Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Søren Kierkegaard talte om, at man burde stå midt i evigheden og høre stueuret slå. I disse martsdage er det halvfjerds år siden, Martinus satte sig i sin knirkende kurvestol og med ét befandt sig midt i evigheden. Oplevelsen gjorde så voldsomt indtryk på ham, at han mange år senere på sin 90-års fødselsdag måtte holde en lille pause, da han kom til beretningen om sin "store fødsel". I dette nummer af KOSMOS hører vi på ny denne beretning fra et af de få foredrag, hvor Martinus talte om sig selv og sin missions betydning.

Mange mennesker har i tidens løb oplevet og nedskrevet beretninger, der minder om det, Martinus var ude for. I korte glimt har de virkelig oplevet at kunne befinde sig midt i evigheden, mens stueuret slog. Og jeg tror også, de fleste af os kender til perioder, hvor vi har følt, at vi ligesom har været hævet over vores egen bevidstheds tranghed og har kunnet overskue tilværelsen med større sindsro og tillid, end det ellers er sædvanligt. Problemet er bare at forstå, at sådanne oplevelser ikke kan vare ved. Vi må alle nøjes med i lange tider at høre stueuret slå og så vide, at evigheden også er til. Vi må vente tålmodigt på, at tiden er moden til at vi kan magte at være begge steder på én gang.

Heldigvis er vi ikke helt afskåret fra at gøre noget selv, men god vilje alene gør det ikke. Der skal tid til, før det bliver vores tur til permanent at se tilværelsen fra evighedens synsvinkel. Og dén ventetid kan være svær at komme igennem. Man skulle bare ... ja, her kommer jeg i tanker om en lille bjørn ved navn Peter Plys. Han spiste engang for meget honning under et besøg i sin ven Ninka Ninus' hule og kunne ikke komme ud af hullet – han sad fast. Hans venner blev enige om, at man måtte vente med at få ham ud, til han var blevet lidt slankere. En tåre triller ned ad Plys' kind, og så er det han siger til Jacob: "Vil du ikke læse en stimulerende bog, én der kan bringe trøst og lindring til en bjørn i klemme og stor tranghed?"

En hel uge igennem sidder Jacob så ved den nordre ende af Plys og læser den slags bøger, mens Ninus hænger sit vasketøj til tørre i den søndre ende ... og imellem dem føler Plys, at han bliver tyndere og tyndere for hver dag. Og så – efter en uges forløb – trækker hans venner ham i forpoterne og svup – akkurat som når en prop kommer ud af en flaske – er Plys befriet!

Sådan kan "den store fødsel" også beskrives, og hele Martinus' samlede litterære produktion er i den forbindelse stimulerende bøger, der bringer trøst og lindring for os mennesker i klemme og stor tranghed.

Der er brugt mange store ord om denne fødsel. Martinus gør det ikke, og Kierkegaard heller ikke. Så jeg holder mig til Plys.