Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Mon ikke de fleste tænkende Mennesker har en Følelse af, at de ved dette Aarsskifte sandsynligvis oplever noget, der aldrig vil gentage sig i Jordens Historie? Mon ikke de fleste føler, at med det Aar, vi nu gaar i Møde, vil Klodens Skæbne blive afgjort for Aarhundreder, ja for Aartusinder? Jeg tror det. Men mon ikke ogsaa de fleste, helt udenfor deres vaagne Dagsbevidsthed instinktivt fornemmer, at der dybest set ingen Grund er til at frygte Fremtiden?

Undersøger man sit eget Liv, vil man se, at hver Gang man har oplevet Modgang, ja maaske været saa langt nede, at det var umuligt at øjne Lys noget Sted, saa levede der ligefuldt et lille lysende Haab dybt inde i Sjælen, en Anelse om, at det hele nok endnu en Gang vilde blive godt. Og som i det smaa, saaledes ogsaa i det store. Det er mørkt omkring os, og intet agtes vist idag saa ringe som et Menneskeliv. Hadet har kronede Dage, Løgnen ligesaa. Og alligevel. Dybt inde i vore Hjerter brænder endnu en lille lysende Flamme. Hos nogle saa svagt, at dens Skin næsten ikke sanses, hos andre stærkere og hos ganske faa lyser den usvækket klart.

Og gaar man til den, man ser staa urokket overfor Begivenhederne, vil man opleve, at Grunden til, at et saadant Menneske kan bevare sin indre Fred og Ligevægt overfor alt det, der tvinger andre i Knæ, er den, at det ikke tager Parti i den Strid, der idag raser omkring os. Det ser ogsaa disse Begivenheder, men dets Syn er anderledes. Renset for Uvilje mod nogen eller noget, vil vi opleve, at et saadant Menneske ser, at der bag alt det, der nu fuldbyrdes i Verden, eksisterer en Plan saa straalende fuldkommen, at det er et saadant Menneske totalt umuligt blot et eneste Øjeblik at ønske Tingene anderledes, end de er. Det oplever med vidaabne Sanser, at alt er saare godt.

For et overvældende Flertal er et saadant Syn en Absurditet. Et uhyre Antal Mennesker mener, at man ikke har nogen "Karakter", naar man nægter at tage Parti for eller imod. Langt de fleste finder, at det er deres "Pligt" at have en Mening, der nødvendigvis bringer dem i et Modsætningsforhold til anderledes tænkende. Og hvad er denne glødende Partitagen saa andet end Krigsdeltagelse en miniature? Strækker Slagmarksomraadet sig ikke fra de direkte Fronter og ind i de tusinde Hjem, hvor "Bølgerne gaar højt", hvor Øjnene "lyner", Ordene "smelder" og Mening staar mod Mening? Er det ikke en "Æressag" at faa Ret? Er det ikke en Forsmædelse at blive "sablet ned"? Jo, Krig er ikke begrænset til de fysiske Vaaben alene.

"Jamen kan det Gode da vokse, uden at man kæmper for dets Sejr?", vil en og anden maaske nu spørge. "Skal man ikke være sin Mening bekendt?" - "Skal man ikke være parat til at kæmpe for den?" Spørgsmaalet lyder saa bestikkende, og de fleste er da ogsaa tilbøjelig til at bekræfte dem. Man kan virkelig møde Idealister, der isætter en Grænse for deres Tolerance og altsaa derudover "trækker blank". Men fjerner man Krigens Atmosfære ved at formere den? Bliver der mindre Strid paa Jorden, naar ogsaa det saakaldt Gode føler sig forpligtet til at gaa i Krig for deres Overbevisning? Og hvad opnaar man saa ved en saadan Krig? Kan man ved hidsig Argumentation for netop sin Overbevisning bibringe Modparten de Erfaringer, der er Forudsætningen for ens egen Opfattelse?

Om de Vise er der altid blevet sagt, at de hører til de stille i Landet. Men er dette særligt overraskende? Vilde det ikke være mere overraskende, om de Vise fandtes blandt dem, om hvem der altid staar Strid? Om de hørte til dem, der elsker at høre deres egen Stemme? Nej, det er de Vises Natur at være stille, thi deres Stilhed er Pantet paa deres Viden. De ved, at Gud eksisterer. De ved, at Livet for hvert enkelt levende Væsen følger en haarfin Plan, hvis Maal er den Viden, der giver Fred og Harmoni. De ved, at man ikke kan forædle ved Tvang, men kun ved Eksempel. De er "stille", fordi denne "Stilhed" i deres Væsen, er den højeste Form for Undervisning. Deres Sjæls Flamme brænder med et roligt og stille Lys, der spreder lige meget Varme ud til alle Sider! De har engang, som alle andre, begæret "Frihed" og afskaffede den straks, de fik den, til Fordel for Pligten. Pligten til at hjælpe, hvor Hjælp tiltrængtes. Pligten til at bøde, hvad andre knuste. Pligten til at tjene og atter tjene.

------

Vi staar paa Tærskelen til et nyt Aar nu. Et Aar som kun faa ser hen til, med Glæde, de fleste med Rædsel. Men for den, der studerer Livets højeste Problemer, behøver dette Nytaar ikke at indgyde Angst. Det er blot et Led i en uendelig Kæde af Tid, i hvilken den Viden skabtes, paa hvilken en kommende Fred skal hvile. Døden har tabt sin bitre Smag for den, der har anet dens Hensigt. Vel er Krigen et blodigt Mareridt, men den er ogsaa de første kosmiske Foraarsstorme, der løsner den frosne Jord:

Og maa vi saa til Slut bringe Dem alle vor kærligste Tak for den dejlige Jul, De beredte os. Tak for de utallige kærlige Breve. De er for os en umaadelig Kilde til Inspiration. Tak for den kærlige Interesse, hvormed De omfatter denne nye Afdeling, maatte det blot, gennem vort Arbejde blive os muligt at gengælde al den Kærlighed, De har vist os!

Med de kærligste Tanker for Dem i det nye Aar, beder vi Dem modtage en hjertelig Hilsen fra Martinus og alle Bureauets Medarbejdere!

x) Helge Rode