Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg lovede Dem i det første Brev af og til at ville berette lidt om det daglige Liv her paa Bureauet, og jeg har flere Gange spekuleret paa, hvorledes jeg egentlig skulde holde dette Løfte. Sagen er jo den, at den daglige Tilværelse her former sig uhyre forskelligt, idet Martinus Arbejde jo spænder lige fra det rent administrative og frem til et Omraade, som maaske kun de færreste tænker paa: de Hundreder af Samtaler med Mennesker, som ønsker vor Bistand i helt private Anliggender. Inden for det administrative Omraade er der især eet, som aarligt volder store Vanskeligheder, nemlig Udlejningen af Kosmos Feriekoloni. Det synes som om vi her hele Livet igennem skal være stillet over for det Dilemma permanent at have Pladsmangel. Allerede i Midten af Oktober begyndte det at brænde paa, - De husker sikkert Alarmsignalet i Kosmos for Oktober, - men nu, i Februar er det helt galt. Paa den anden Side er det jo en dejlig Tanke, at der atter i Sommer bliver myldrende fuldt ved Klint, og jeg tror, det vil glæde adskillige at høre, at Billedhugger Isenstein igen i Aar vil være deroppe og paa sin særlige Maade bidrage til, at Opholdet for Gæsterne bliver indholdsrigt.

Jeg nævnte før, at Bureauet i stedse højere og højere Grad bliver søgt af Mennesker, som ønsker vor Bistand i private Anliggender. Omend vi i saa vid Udstrækning som muligt undlader at omtale denne Del af vort Arbejde, er det ikke desto mindre den Del af det, som paa sin Vis giver os den største Glæde. Det er et meget stærkt Ønske hos os alle, at enhver, der tynges af et eller andet, kan komme til os og faa Luft for sine Bekymringer og maaske faa det lille Raad, som kan give Fred i Sindet og nyt Livsmod.

Inden for Studiekredsarbejdet er den største Glæde vel nok den at se Holdenes stadige Vækst og den, selv i vejrmæssigt set slemme Aftener, meget høje Mødeprocent. Jeg tror ikke, at der findes noget mere inspirerende end den Oplevelse det er, naar Snestorm og isnende Kulde har overbevist en om, at man sandsynligvis bliver næsten alene til Aftenens Foredrag, saa at møde Smilet fra Række efter Række af kærlige og forstaaende Ansigter. Vi har i Aar haft den store Glæde at se mange nye Ansigter og deriblandt mange ganske Unge. Det er en meget stor Glæde at se denne Vækst, dobbelt stor fordi der ikke i denne Sag er Tale om en "Kommen og Gaaen", men derimod i overvældende Grad om en "Kommen og Bliven".

Og til Slut lidt om det sidste og dybest set vigtigste Omraade, selve Skabelsen af Livets Bog. Martinus har jo sit eget Hjem her paa Bureauet, og selvsagt følger vi hans Skabelse af sit Livs Hovedværk med stor Spænding. Denne Spænding kulminerer hver Gang, han skaber et af sine store, skønne Symboler, og en saadan Begivenhed er netop fuldbyrdet i disse Dage, idet Martinus har tegnet et umaadeligt smukt Symbol over Bønnen og dens Betydning, et Omraade, hvis Belysning han netop nu er naaet frem til. Dette Symbol danner Udgangspunktet for Martinus Foredrag i Marts, og jeg føler mig overbevist om, at De til den Tid, naar Referatet foreligger, vil være glad for, at De blev Korrespondancedeltager.

Dette var i Korthed lidt om det daglige Liv her paa Bureauet, og med Løftet om ved en senere Lejlighed at vende tilbage til dette Problem, beder jeg Dem modtage de hjerteligste Hilsener fra Martinus og alle hans Medarbejdere.