Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Har De nogen Sinde rigtig for Alvor lagt Mærke til, i hvor overvældende en Grad det enkelte Menneske gaar op i sin egen lille Detaljeverden? For en rent umiddelbar Betragtning ser det ofte ud som om alle de Smaadele, hvoraf en enkelt Dag bestaar, i den Grad forekommer Mennesket at være det egentlige, at det virkelige egentlige - Hensigten med vor Tilværelse her - totalt forflygtiges. Kampen for Karriere, for Sukces er efterhaanden intensiveret i en saadan Grad, at den menneskelige Sjæl mere synes omskabt til en permanent fungerende Eksplosionsmotor end til det Instrument for Beherskelse af Livskræfterne, paa hvilken sand Lykke beror.

Virkningen af denne Indstilling er ikke udeblevet. Har De nogensinde spurgt Dem selv om, hvor ofte - eller rettere, hvor sjældent - De i Dagens Løb træffer et Ansigt, der udstraaler Glæde og Fred? Læg engang Mærke til i hvor forfærdende høj Grad de Mennesker, der paa en Gade iler forbi Dem, er behersket af det midlertidige Maal, deres Fod er rettet imod. Læg Mærke til den store Afstand der er mellem et saadant Menneskes Jeg, der allerede synes at have naaet Maalet, og saa den underligt aandløse Krop der nu haster af Sted for at blive forenet med sin egen Sjæl. Betragt Udtrykket i en saadan Krops Øjne. Læg Mærke til at disse Øjne næsten intet ser. Irriteret stirrer de efter den Sporvogn, der altid er forsinket. Irriteret ser de paa de Mennesker, der altid fylder Fortovet foran dem. Se efter, og De vil opdage, at disse Øjne kun ser Irritationer og Hindringer. Læg ogsaa Mærke til den Atmosfære der omgiver en saadan Krop, hvor Jeget næsten ikke er nærværende. Den udstraaler en besynderlig Negativitet. Den er som en Slags Møbel, der uafladeligt flyttes rundt, og dens Ansigt præges i Længden deraf. Læg Mærke til hvormange skrammede og slidte Ansigter De dagligt møder. Det er Ansigter paa Kroppe, der som andet Flytteskrammel er sendt fra Sted til Sted og nu bærer stærke Spor af denne evige flytten rundt.

Hvor helt anderledes vederkvægende er det saa ikke at møde et Menneske, hvor baade Krop og Sjæl er til Stede. Læg Mærke til det levende Spil der er i et nærværende Menneskes Ansigt. Det formeligt suger Indtryk til sig, det lever, det er med, og dets Øjnes Lys afspejler dets Reaktioner overfor alt det, det møder. Et saadant Ansigt ligefrem udstraaler positiv Livsglæde. Det er fortrolig med de Kræfter, der virker igennem det. Bag Øjnene lurer hele Tiden en stilfærdig Trang til at smile, og det søger med Forkærlighed andres Øjne op for dog at faa Lov til at opleve et Genskin af det Smil, som lever i dets egen Sjæl. Vil vi være ærlige overfor os selv, maa vi indrømme, at et saadant Menneske oplever en langt større Livsfylde end det Menneske, der, for sin Karrieres Skyld, uafladeligt haster afsted. Men vær ogsaa vis paa, at et saadant Menneske forlængst har gennemskuet Formen og aftvunget den dens Hemmelighed. Takket være sin Viden om Livet aftvinger det hvert eneste Nu al den Sødme, det indeholder, - hvem ved, maaske ser netop dette Menneske Gud alle Vegne, og maaske er det ham, dette lille alvidende Smil, der lurer i Øjenkrogene hele Tiden, er rettet imod! Vi vil alle gerne være lykkelige, men mon ikke Lykken i høj Grad bestaar i at spænde sig ud af sit eget Jag og tage sig Tid til at beundre den Verden, Gud har givet os at leve i?

Med mange kærlige Hilsner fra Martinus og samtlige Medarbejdere