Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat)

Og hvilke eller hvormange Jordmennesker er fri af den Sfære, i hvilken disse fire nævnte Foreteelser er fremtrædende Faktorer? - Svaret vil uigendriveligt være dette: "Kun de Væsener, der elsker sin Næste som sig selv, hvilket vil sige: elsker alt og alle, har en urokkelig Fred i sit Indre, en Fred igennem hvilken Oplysningens uendelige Kilde "den hellige Aand" eller "kosmisk Bevidsthed" uhindret vil aabne sig og underbygge nævnte Alkærlighed med Guddommens egen Viden, og derved lade Væsenet tænke den Almægtiges evige Tanker efter og indvi Væsenet i en total Forstaaelse af det Objekt, det i Form af Alt og Alle forlængst har omfavnet og indesluttet i sin Kærlighed. Kun i det Væsen, i hvis Bryst Kærligheden stimulerer Hjertets Puls til Fordel for hele Verden eller til Glæde for alle andre levende Væsener, kan det Intellektualitetens eller Forstaaelsens klare Lys skinne, der faar alt Mørke til at vige".

For at naa frem til en virkelig Fred, vil det altsaa være nødvendig at gaa i Verdensgenløserens Fodspor. Det vil være nødvendigt at søge at indstille sig paa, at intet Væsen kan være anderledes eller handle anderledes i Nuet eller Øjeblikket, end det netop gør, ganske ligegyldigt hvor stor en Skade eller Gavn, ligegyldigt hvor stor Lidelse og Smerte eller Glæde og Velvære denne Handlemaade saa end maatte bringe det. At lære at forstaa dette er at lære ikke at gaa i Rette med Sol og Maane, ikke at gaa i Rette med Guddommen. Men denne Forstaaelse og den heraf følgende humane Indstilling til alt og alle kan ikke bibringes Dem ved noget som helst Magtbud, Tortur eller Straf, ligesaa lidt som nævnte kan bibringes Dem ved nogen som helst Form for Mirakel. Forskrifter eller Anvisninger paa nævnte Væremaades Tilegnelse kan være gavnlige, men først paa et Tidspunkt, hvor Forsynet eller Naturen paa anden Maade har bibragt Dem en saa fremtrædende Modenhed, at De i Tillid og Tro kan acceptere Forskrifterne som eftertragtelsesværdige Idealer og derved gøre disse til Rettesnor for Deres daglige Liv. Men for paa denne Maade at kunne akceptere Idealer maa Livet selv, Naturen eller Forsynet altsaa skabe en i Deres Bevidsthed for disse Idealer passende forudgaaende Modenhed, hvilket igen vil sige Hunger, Tørst eller Begær efter netop disse Idealer. Denne Modenhed, dette Begær efter Idealer, denne Hunger efter en fuldkomnere Tilværelsesform skaber Forsynet eller Naturen udelukkende kun igennem Deres daglige Skæbne. Igennem Deres daglige Oplevelser og navnlig igennem de bitre, lidelsesfulde og smertelige Erfaringer, bibringes Deres Mentalitet den Modenhed, der er Betingelsen for, at en begyndende Skabelse af Fred i Deres Indre kan finde Sted. Og vi skal derfor her dvæle lidt ved Synet af, hvorledes Naturen bærer sig ad med at føre Dem frem til denne Modenhed.

Som jeg tidligere gjorde Dem bekendt med, foregaar al vor Oplevelse af Livet igennem vore Sanser. Denne Oplevelse udgør, som jeg ogsaa før nævnte, en Reaktion imellem den fra vort Indre udadgaaende og den udefra indadgaaende Kraft. Den første Kraft er det samme som vor Villie, Udløsningen af vore Begær, Ønsker eller Hensigter. Den anden Kraft udgør alle fra Naturen, fra vore Omgivelser, fra vore Medvæsener imod vort Selv, mod vor Organisme udløste Paavirkninger. Disse to Former for Kræfter mødes altsaa i vor fysiske Bevidsthed. Ved Deres Møde opstaar den Reaktion, der faar vore Tanker til at cirkulere, og vore Sanser til at vibrere og vore Nerver til at registrere Smerte eller Velvære. Og den samlede Proces udgør altsaa vor Oplevelse af Livet eller det samme som det, vi udtrykker som vor Skæbne. Hele denne Cirkulation af Energi i Væsenet kan dette kun derved fornemme enten som "Smerte" eller "Velvære". Ligegyldig hvilke Oplevelser, hvilke Tanker eller hvilke Fornemmelser Individet saa end maatte opleve, vil de umuligt kunne eksistere uden i større eller mindre Grad at repræsentere den ene eller den anden af nævnte to Kontraster. Enhver Manifestation, Handling eller Oplevelse, der registreres af Individets Sanser vil saaledes udelukkende tilhøre et eller andet Trin paa Skalaen mellem Smerte og Velvære. Oplevelsen kan repræsentere et Trin, der i overvældende Grad er paa Velværekontrastens Side, og Individet føler sig glad. Dets Skæbne udtrykkes som lykkelig. Men Oplevelsen kan ogsaa i overvældende Grad være paa Smertekontrastens Side, og Væsenet føler da Sorg og Livslede og opfatter da sin Skæbne som ulykkelig. Imellem disse to Kontrasters Yderpunkter: Smerte og Velvære, jonglerer Individet med sin Skæbne eller Oplevelse af Livet. Det styrer enten imod Smertekontrasten eller imod Velværekontrasten. Roret i denne Kurs er dets Villie, medens dets Opfattelse af Livet eller Tilværelsen er dets Kompas. Da Opnaaelsen af Velværekontrasten, hvilket vil sige Opnaaelsen af det normale legemlige og sjælelige Velvære, saaledes udelukkende er baseret paa dette "Kompas" eller Væsenets Opfattelse af Livet, vil hele dets Skæbneopbygning i Retning af Velvære saaledes staa og falde med denne dets Opfattelse. Hvis det har en korrekt eller absolut sand Opfattelse af Livet og Tilværelsen omkring sig, dets Medvæsener, Dyr og Mennesker og forøvrigt af alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Naturen", saa vil det i enhver Situation se den rette Sammenhæng imellem sig selv og Situationens Aarsager. Dets "Kompas" vil da her virke absolut korrekt. Men hvis det ikke har denne absolutte sande Opfattelse af Livet eller Tilværelsen, vil det umuligt kunne se klart i de givne Situationer. Herfra er dog i nogen Grad undtaget Planter og Dyr med deres endnu fuldkomne Instinkt. Men Jordmennesket maa i nævnte Situationer handle i Blinde. Det er nødsaget til at handle efter, hvad det tror eller mener er rigtigt. Det kan jo ikke handle efter en Viden, det ikke har. Dets "Kompas" bliver her misvisende, og Væsenet bliver i tilsvarende Grad sat ud af den Kurs, der fører imod det sande Velvære: en lykkelig Skæbne eller Tilværelse, der kulminerer i den fuldkomne Oplevelse af Livet, der er udtrykt som "Himmeriges Rige". Dets Kurs gaar nu imod farefulde mentale og legemlige Klipper og Skær. I Lasternes, Udskejelsernes, Hadets og Vredens Brænding faar det undertiden knust eller sønderslaaet mangen et Jordliv. Det er Invaliditeten heraf, vi udtrykker som en ulykkelig Skæbne eller som det eneste, der kan eksistere som den Modsætning til "Himmeriges Rige", vi udtrykker som "Helvede".

At omtalte "Kompas" eller Væsernes Opfattelse af selve Livet og Tilværelsen i stor Udstrækning ikke er helt korrekt ses tydeligt i den Atmosfære, der i omfattende Grad dominerer Jordzonen. Mennesker sulter og fryser, skønt Kloden er overdaadigt udstyret med Næringsmidler og Varmekilder. Jordmenneskene myrder og dræber hinanden for at faa en Plads i Solen, skønt alle Klodens Kontinenter og Have ligger badet i denne straalende Stjernes himmelske Lys. De samme Væsener bedrager og udplyndrer hverandre for Værdier og Skatte, med hvilke Jorden er saa overdaadigt og omfattende udstyret, at dens Menneskeantal her overfor bliver saa lidet eller ringe, at den i dette Tilfælde næsten maa betragtes som en endnu ubeboet Verden. Hen over Ressourcer eller Ernæringskilder af saa mægtige Dimensioner, at de er fyldestgørende for Tusinder og atter Tusinder af kommende Generationers Myriader af endnu ufødte Sjæle, opfører den enkelte nulevende Generations Medlemmer en saadan Lemlæstelsesproces eller Nedsabling af hverandre, at deres Blod ligefrem farver Flodernes Vande, og deres Dødsrallen lyder igennem Tropeskove saavel som hen over hvide Snemarkers uendelige Øde, medens de overlevende, naar de udskrives fra Hospitaler og Rekreationshjem, humper af Sted paa kunstige Ben, arbejdende ved kunstige Lemmer, Hænderne erstattet med Jernkloer og Øjehulerne fyldt ud med malede Glaskugler, famlende sig frem i Blinde eller trukket i Snor af - dresserede Hunde. I Sandhed, den saa højt lovpriste "Skabningens Herre" er her kommen til at bytte Rolle med de "umælende" Dyr.

Ja, her maa De forstaa, at naar jeg nævner disse Ting, er det ikke for at underkende de kunstige Lemmer og øvrige store Hjælp, der paa saa velsignelsesrig en Maade har kunnet ydes de lemlæstede Stakler, tværtimod, vi maa jo ogsaa i dette se en, imod den ulykkelige, udstrakt guddommelig hjælpende Haand. Men Tingene nævner jeg kun her for at vise Resultatet af en fejlagtig, legemlig og sjælelig Kurs. Sikkert ingen Kriger venter sig, at Resultatet af denne hans Haandtering udgør en saa forkert eller falsk Kurs imod Velværekontrasten, at den kan føre til en for ham saa trist Situation; stadigt at maatte trækkes rundt i Snor af et umælende Dyr. Troede han ikke at skulle naa Lykken og Velværet ved sin Kamp? - Troede han ikke, at Lykken i Virkeligheden stod ham aaben, hvis han fik Næsten, hvilket vil sige Modparten bastet og bundet eller tilintetgjort? - Troede han ikke paa Sværdets Brug? - Troede han ikke, at Magt var Vejen til alt? - Var hele denne hans Tro eller Opfattelse af Livet og Tilværelsen ikke lige akkurat det modsatte af, hvad der var absolut virkeligt, hvad der var absolut sandt?

Men hvordan kan man naa Lykken og Velværet ved at saa Ulykke og Lidelse for andre? - Maa man ikke vente sig, at disse andre ogsaa vil forsvare sig. Men derved udsætter man jo sig selv for den Risiko enten at blive lemlæstet, blive et Vrag og faar da et temmeligt spartansk "Velvære", eller ogsaa for at blive Sejrherre og maa da opretholde denne Position ved de andres Lænkning og Undertrykkelse, være tvungen til at saa Lemlæstelse og Lidelse? Men hvem kan leve i et Velvære, der ustandseligt opretholdes paa andres Lemlæstelse og Ulykke, ustandseligt er et Røveri af andre Væseners Liv og Førlighed? - Er Svaret her ikke dette, at det kan kun et ufølsomt Menneske, et Menneske, der mangler Medlidenhedsevne, et Væsen, der i mental Henseende altsaa befinder sig meget nær Dyrets primitive Stadier, hvis det da ikke er et unormalt Væsen med sadistiske Tilbøjeligheder? - Men et Velvære, der udelukkende opretholdes i Kraft af Kamp, vil uundgaaeligt altid være isprængt Frygt for et før eller senere fremtrædende uheldigt Udfald af Kampen. Men et Velvære iblandet Frygt er ikke noget fuldkomment Velvære, er ingen fuldkommen Skæbne og kan ikke udgøre nogen fuldkommen Lykke.

Som De ser, kære Venner, er "Skæbnekompasset"s absolutte Nøjagtighed, hvilket igen vil sige: vor Livsopfattelses absolutte Identitet med Sandheden eller Virkeligheden, saaledes den absolut eneste Betingelse, hvorved vi kan bygge en fuldkommen lykkelig Skæbne op og dermed blive hundrede Procents i Kontakt med hele den øvrige omkring os fremtrædende Opfyldelse af den guddommelige Verdensplan og dermed ligesom Verdensgenløseren blive "eet med Faderen". Kun igennem denne bliven "eet med Faderen" oplever vi Julebudskabets Virkeliggørelse: Fred paa Jorden, Fred i vor Mentalitet og Fred imellem os og vore Medvæsener, Mennesker, Dyr og Planter.