Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Imens disse linier skrives har FN-tropperne i Mellemøsten indledt landkrigsfasen i bestræbelserne på at fordrive irakerne fra Kuwait.

 

De voldsomme bombardementer, som angiveligt har været rettet mod militære anlæg, men uundgåeligt også har medført sårede og dræbte i civilbefolkningen, og det enorme landslag, som nu er påbegyndt, følges af alverdens befolkninger på TV eller via radioudsendelser. På en måde bliver de derved alle deltagere i den blodige aktion og tvinges til at tage stilling. Man kan ikke smyge sig uden om, men provokeres til at have en holdning til det, som sker.

Martinus' syn på vold og krig var ganske klar. I talrige analyser og foredrag slog han fast, at man ikke kan standse vold med vold eller krig med krig, så lidt som man kan slukke ild med ild. Tryk avler modtryk, og man kan være overbevist om, at den formodede fjende vil rejse sig igen for at få hævn, når muligheden viser sig. I det aktuelle tilfælde ser vi allerede, hvorledes hadet mod USA og Vesten breder sig blandt araberne som en steppebrand. Endog Iran og Irak, som har været i krig med hinanden i en årrække, er ved at blive forsonede i et fælles had til Vesten.

Og hvad ville kristendommens største autoritet, Kristus selv, have sagt? Det er der overhovedet ingen tvivl om! Han havde ingen lunken holdning til dette livets største moralske problem. "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer med sværd, skal selv ombringes med sværd". Det var hvad han sagde, da ypperstepræstens folk kom for at hente ham til hans henrettelse og Peter ville forsvare ham. Hans bjergprædiken lyste af samme holdning: "I har hørt der er sagt: 'øje for øje, tand for tand'. Men jeg siger jer, I må ikke sætte jer op mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den ene kind, så vend også den anden til ... " Hvor er det godt, at Kristus udtalte sig så tydeligt. Det giver inspiration og støtte til dem, som af hjertet føler, at vold er forkert, selvom de måske ikke kan præstere overbevisende logiske argumenter for denne holdning.

Hvad vi oplever i dag er en fase i en udviklingsproces, der ikke er startet i dette århundrede, men har fundet sted gennem årtusinder, og derfor heller ikke vil få en pludselig mirakuløs afslutning. Menneskehedens historie er en endeløs beretning om magtkampe, rivaliseringer og stammekrige så langt vi kan følge den tilbage, og det biologiske grundlag er til syvende og sidst at finde i det dyrerige, vi kommer fra. I dyreriget er selvopholdelsesdriften og egoismen en livsbetingelse og derfor udviklet til perfektion. Denne massive holdning i dyreriget, som i den mosaiske straffelov er udtrykt ved de berømte ord: "øje for øje, tand for tand", kan menneskene ikke på én gang tage afstand fra. Den er en del af deres sjæl og legeme. Derfor var det uhørt og udtryk for en helt ny mental holdning, da Kristus udtalte: "Men jeg siger jer: I må ikke sætte jer op mod det onde... I skal elske jeres fjender og gøre godt mod dem, som hader jer." Denne holdning er endnu ikke blevet almengældende. Der er udkæmpet mange krige, siden disse ord blev udtalt, endda religionskrige i Jesu' navn! Alligevel har de ikke været uden virkning. Mange enkeltmennesker har taget dem til sig og i personlige situationer taget afstand fra had, vrede og hævn. Udviklingsresultaterne vil altid først vise sig individuelt hos de enkeltpersoner, som er mest modne til at repræsentere et nyt udviklingsstadium. Stater og statsledere er derimod afhængige af holdninger hos folkemasserne, og så længe nye moralske idealer kun findes hos de få, kan staterne som helhed naturligvis ikke gå ind for disse principper.

Og dog har vi set folkebevægelser, som har bevæget nationer og haft international betydning. Jeg tænker naturligvis på Gandhis ikke-voldelige revolution og på Martin Luther Kings fredsmarcher for de sortes borgerrettigheder. Begge blev dræbt ligesom Kristus, men satte også ligesom han skred i den moralske udvikling ved deres forbillede.

 

 

Det der bestemmer det enkelte menneskes handlemuligheder er dets erfaringer og viden. Hvad med dets moral, vil man spørge? Også moralen – og i dette tilfælde holdningen til krig og fred – er et spørgsmål om erfaringer, livserfaringer indhøstet gennem mange liv og medbragt til dette liv som en holdning eller moralsk indstilling. Gennem den skæbnebetingede erfaring med krig, smerte og ydmygelser, som det enkelte menneske får igennem mange liv, smuldrer efterhånden dets trang til at hævne sig og til at forsvare sin ære. Den krigeriske holdning krakelerer og der opstår i dens sted en evne til indføling i andres situation. Først opstår tolerancen, dernæst offerviljen og til sidst den ægte kærlighed.

Når der stadig er ufred mange steder på Jorden skyldes det således, at omskolingen ikke er tilendebragt og det vil igen sige manglende erfaringer. Der mangler både erfaringer med hensyn til forudsætninger for krig såsom udbytning af u-lande, undertrykkelse af befolkningsgrupper og våbenfabrikation og -salg, såvel som med hensyn til direkte at anvende krigen som problemløsning.

Men en viden man ikke har, kan man ikke handle ud fra. Man kan derfor heller ikke dybest set bebrejde nogen som helst mennesker deres handlinger i den nuværende situation. Alle handler ud fra deres mentale stadium, deres nuværende livsanskuelse og moral. Jamen så kommer man jo aldrig videre, vil nogen indvende. Jo, det gør man netop, fordi de lidelser, som uundgåeligt følger i kølvandet på de krigeriske handlinger, netop repræsenterer de erfaringer, man har manglet og som i fremtiden vil skabe en ny mentalitet.

Men heller ikke i konflikten i Mellemøsten kan man bebrejde nogen noget, hverken irakerne inklusive Saddam Hussein eller FN. For FN's vedkommende er den toneangivende leder – dvs. den amerikanske præsident – absolut overbevist om sin sags retfærdighed og er i besiddelse af den mentale styrke til at give ordren. Og han støttes af en overvejende majoritet i sit amerikanske folk og i den vestlige verden. Det er altså et flertal af enkeltpersoner, der støtter krigen, og den er derfor en konsekvens af almindelige menneskers nuværende mentalitet eller moralske stadium. De mangler altså de livserfaringer, der skal overbevise dem om, at krig aldrig er løsningen.

Ved siden af denne majoritet er der imidlertid en minoritet, som har den modsatte opfattelse. I mange af de vestlige lande fx i USA har der været demonstrationer imod krigen af idealistiske grunde. Det er mennesker, som føler, at krig ikke kan skabe fred. De har med andre ord den viden, som de andre mangler. Den kan skyldes ubevidste erfaringer med krigens rædsler fra tidligere liv, måske suppleret med erfaringer fra dette liv, hvis de fx har haft berøring med Vietnamkrigen.

Forholdet mellem dem, der støtter krigen og dem, der støtter freden er som to vægtskåle, hvoraf den første foreløbig tynger mest ned. Det var disse to typer mennesker, Kristus under sine dommedagsprofetier kaldte "bukkene" og "fårene". Og det var om fårene han sagde, at de skulle arve Jorden. Hvem der i sidste ende bliver bukkene er imidlertid ikke endelig fastlagt, da de i større og større tal går over i fårenes rækker. For hver krig som udkæmpes, vil fredsforkæmpernes og militærnægternes skare vokse, og på et tidspunkt vil de være opinionsdannende både for nationer og for FN. Det er almindelige mennesker, som i sidste ende dirigerer regeringslederne og FN, og det er kun et spørgsmål om tid, hvornår FN kun vil bruge fredelige midler i sine missioner.

Også ud fra denne betragtning kan man indse, at FN's hårde linie i den aktuelle situation har sin berettigelse. I kraft af sin manglende udvikling på nuværende tidspunkt kan FN derfor alligevel bruges som et nyttigt redskab i en afgørende historisk periode, hvor diktaturets princip ikke må få fremgang, men skal trænges tilbage eller opløses. Vi så en parallel hertil, da den tidlige kristendom brugte vold i sin omvendelse af nordboerne, eller da katolicismen forfulgte okkultismen med heksebrændinger. Martinus bruger udtrykket, at en ny og højere impuls i sin første fase må beklæde sig med hård hud for at få magt over de lavere kulturkræfter. Med et gammelt udtryk kan man også sige, at der skal grov lud til skurvede hoveder.

Hvad så den dag FN's moral er så høj, at den ikke vil bruge magt mod nogen nation? Vil en diktator så ikke få let spil – som en ræv i en hønsegård, kunne man spørge. Det er imidlertid et hypotetisk eksempel, som forudsætter, at skæbneloven ikke fungerer, og at livet ikke har nogen mening. Hvis vi går ud fra, at målet er det rigtige menneskerige med total fred og humanitet, og at ubehagelige skæbneoplevelser har deres oprindelse i en persons eller nations egen ufærdige natur, så vil den situation naturligvis ikke forekomme.

For fredselskende mennesker, som personligt er færdige med den fysiske krigs væsen, kan det være skuffende, at menneskehedens ledere ikke går helt og fuldt ind for fredens principper. Martinus analyser kan imidlertid lære os, at de store idealer må begynde i det små, i den daglige tilværelse, hvor hver enkelt af os har rig lejlighed til at vende den højre kind til, men at den internationale samfundsudvikling skal have sin tid. Vi må også her prøve at forstå, at "alt er såre godt".