorledes dette saa end maatte handle. Enhver Bevægelse, enhver Vibration, enhver Handling er Guds Manifestation, er Lys, Kærlighed og dermed Skabelsen af Velvære for alle levende Væsener. I Sandhed, at være i Kontakt med denne Skabelse, det er Opfyldelsen af Livets største Evangelium eller Virkeliggørelsen af Englenes straalende Julebudskab "Fred paa Jorden".

Maa mit inderligste Juleønske for Dem alle derfor være dette, at De hurtigst muligt netop maa lære at forstaa alt det, De i Dag ikke kan lide, alt det, De i Dag føler Trang til at forfølge, thi med denne sande Forstaaelse vil De kun kunne tilgive de Væsener, De mener har gjort Dem Uret, de Væsener, der har bagtalt Dem eller maaske endog fysisk set har ødelagt Deres Livslykke. Kun i Træningen i at tilgive ligger Vejen aaben til "kosmisk Bevidsthed". Men da man ikke behøver denne Træning i alle de Felter, der har ens fulde Sympati og Kærlighed, da alt her jo paa Forhaand er tilgivet, kan man kun aabne Himmeriges Døre med sin kærlige Omfavnelse af alle sine Fjender. Det er rigtigt, at dette ikke er saa let, og at disse muligvis slet ikke vilde tolerere eller forstaa en saadan Omfavnelse, men dette kan jo ikke forhindre Dem i at gøre det i Deres Tanke. Der findes ikke en Fjende, De ikke paa denne Maade kan tage til Deres Hjerte og dermed frigøre Deres lysende Aand fra de mørke Pletter, der i Dag forhindrer den i Fornemmelsen af Følgeskabet med den evige Fader gennem Sfærer og Zoner, gennem Tid og Rum, i al Evighed.