Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

To mennesker, der forelsker sig i hinanden, vil gerne være hinanden så nær som mulig. De vil gerne forære sig selv bort til hinanden for derigennem at komme i besiddelse af noget eftertragtet, i kraft af hvilket de begge kan føle sig selv bekræftet. At være forelsket er en dyb længsel efter at mindske eller ophæve egen ufuldstændighed og egne trængsler ved hjælp af den elskedes nærhed og sympati. Forelskelsens opløftende virkning eftertragtes og søges af de allerfleste mennesker. En uforlignelig fornemmelse af opskrivning, mereværd og styrkelse indfinder sig dér, hvor forelskelsens lys stråler gensidigt – og i kraft af sin særlige natur relativerer alt andet. Et tosomt skæbnefællesskab opstår. Der kommer opfyldelse og mening ind i en tilværelse, som førhen er forekommet hver af parterne mere eller mindre utilfredsstillende.

– – –

I vor tid er forholdet de to køn imellem i principiel forvandling. Gensidig forelskelse er ligesom blevet sværere at finde frem til eller at blive opsøgt af. Og når denne opløftende kærlighed endelig indfinder sig, synes den præget af en vis instabilitet, som gør, at det er svært at omgås den harmonisk, ja, ligefrem svært at bygge noget varigt eller holdbart op på det, der til at begynde med fornemmes som et bæredygtigt og stabilt fundament. Stadig oftere viser det sig, at parternes nysammensatte hverdagsforhold, der i begyndelsen relativeres, overblændes eller sættes i en vis skygge af forelskelsens stråleglans, efter nogen tids tavshed melder sig og begynder at tale deres særlige sandhedens sprog, som da ikke forstås af den ene af parterne, eller som begge parter da står uforstående over for. Hverdagsforhold, som til at begynde med er rykket i baggrunden og derved giver forelskelsen frit løb, kan således efter en vis tid neddæmpe, overskygge og ligefrem eliminere det lys, som har ombølget de forelskede parter kort forinden. Mange mennesker ser det, men kun få mennesker forstår det.

Jordens mennesker befinder sig midt i en psykisk forvandling, der fundamentalt ændrer deres syn på tilværelsen og dermed også indvirker forandrende på deres følelser for hinanden. Denne forvandling skyldes en hidtil overvejende ukendt naturlov, ifølge hvilken ethvert jordisk menneske i sin sjæl og psyke rummer en tilsyneladende modsætningsfyldt og stadig voksende kraft, der for mandens vedkommende udspringer af hans voksende feminine pol og for kvindens vedkommende udspringer af hendes voksende maskuline pol. Den fremvoksende modsatte pol i ethvert fremskredent menneske stræber af naturen frem imod ligevægt med samme menneskes ordinære pol. Dermed forandrer alting sig: kærligheden, livet og mennesket selv. Ja, det jordiske menneske kan kun blive til et rigtigt, egentligt eller færdigt menneske derved, at det gradvis lærer kærligheden at kende på en helt ny måde, i en mere udvidet betydning. Dette er en analytisk velfunderet kendsgerning i Martinus kosmologi.

 

Det moderne samfund afføder udviklingsbetinget og derfor naturligt stadig flere mennesker, der begynder at fornemme den nye kærlighedsevne vokse frem i deres psyke uden dog endnu at være vokset fra deres traditionelle eller ordinære kærlighedsevne. Der foregår derfor en sammenblanding af modsatrettede følelser og behov, som det i begyndelsen er tilnærmelsesvis umuligt for menneskene at gennemskue. Vor tids psykologi, menneskekundskab og samfundslære har endnu ingen ord og begreber for det, der sker med mennesket. Selv de mest elementære naturlove vedrørende menneskets polforvandling – i indeværende århundrede af Martinus nedfældet skriftligt og diagrammatisk i form af kosmiske analyser og symbolske billeder – er overvejende ukendte i verden af i dag.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at vor tids mennesker endnu ikke har lært at indrette deres tanker, følelser og handlinger på nævnte omskabende proces, der bl.a. har en tendens til at foranledige forståelseskløfter og konflikter mennesker imellem, ikke mindst ægtefolk og samlivspartnere imellem. Der opstår stadig hyppigere situationer, hvor kun en af parterne i et ægteskabs- eller samlivsforhold begynder at mærke de første tegn på den nye slags kærlighed røre på sig i sit eget indre, uden dog at forstå disse rørelser og derfor uden at kunne modvirke dem konfliktforebyggende. Sådanne situationer fører ofte til, at parterne følelsesmæssigt og forstandsmæssigt fjerner sig så meget fra hinanden, at deres samliv går itu.

– – –

Mennesker med sans for kosmologi har ofte mange erfaringer vedr. "ulykkelig kærlighed" bag sig, således at de i mange tilfælde med åbent og længselsfuldt sind kan træde en dybere forståelse af deres egen kærlighedsforvandling imøde. Hvordan kan vi kortfattet beskrive de to slags kærlighed, den "gamle" og den "nye", set under synsvinklen "kærlighed og nærhed"?

Den "gamle" slags kærlighed er lidenskabelig i en sådan betydning, at den overvejende begærer noget for sig selv. For selv at blive reddet! For selv at overleve! Det begærede får den på en måde "foræret", men den river foræringen til sig på samme måde som en druknende, der i det oprørte hav får øje på en redningsplanke og bemægtiger sig denne. I denne forstand har de to køn gennem tiderne frem til i dag været "redningsplanke" for hinanden. Og det har været godt sådan.

Samfundsudviklingen har medført, at stadig flere mennesker i vor tid bliver bevidste om, at deres "reddede tilstand" kun kan forblive meningsfyldt på længere sigt, dersom de "reddede" lærer at begribe deres situation på en ny måde, der indebærer, at de ikke mere føler det naturligt at forholde sig til hinanden, som om de fremdeles er i færd med at drukne. Den ægteskabs- eller samlivsbetingede "redningsplanke" må ombygges til en "livsplatform", der kan tage bestik af fremtiden, fungere mere langsigtet.

Den "nye" slags kærlighed er benådet i den forstand, at den rummer en "særegen lidenskab", som rettes i en anden retning, end det normalt forventes, hvor der er tale om "kærlighedslidenskab". Den elskede modparts redningsbehov rykker frem i forgrunden, ens eget redningsbehov rykker tilbage i baggrunden. Forholdet parterne imellem får derved en helt ny kvalitet. Den hidtidige væremåde, som dybest set har bestået i at tage fra hinanden, afløses af en væremåde, der er præget af at give til hinanden.

Hver af parterne kan derved finde frem til sig selv. De kan hver for sig indlede et forhold til sig selv, ja, de kan ligefrem gensidigt opmuntre hinanden til at fordybe forholdet til sig selv, hvilket er til lykke for deres samliv og til glæde for dem hver især. Denne væremåde er en kærlighed, som står i kontrast til den tidligere praktiserede, som bestod i at "forære sig selv bort" i åbenlys forventning om en tilsvarende behagelig modydelse, en rituel udveksling af besiddelse så at sige, hvilket kan betragtes som en slags gentagelses præget byttehandel, der ikke har meget til fælles med fundamental givementalitet eller frigivelse.

– – –

Sand kærlighed mellem to mennesker er ikke mulig uden et passende samvirke mellem nærhed og afstand i samlivet. Gensidig frigivelse skaber velgørende afstand eller spillerum parterne imellem, hvorimod gensidig besiddelsestrang og dermed gensidig binding opretholder en nærhed, der kan blive uudholdelig. Gensidig frigivelse baner vejen for et gensidigt livskunstnerisk samvirke, der får parterne til at træde tilbage for hinanden eller komme på afstand af hinanden, når og hvor det måtte være nødvendigt, på samme måde som en kunstner, der med mellemrum træder tilbage for at betragte sit tilblivende kunstværk på afstand.

Det ægteskabelige eller tosomme samliv er i krise verden over. Men hinsides denne krises forestående kulmination aftegner der sig en afklaring og renæssance for ægteskabet eller samlivet. Gennem kosmiske analyser og ledsagende selverkendelse vil menneskene nå frem til at få deres nedarvede længsel efter kærlighed og nærhed suppleret med en længsel efter sandhed og afstand – en fornyende længsel, som frembringer "sand nærhed". Thi hvilken nærhed gør os seende og fuldkomne: den snævre, som almindeligvis anses for at være af større betydning for kærligheden, end afstand anses for at være, – eller den udvidede, som bringer os på en passende afstand af forelskelsens trøsterige, berusende og til tider forblændende nærhed?

Læs Martinus' artikel om ægteskabet i næste nummer af Kosmos.