Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1941/3 side 1
14 - 11 - 1941
Kære Læser!
Samtidig med at vi idag sender Dem Brev Nr. 3, beder vi Dem modtage vor kærligste Tak for den Modtagelse, De har været med til at give denne nye Afdeling under Sagen. Da Ideen stod foran sin Realisation, regnede ingen her med, at den skulde blive andet end en kærlig Haandsrækning, der i det Smaa kunde være med til at sprede Glæde hos nogle af dem, der paa Grund af Afstand var afskaaret fra Deltagelse i Studiekredsarbejdet. Det er derfor kommet som en meget stor Overraskelse for os, at Deltagelsen har faaet det store Omfang, den har, men en Overraskelse, der har bragt os alle stor Glæde. Nu haaber vi blot, at det maa lykkes os at føre Ideen ud i Livet paa en saadan Maade, at den helt maa opfylde det tilsigtede: at være en stadig tilbagevendende Glæde for Modtageren!
Paa alle Omraader mærker vi i disse Aar Sagens Vækst. Trods Mørke, Kulde og andre Hindringer, vokser Deltagelsen i Studiekredsarbejdet alle Vegne. Som De alle ved, har Martinus Arbejde her i København faaet sine egne Lokaler, og vi tror, at det vil glæde Dem at høre, at de fire Hold, Sæsonen begyndte med, er i en stadig levende Vækst. Da dette Brev jo kommer mange af vore Venner i Provinsen ihænde, vil vi meget gerne her understrege, at kommer De paa Besøg til København og har lidt Tid til Deres Raadighed, er det en Selvfølge, at De er hjertelig velkommen som Bureauets Gæst. Der er Foredrag Mandag, Tirsdag og Torsdag Aften, samt Onsdag Eftermiddag Kl. 15. Aftenforedragene begynder Kl. 20.15. Vi har jo jævnligt den Glæde at se Provinsboerne her som Gæster, men det er et meget stærkt Ønske hos os, at enhver Interesseret i Provinsen skal føle, at han intet Sted her i Byen er mere hjertelig velkommen end her. Og kan der ikke blive en Aften ledig, da beder vi Dem forstaa, at De er lige saa velkommen til at hilse paa os og se Bureauets Arbejdsforhold om Dagen. For imidlertid at være sikker paa at faa et virkeligt Udbytte af Besøget, beder vi Dem, saavidt det er Dem muligt, lige "slaa paa Traaden" til os først. Mellem Kl. 9 og 13 er De altid sikker paa at træffe en af os paa Telefon Godthaab 9280.
En særlig stor Glæde oplever vi igennem Besvarelserne paa de stillede Opgaver. Personligt tænker jeg jævnligt paa, hvormange der egentlig er klar over, hvor stor en Nydelse det er at sætte sig hen og paa Papiret prøve at gøre rede for det Problem, som Opgaven kræver Svar paa. Givet er det, at man ingen Steder føler større Nydelse ved et Arbejde end her, hvor hver Sætning fortæller en selv om, hvor anderledes, hvor langt mere afklaret man nu ser paa Tingene end før. Har De aldrig prøvet det før, saa gør Dem den Glæde en Aftenstund, - De vil ikke fortryde det:
Og saa til Slut: Er der et eller andet i Formen De ikke synes om, eller har De en Ide, De gerne saa fremført her i Korrespondanceafdelingen, saa send os et Par Ord derom, eller lettere for Dem, skriv det bag paa Giroblanketten, vi kigger alligevel altid paa Bagsiden af Kuponen for at se, om der muligvis er en lille Hilsen med! Vær overbevist om, at enhver Ide vil blive overvejet grundigt.
Med en hjertelig Hilsen fra Martinus og alle Bureauets Medarbejdere!
Deres hengivne
E. Gerner Larsson.