Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Mogens Møller, som gennem en menneskealder var tilknyttet Martinus sag, var i sit private liv kunstmaler. Engang fik han stillet et spørgsmål, der lød således: Det nye berygtede narkotiske middel LSD hævdes at kunne fremkalde "kosmiske glimt". Er der nogen sammenhæng mellem denne påstand og den kendsgerning, at mange af verdens største kunstværker inden for litteratur, musik og malerkunet er skabt under indflydelse af stimulanser og lidet asketiske medier. Nedenfor besvarer Mogens Møller spørgsmålet.

 

Der er måske nok nogle af verdenskunstens store værker, som i større eller mindre grad er skabt under en vis indflydelse af stimulanser. Men jeg tror ikke, at mange af dem er det, og blandt de største værker er der sikkert ingen, der kan takke narkotiske midler for deres fysiske fremkomst. En kunstner har engang sagt: "Det værste ved at være kunstner er den tid, man ikke er det". Det er især i sådanne uproduktive perioder, at kunstnere forfalder til narkotika, oftest alkohol. Derved kommer kunstneren i en "løftet stemning", der minder ham om inspirationen og bringer en slags trøst, fordi han føler sig dejligt fri af de hæmninger, han også er fri af, når han er inspireret, men som tynger og binder ham, når han må nøjes med sin "hverdagsbevidsthed". Det er netop, fordi han har følt, hvor vidunderlige disse inspirationstilstande er, hvor han virkelig "lever", at han føler den tilstand, de fleste mennesker må nøjes med til hverdag, som noget forfærdelig trist og næsten uudholdeligt, som han prøver at flygte fra. Men at være fri for hæmninger er ikke det samme som at være skabende, og mange kunstnere har åbent erkendt, at de med rædsel genså, hvad de havde prøvet at skrive, male eller komponere i påvirket tilstand, når de atter var blevet ædru. Det duede ikke. Man kan drikke sig fri af hæmninger, men man kan ikke drikke sig til inspiration.

Martinus har engang karakteriseret kunsten som "højintellektualitet inkarneret i materien". Højintellektualitet vil i Martinus terminologi sige en særlig blanding af følelse, intelligens og intuition, en blanding, som udgør det rigtige menneskes dagsbevidsthed. De "kosmiske glimt", som er forløbere for "den store fødsel", er forårsaget af, at jordmennesket efterhånden formår at skabe den kosmisk-kemiske tilstand i sin bevidsthed, hvor intellektualiseret følelse skaber større og større muligheder for intuitionsenergiens indtrængen i dagsbevidstheden. Følelse, intelligens og intuition tilsammen forvandler tyngdeenergien fra at være en blot og bar eksploderende og udvidende kraft eller kampenergi til at blive en konstruktiv skabende kraft til gavn for helheden. Sådan vil menneskene kunne beherske tyngdeenergien i det rigtige menneskerige. Men hvis al virkelig skabelse skulle vente til jordmenneskene fik kosmisk bevidsthed, ville de skiftende kulturer, som har eksisteret i svundne årtusinder på denne klode, aldrig være blevet skabt, og de har været absolut nødvendige led i udviklingen fra dyr til menneske. Disse kulturer har kunnet opstå, fordi det var muligt for jordmennesker at blive partielle genier. Partielle genier er jordmennesker, som inden for et vist begrænset område besidder evnen til at få ideer (intuitivt) og har udviklet evner og talenter til at omsætte dem i fysisk skabelse. Men selvom disse kunstnere (eller hvilken form for skabelse de nu har beskæftiget sig med) efterhånden kunne være højt udviklede inden for deres specielle område, hvor de udviklede evner og talenter fra liv til liv, udviklede de sig ikke derfor på andre menneskelige områder også. Somme tider måske tværtimod, fordi de koncentrerede sig så meget om deres specielle interessefelt, at de ganske simpelt ikke havde energi til andet, derfor var de ofte endda små mennesker på andre områder. Men det vil skæbnen naturligvis råde bod på i deres kommende inkarnationer, hvor de må gøre de erfaringer, som kan bringe deres øvrige evner på højde med de kunstneriske, så de bliver livskunstnere.

At kunstnerne ofte har været "lidet asketiske medier" for højere energier er forbundet med, at mennesker med store skabende evner også er nået frem til specielle stadier i polforvandlingen. De har forlængst udlevet den zone, hvor den ægteskabelige partner er den eneste interesse, og befinder sig i "de ulykkelige ægteskabers zone" eller i en tilstand, hvor det ægteskabelige er helt udlevet, uden at deres forelskelsesevne derfor behøver at være det, og så er forelskelse – foruden alkohol – noget af det, der hjælper dem til at flygte fra "hverdagsbevidstheden". Der er kunstnere, der siger, at de kun kan arbejde, når de er forelskede. Og så er sandheden den – hvis de virkelig er kunstnere og ikke blot kalder sig det – at de glemmer pigen, medens de arbejder. Adskillige kunstnere helt tilbage til renæssancen har haft den modsatte pol så stærkt udviklet, at de ikke følte sig tiltrukket af erotik, som f.eks. Leonardo.

Det er altså ikke stimulanser som alkohol og narkotika, der har været fremmende for kunstskabelse, men kunstnere har i ret udstrakt grad på grund af deres særlige sindstilstand i perioder gjort brug af disse midler, som vel i visse tilfælde har hjulpet dem til at holde livet ud i ikke-inspirerede stunder. I adskillige tilfælde har stimulanserne på længere sigt virket nedbrydende på de kunstneriske evner, så disse ikke har kunnet komme til udfoldelse i den følgende inkarnation. Korrespondanceafd. brev nr. 1, 1967.