Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

En af mine daglige Smaaglæder er Udsigten fra mit Kontorvindue. Med visse Mellemrum, jeg formoder en lille Time, lyder der pludselig en Hylen og Larmen op til mig, og jeg kan da ikke lade være med at kigge over til vores Genbo, en stor, moderne Skole med et usandsynligt Antal spillevende Unger i. Takket være Kontorets Beliggenhed paa fjerde Sal har jeg et fornøjeligt Overblik over hele Sværmen, og det slog mig en Dag, at jeg her havde et usædvanligt levende Bevis paa mange af de Ting, mine Foredrag beskæftiger sig med.

Børn er jo smaa voksne Mennesker, der har en utrolig Energi med at naa frem til den Form, der ligesom skjult staar og venter paa dem. Som nu her, hvor flere Hundrede pludselig myldrer ud af en Port. Ikke een kan tænke sig at staa stille. De løber, hopper, danser og hvad ved jeg. Men stille, ikke tale om! En Kraft indefra maser ustandselig paa. Kroppen skal udvikles. Musklerne øves, og Fantasien have Afløb - og altsammen skal det helst ske med det samme. Betragter man dem lidt, er det let at se, hvorledes de i langt højere Grad end det voksne Menneske lever i Nuet. Man kan formelig se, hvordan Ideerne tumler ind i deres Hjerner og straks skal omsættes i Handling, deraf den næsten usandsynlige Uro.

Men det er ogsaa let at se, at det er en Repetitionsproces, man er Vidne til. Barnet er slet ikke indstillet paa at huske, blot paa at opleve. I sig selv er det jo ret ejendommeligt, at al denne Hujen og Larmen, al denne Leg, næsten intet Indtryk efterlader sig. Som Voksen husker man nok visse morsomme Oplevelser fra Skolen, men i Virkeligheden forbavsende faa. Disse saa fysisk levende Aar, forsvinder ret hurtigt bagud i ens Bevidsthed - og godt saaledes! Naar Barndommen erindres som en dejlig Tid, er det jo netop dens Ansvarsløshed, der gør den dejlig, dengang skulde man dybest set ikke bestille andet end bare dette at leve. Læg ogsaa Mærke til, hvor Lektieterpning er hvert eneste sundt Barn imod, - det har simpelthen ikke Tid til det!

Jeg er flere Gange blevet spurgt, hvad jeg mener om Børns religiøse Opdragelse, og jeg plejer at svare, at ud over den saakaldte "Barnetro", skal man røre mindst mulig ved dette Problem. Personligt finder jeg, at det er Synd, at disse smaa Hjerner saa tidligt skal belastes med disse Problemer, og jeg er glad ved at vide, at en kommende Fremtid vil finde en helt anden Undervisningsform frem end den nugældende paa disse dog ret vigtige Omraader. Af Naturen er Børn ikke fjendtlig stemt overfor Døden, de opfatter den simpelthen ikke paa samme Vis som den Voksne. Og et Begreb som f.Eks. "Synd" er komplet uforstaaeligt for et Barn. Jeg tror, at en kærlig og fornuftig Mor her kan udrette langt mere end en Lærer, der tvinges til at gøre Religionen til et "Fag", og derved meget let kommer til at forfladige det, som, behandlet paa rette Maade, kunde blive Børnene en uvurderlig Hjælp senere hen. Jeg tror, at den der forstaar, at Børnene endnu lever langt mere i den aandelige end i den fysiske Verden, vil være langt bedre skikket til Børneopdrager end den, der partout vil have dem til at forstaa vor Verdens Realisme, - et "voksent" Barn forekommer mig ligesaa ubehagelig som en Blomst uden Duft.