Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat)

Selv om Naturmenneskets rent fysiske Syn er ligesaa stærkt og klart som Kulturmenneskets, kan dette altsaa ikke gøre det alene. Sansningen kan nok finde Sted, men Erkendelsen af Sanseobjektets detaillemæssige Sandhed eller Virkelighed er totalt udelukket i Situationer, hvor man ikke er i Besiddelse af Erindringer om tidligere tilsvarende eller beslægtede Oplevelser, der kan virke som et større eller mindre Forkundskabsmateriale, ved hvilket man i tilsvarende større eller mindre Grad kan genkende eller identificere den ny Oplevelse. Bag ethvert Sanseindtryk finder der altsaa et Møde Sted mellem en fra Individets dybere Bevidsthedslag udadgaaende og fra den ydre Paavirkning af Individets Sanser indadgaaende Kraft. Den fra Individets Indre kommende udadgaaende Kraft udgør i sin stærkeste Fremtræden den Foreteelse, De kender under Begrebet "Koncentration". Naar De koncentrerer Deres Tanker, er det i Virkeligheden kun for at opklare et eller andet for Dem mystisk eller ukendt Problem. Denne Koncentration af Tanker er i Virkeligheden det samme som Mobilisering af alt, hvad De i Deres Bevidsthed ejer af Erindringer, der tangerer eller er i Familie med Problemet. Koncentration er altsaa en Foreteelse, ved Hjælp af hvilken De igennem det allerede kendte søger at opklare det ukendte. At det netop er saaledes, bliver til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at i Tilfælde, hvor De ikke i Deres Tanker eller Erindringer kan finde beslægtede Erfaringer til et ukendt Problem, der vil samme Problem være ligesaa mystisk og gaadefyldt, som Radiofoni eller andre af Teknikkens og Videnskabens mest moderne Vidundere er for Mennesket fra Junglen. Enhver Sansning vil saaledes være det samme som Reaktionerne af ukendte Foreteelsers Møde med vore Erindringer, hvilket vil sige Reaktionerne af de af os kendte Foreteelser, Reaktioner af vore tidligere Oplevelser. Alt, hvad der virker paa vore Sanser, det være sig paa Syn, Hørelse, Lugt, Smag eller Følelse er ganske ukendt for os lige til det Øjeblik, Reaktionerne heraf gaar i Forbindelse med vore tidligere Erfaringer. Vor Evne til at sanse, og dermed vor Evne til at forstaa vil saaledes være afhængig af, hvor stort et Erfaringsmateriale vore Erindringer repræsenterer. Jo flere Oplevelser paa et eller andet bestemt Omraade, vi sidder inde med, desto lettere, dybere og hurtigere sanser vi nye Oplevelser paa samme Omraade, medens det modsatte er Tilfældet i ethvert Omraade, hvor der er meget fattige eller totalt mangler forudgaaende Oplevelser i samme Omraade.

I Henhold hertil bliver det en Selvfølge, at vi ikke alle sanser de samme Ting, Problemer eller Objekter med samme Lethed eller hurtige Opfattelse. Nogle Problemer har vi meget let ved at forstaa eller fatte, medens der er andre Problemer, der kræver aarelangt Studium for os, før vi er i Stand til tilfulde, mentalt at beherske disse. Samtidigt er der Væsener, der slet ikke kan forstaa Problemer, der for os er meget let at fatte, medens disse Væsener saa til Gengæld kan have en stor Evne til at forstaa eller fatte Problemer, som vi netop har vanskeligt ved at kunne sætte os ind i. Som vi ser, er det ikke nok, at de ydre fysiske Sanser er hundrede Procents sunde, klare og rene. Sansningen Kvalitet afhænger i ligesaa høj Grad af, hvorledes vort Erfaringsmateriale i Forvejen er beskaffet. Og da vi jo ikke i Forvejen alle har haft nøjagtig den samme Skæbne eller paa anden Maade har oplevet de samme Erfaringer, er det ikke saa mærkeligt, at vi fremtræder saa højst forskellige, som vi netop gør. Ja, denne Forskelligartethed kan ligefrem i sin værste Fremtræden, gøre Individerne helt kontrære, gøre dem til Modstandere af hverandre, saaledes at de i Virkeligheden paa Bunden foreløbig er prædestineret til paa en Masse Felter at misforstaa hverandre. Og det er denne Prædestination, der udgør den allerdybeste Rod til den Blomstring af Fredens Modsætning, der kulminerer i det, vi kalder "Alles Krig mod alle".

Vi er altsaa her kommet til Roden af det, der i Dag martrer og piner Menneskeheden. Naar der føres Krig her eller der, det være sig Mand og Mand imellem ligesaavel som Stater imellem, saa kan den absolutte Skyld ikke lægges den eller den af Stridens Parter til Last, for Miseren er, kosmisk set, udelukkende et Sansespørgsmaal. Ingensomhelst Form for Strid kan opstaa uden paa Grundlag af Parternes gensidig fejlagtige Sansning af hinanden. Hvis blot den ene Part sanser eller ser rigtigt, kosmisk set, vilde denne Part fuldt ud forstaa, at den anden Part ikke paa nogensomhelst Maade kan være anderledes i Øjeblikket, end den netop er. Hele denne Parts Udfoldelse er jo et Resultat af de samlede Erindringer eller det samlede Erfaringsmateriale, den sidder inde med. At samme Erfaringsmateriale ikke har været saa righoldigt, at Væsenet derved har kunnet opfatte Situationen rigtig, kosmisk set, kan det umuligt selv gøre ved, ligesaa lidt som det kan gøre ved, hvor mange Centimeter dets fysiske Organisme maaler i Højden, eller om det har brune eller blaa Øjne. Men da denne nævnte Part af Striden saaledes mangler Erfaringsmateriale, maa dens Bevidsthed, og dermed dennes Opfattelse og den herpaa baserede Handlemaade jo ogsaa nødvendigvis udvise eller være præget af denne Mangel. Da nævnte Mangel skyldes manglende Erfaringsmateriale, manglende Oplevelser, er den jo identisk med en ufærdig mental Vækst. Væsenet er endnu ikke fuldvoksent, mentalt set. Det er endnu et "mindreaarigt" Væsen og kan som Følge heraf kun manifestere "mindreaarige" Væseners Symptomer eller Fremtræden. Hvis den anden af Stridens Parter var et kosmisk bevidst Væsen, vilde denne Parts Mentalitet være saa overdaadigt fyldt med Erfaringsmateriale, at denne med Lethed vilde konstatere denne Modpartens mentale "Mindreaarighed", og der vilde ingen Strid kunde opstaa. Det normale Menneske begynder ikke at slaa et andet Menneske, fordi det ikke maaler saa og saa mange Centimeter i Højden eller paa anden Maade viser, at det endnu hører til de mindreaarige. Det venter sig aldrig andet af noget Væsen end det, det netop præsterer eller manifesterer, at denne Manifestation eventuel er ufuldkommen kan aldrig animere det til nogen som helst brutal Handling overfor det ufuldkomne Væsen. Det ved, at Væsenets Fuldkommengørelse ikke paa nogen som helst Maade er et "Hævnspørgsmaal", men derimod indtil hundrede Procent er et "Vækstspørgsmaal". Vi forstaar her bedre Verdensgenløserens Indstilling til sine Bødler, der hvor han siger: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".

Men hvis den her nævnte Part ikke havde "kosmisk Bevidsthed", vilde den ligesom den anden af Stridens Parter være mere eller mindre ufærdig, være mere eller mindre mental "mindreaarig". Denne "Mindreaarighed" vilde saa igen give sig Udslag i dens Ophavs manglende Forstaaelse af Stridens anden Part, og dermed danne Grundlag for gensidig Ufred eller Krig og Uforsonlighed mellem Parterne, og vi har her for os den Tilstand, der saa at sige er almengældende mellem Jordmenneskene. En hvilken som helst Ufred imellem disse kan kun eksistere med det her skildrede Forhold som Hovedaarsag. Enhver Ufred har saaledes udelukkende sin Rod i mental "Mindreaarighed" eller højintellektuel Uformuenhed. Ethvert Menneskes Forfølgelse af et andet Menneske, det være sig i Form af Bagtalelse, ond Kritik, Brutalitet, Vold, Lemlæstelse eller ligefrem Mord kan aldrig i nogen som helst Situation være Udtryk for Højintellektualitet eller sansemæssig Færdigudvikling. Disse Symptomer kan aldrig være andet end Udslag af manglende Erfaringsmateriale, manglende menneskelig Modenhed. De gør det til urokkelig Kendsgerning og dermed til Videnskab for den tilstrækkeligt udviklede Forsker, at Saadanne Væsener, kosmisk set, i Virkeligheden slet ikke "vide, hvad de gøre". Deres Opfattelse af Situationen er ganske illusorisk. De tror, at Modparten kan være anderledes, end denne netop er, hvilken Illusion jo netop altid er Stridens Aarsag. Hvorledes kan et Væsen, fysisk set, maale en anden Højde end den, det netop i Øjeblikket besidder? - Hvorledes skal det maale en anden mental Højde, en anden Karakter, en anden Tankeindstilling eller Opfattelse af en øjeblikkelig Situation end den, det netop i Øjeblikket har? - Det kan med Tiden indtil en vis Grad forandre sit Liv, sin Tankeindstilling og Opfattelse af Omgivelserne eller sin Næste, men dets Handling eller Væsen i Nuet eller Øjeblikket kan umuligt være anderledes, thi i saa Fald maatte Væsenet have haft en helt anden Fortid, med en hel anden Skæbne, helt andre Erfaringer, ja maatte i visse Situationer have haft helt andre Forældre, være af en hel anden Familie, være udgaaet fra et helt andet Samfundsniveau, andre sociale Forhold eller mange andre lignende Betingelser. At blive indigneret, brutal og hævngerrig overfor et andet Væsen vil altsaa være det samme som at forfølge eller pine Væsenet, fordi det ikke netop har haft denne nødvendige Fortid med de her skildrede nødvendige forudgaaende Betingelser. At man selv indtil Overdaadighed kan opfylde de Betingelser, man saa intensivt fordrer eller venter af andre, viser jo kun, at man selv netop har haft de nødvendige forudgaaende Betingelser, af hvilke denne for Opfyldelse eller indbildte Mønsteroptræden uundgaaeligt maatte blive et Resultat. Men hvor taabeligt er det ikke at fordre den samme Opfyldelse manifesteret der, hvor de forudgaaende Betingelser totalt mangler? I Sandhed, det var ikke ubegrundet, at der maatte en Verdensgenløsning til. Det var ikke ubegrundet, at der maatte fødes et Væsen, der i højintellektuel Indsigt kunde gøre sit Liv til een eneste stor Praktisering af dette, at "vende den højre Kind til, naar han blev slaaet paa den venstre", et Væsen, der i straalende Mildhed kunde tilgive alle sine livsefterstræbende Bødler. Det var ikke ubegrundet, at der maatte bebudes en "Talsmand, den hellige Aand", hvilket vil sige en Bevidsthedsaabenbaring, igennem hvilken nævnte ophøjede Væsens Væremaade kunde blive retfærdiggjort - ikke som en Daares naive Fremtræden - men som en videnskabeligt underbygget Aabenbaring af en Væremaades højeste Kontakt med Universets Love eller en guddommelig Vandring i selve Guddommens eget Fodspor, med andre Ord en straalende Anvisning paa hvorledes Englenes Julebudskab til Markens Hyrder: "Fred paa Jorden" lader sig gøre til Virkelighed og derved bliver til Ære for "Gud i det højeste", - "og i Menneskene en Velbehagelighed".

Som De ser, kære Venner, er Julebudskabet eller Juleevangeliet en større og nærmere Virkelighed, end De maaske tidligere har tænkt Dem. Dets Aktualitet kan ikke undgaa at berøre alle dem, som befinder sig i Ufred, hvilket vil sige i Strid, Lidelse, Sorg og Bekymring.