Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Har De nogensinde tænkt paa, hvor uhyre fattigt Livet vilde være, dersom den Natur, der omgiver os, var uden Stemme? Omend Stilhed i visse Øjeblikke synes en nødvendig, er det alligevel Bevægelsen, hvilken Form den end har, der er Livets Kendemærke, og jeg føler mig overbevist om, at en Mængde Mennesker, for hvem Naturen i Dag blot er noget, der rent selvfølgelig omgiver dem, vilde faa et helt Chok, dersom de pludselig opdagede, at denne selvfølgelige Natur var blevet stum.

Netop nu, hvor det ydre Liv for hver Dag manifesterer sig mindre og mindre, føles Naturens Stemme saa levende. Giv Deres materielle Tilværelse en glad Dag og bestem Dem til at gaa en Tur i Skoven en af de første Dage. Prøv at lade alt, hvad der ellers tynger Dem, Pligter og al den Slags, helt bag Dem og lad saa alle Sanser staa aabne for den Røst, der da omgiver Dem. Gør De det, vil De se, at selvom Synet vel nok er den kosteligste Gave, vi ejer, saa er den samlede Oplevelse af Naturen dog først rigtig skøn, naar samtlige Synsoplevelser føjes sammen med hele det Register af Lydoplevelser, der toner en i Møde fra alle Sider. Tag bare Turen ud ad Landevejen. Hvad vilde den være uden den dulmende Summen i Telefontraadene. Paa en egen harmonisk Maade lader denne Summen en fornemme, at man er i Kontakt med selve Livet. Og Vindens kaade brasen paa alle Vegne, minder den ikke om en uartig Knægt, man aldrig rigtig ved, hvor man har. Snart fløjter den om et Hushjørne, og snart pifter den mellem Grenene paa Vejtræerne. Saa snupper den en Hat her og løfter ublufærdigt op i Skørterne der, jovist, Vinden er en fornøjelig Fætter, - ogsaa selvom man af og til synes, at vi har for meget af den.

Gaar man saa fra Vejen ad en lille Sti ind i Skoven, læg saa Mærke til den Stilhed, der pludselig sænker sig om en. Det kan føles omtrent, som naar man træder ind i en Kirke, og man kan pludselig gribe sig selv i at tænke paa, at man vel nu opfører sig, som Sæd og Skik byder. Men har man saa vænnet sig lidt til Stilheden, saa hører man paany Naturens Røst, men denne gang paa en hel ny Maade. Den brusende Fuglesang er blevet afløst af de enkelte Stemmer. Sommerens store, farverige Kor er borte, men de smaa Statister er blevet tilbage og oplever nu en Slags Revanche. Rundt omkring ser man Mejserne smutte ud og ind mellem Grenene. Store Sangere er de ikke, men de er kønne og lidt Røst har de, netop det lidt som der skal til i en bladløs Skov. Baade farve- og lydmæssigt er Billedet, man oplever, saa diskret afstemt, at en egen Skønhed sænker sig over ens Sjæl. Man føler, at det store Liv hviler, og man aner samtidigt, at denne Hvile kun er Forspillet til det nye, vidunderlige Foraar, der slumrer i Skovens Milliarder af Knopper.

Den afdæmpede Blæst leger med de visne Blade, og Efteraarets milde Lys sammensmelter Billedet til en forunderlig Helhed. Det er, som om man føler, at Skoven selv beder en om at lade være med at støje op. Omkring en aander en Harmoni, som uundgaaeligt forplanter sig til ens egne Nerver. For den der selv vil, fortætter det hele sig let til et næsten fysisk Kærtegn fra den Guddom, der her synes en langt nærmere end inde i Byens altid koglende Uro, - - - nej, man fortryder ikke en saadan Tur!

- - Til Slut blot en kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere.