Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Paany sidder jeg i mit lille Værelse paa Klint og lytter til Poplernes sagte Hvisken i Morgenbrisen. Mange Ting er hændt, siden jeg sad her sidst og skrev til Dem, og jeg vilde føle mig meget lykkelig, om disse Linier kunde bringe min kærligste Tak ud til alle de mange, som gjorde min nyligt overstaaede Foredragsrejse til den store Oplevelse, som den blev for mig. Mens Hjulene sang deres ensformige Sang mod Skinnerne nedover Jylland, gled mine Tanker uvilkaarligt tilbage til den Tid, da saa meget af mit Liv gik med Rejser frem og tilbage mellem de Byer, hvis flygtige Gæst jeg nu var. Ti Aar synes en lang Tid og er det vel ogsaa. Men nu, da denne Tid rummes i Erindringen, synes jeg alligevel, at den er blevet utrolig overskuelig. Gang paa Gang maatte jeg spørge mig selv, om det virkelig var ti Aar siden, jeg første Gang forlod København for, med Martinus Symboler i min lille Taske, at bringe Bud om denne Mands Liv og Tankeverden ud til de faa Byer, som dengang bad mig komme. Mange, mange Tusind Kilometer blev rejst i de Aar, og jeg havde den store Lykke at se Kredsene vokse frem. Hvor begyndte det hele egentlig smaat, men umaadeligt kærligt. I de faa Hjem, hvor Spiren til Holdene brød frem, følte jeg mig hurtigt som "Søn af Huset", og det er dejligt efter saa mange Aars Forløb at kunne sige, at denne Følelse stadig er den samme. Jeg har virkelig paa denne Rejse følt det, som om jeg blot har gaaet rundt i et meget stort Hjem. Jeg saa mange nye Ansigter smile mig i Møde denne Gang, Ansigter, som jeg ikke kendte, og som er kommet til Sagen igennem Mogens Munchs store Arbejde, men jeg saa ogsaa Ansigter, som i det daglige lever i min egen Indreverden. Thi hvor mange nye der end i Fremtiden kommer til denne Sag, saa ved jeg, at min Sjæl er dybest forbunden med dem, der først rakte mig Haanden. Mellem dem og mig er intet ydre Samliv nødvendigt. Vi kender hinandens Haandtryk og glædes i inderligt Fællesskab over det, Aarene bragte. Rummer et saadant aarligt Besøg store Glæder, rummer det ogsaa sin egen Vemod. Mest føles det vel i Afskedshaandtrykket fra de Ældste. Men ogsaa Vemoden har sin Skønhed. Der kan i et saadant Haandtryk ligge en Uendelighed af Kærlighed og Frigjorthed. Jeg tror, at jeg til den lyseste Del af min Skæbne vil regne det, at jeg saa ofte hører Sætningen: "Nu vil jeg gerne dø, jeg er træt nu og længes efter Livet i den aandelige Verden!" At komme et Menneske saa nær, at det siger en disse Ord, netop disse Ord, betegner for mig Kulminationen af Livslykke. Her føler jeg mig Ansigt til Ansigt med den Fred og Livsforstaaelse, som er selve Kernen i Martinus Arbejde.

Paa et specielt Omraade var denne Rejse en ekstra Nydelse: Naturen. Naar man betænker de mange, mange Rejser, jeg i sin Tid foretog mellem de forskellige Byer ved Vintertid, tror jeg, at de fleste vil forstaa lidt af den Nydelse, det er at se Landskabet i Festskrud. Medens jeg til enhver Tid kan fremmane Billedet af de respektive Banegaarde i Vinterdragt, mørke og kolde, og mine Venner iklædte tykke Frakker og med blaa Næser, har jeg kun ganske faa Erindringer i grønt. At se de Byer, man ellers kun kender fra den barske Side, ligge som en smilende Række af henrivende Bopladser, er en stor Oplevelse. Et gammelt Løfte tro, tog jeg Sommeren med i Tasken, men da vi lever i en Rationeringstid, beklager jeg, at den kun holdt, til jeg atter sad i Toget paa Vej til Klint. Men ogsaa Regnvejret har jo sin store Værdi, og jeg har nu den Overbevisning, at det i Øjeblikket har saa travlt med at regne, for at alt kan staa i den mest straalende Udfoldelse, naar vore Gæster nu om kort Tid bogstavelig talt vælter ind. Her er jo fyldt heroppe i Øjeblikket, og jeg maa sige, at vore nuværende Gæster tager Situationen overlegent. De synes selv at have medbragt meget Solskin, og takket være vor Foredragssal lykkes det os at holde Humøret oppe hos dem alle.

Om faa Dage kulminerer Sommeren, og Lyset vil atter tage af. Det kunde synes psykologisk uklogt at minde Dem om denne Kendsgerning paa et Tidspunkt, hvor alle Deres Længsler gaar mod Lys og Varme, mod Skov og Strand, og jeg gør det da ogsaa kun for atter at minde Dem om, at det nu gælder om at udnytte Dagene. Vor Sommer er saa kort og saa ekstatisk skøn, at Nydelsen af den ikke maa hindres af indre Surhed og Uoplagthed. Paa min Rejse kunde jeg ikke undgaa at lægge Mærke til, hvorledes Tiden hvilede paa de fleste Ansigter med et overvældende Tryk. Naturen var fantastisk skøn, men Menneskene var fattige paa Smil. Men er denne Fattigdom ikke et lille Fingerpeg for os alle? En lille Appel til os om Hjælp? Er vi ikke de Celler i Jordens Bevidsthedsliv, igennem hvilke Smilet naturligst baner sig Vej? Alle Mennesker drømmer om, at Sommeren skal være den store Nydelse, men en Sommer uden Smil er ingen rigtig Sommer. Vær derfor paa Vagt over for Dem selv. Lad ikke Tidens Tryk knuge Dem saa dybt ned, at Smilet flygter fra Deres Læber. Tiden er haard, men den har sin Betydning. Der er en Mening med alt dette, og denne Mening er kærlig. Slip aldrig den Tanke, thi saa længe den bor i Deres Indre vil De hele Tiden have Kræfter tilovers til et lille Smil, - ogsaa til den, der slet ikke ventede det fra Dem!