Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

I sin lille skønne Digtsamling "Ildfluer" siger Tagore et Sted: "Gud søger sig Værkfæller og fordrer Kærlighed, den Onde søger sig Slaver og fordrer Lydighed" - - jeg kom til at tænke paa disse Ord i Forbindelse med en Samtale, jeg for Aar tilbage havde med Martinus, og hvori han netop gav Udtryk for Kærligheden som det centrale i Tilværelsen. Vi havde gaaet og drøftet forskellige Menneskers Indstilling til hans Verdensbillede, og han sagde da stilfærdigt: "Mange vil sikkert mene, at man skal være meget intelligent for at forstaa mine Analyser og saa er dog Sandheden den, at de kun kan begribes af den, der er virkelig kærlig af Sind". Jeg har ofte siden tænkt paa disse hans Ord i Forbindelse med mit eget Arbejde og følt mig slaaet af den dybe Sandhed, de rummer. Thi hvor udmærket det end er med en fremragende Intelligens, og hvor interessant det er at drøfte de kosmiske Problemer med en saadan Intelligens, saa virker en saadan Samtale - naar det er Intelligensen, der dominerer - ofte, som naar man stilles overfor en vidunderlig skøn Blomst og saa pludselig opdager, at den ingen Duft har.

Ganske anderledes er det, naar det Menneske, man er stillet overfor, har et kærligt Sind, og naar det man siger ikke straks skal lægges under Intelligensens skarpe Dissektionskniv. Jeg ser saa udmærket klart, at Martinus kosmiske Analyser er "gefundenes Fressen" for en klar Hjerne og glimrende Stof for den, der brænder efter at høre sig selv brillere i en intelligent Diskussion, men det er ikke paa de Omraader, hans Arbejde sætter sin bedste Frugt. Nej, dette Arbejde er skabt for den, der hinsides den fysiske Verdens ydre Larm længes efter at lytte til Stilhedens Røst.

Det er klart, at de kosmiske Energier, der nu i Form af en umaadelig Impuls befordrer Skabelsen af en helt ny Kultur, ogsaa maa træffe Hjerner, som paa givne Omraader ikke er helt modne til at taale den Kraft, disse Energier indebærer. Der findes i mange Mennesker en Trang til at reformere, en Trang til at give Forsynet en Haandsrækning, saa det hele kan blive lavet om i en Fart. Og det siger sig selv, at naar et saadant Menneske paa sin Vej møder disse kosmiske Energier, ja saa skal der ske noget, - og det skal gaa stærkt! Her er det, der er Grund til at mindes Martinus Ord om det kærlige Sindelag, om den Ydmyghed, der er selve Grundelementet i den kosmiske Oplevelse. Det er naturligt, at en Ung gerne vil naa noget, men de aandelige Omraader er en uheldig Tumleplads for Ærgerrighed. Her gælder det mere end noget andet Sted, at Energiernes Tilbageslag kommer hurtigt. Før et Menneske faar set sig for, er dets inderste Motivverden pludselig blevet synlig for enhver, og det er ikke altid lige behageligt. Det er maaske ikke saa rart at skulle tjene syv Aar for Rachel, men det er en Kendsgerning, at det er Prisen. Kan man ikke i Stilhed og Ydmyghed studere de kosmiske Problemer i en saadan Tidsperiode, vil man opdage, at "Gud ikke kan bruge en som Værkfælle", thi Hjertets Ydmyghed er den vigtigste af alle de Kvalifikationer, Guddommen kræver af den, der skal have en Tjeneste betroet. - Og godt det samme! Der er ikke Mangel paa kloge Hoveder i Verden af i Dag, men der er et strengt Underskud af kærlige Sind, af varme Hjerter. Og det er nu min Tro, at vi kommer Martinus eget Sind nærmest der, hvor vi i Kamp med os selv for Alvor stræber efter at faa et mildt, fredeligt og lyst Sind, et Sind, som mere føler Trang til at læge og mildne - end til at svinge Intelligensens lynende Lanse.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!