Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det interessante ved det mellemkosmiske stadium, altså det, på hvilket vi selv befinder os, er jo, at livet her begynder at få individuel farve. Livsenhederne begynder her at skille sig ud fra hverandre. Det kollektive, som helt behersker livet i mineralriget, viger nu pladsen for det individuelle, hver enkelt livsenhed begynder at få sit eget "ansigt" og bliver derved ulige mere interessant at iagttage end før, hvor den kun udgjorde en næsten ufarvet del af helheden.

At opleve jordkloden som levende væsen vil sige: bevidst at være klar over, at vi her ser en bevidsthed indefra, hvor vi ellers kun er vant til at iagttage den udefra. Al vor viden om mennesker, dyr og planter stammer fra en udvendig iagttagelse af dem. Vi ser dem gøre sådan og sådan og slutter os derfra til en "mening" om hensigten med de bevægelser, vi har iagttaget. Men mennesker kan bluffe. Forfølgende en plan, om hvis eksistens vi er uvidende, kan de optræde overfor os på en sådan måde, at vi får et ganske fortegnet billede af disse menneskers virkelige moralske stadium. Et smil, hvor hjerteligt det så end synes at være, behøver ikke at have det mindste med hjertet at gøre, det kan være ren teknik, såvel som et sorgfuldt ansigt ligeledes kan være et rent teknisk anliggende udelukkende frembragt med henblik på en eller anden plans fuldførelse. Med andre ord har vi vanskeligt ved igennem et menneskes ydre fremtræden at danne os et virkelighedstro billede af dets indre tilstand. Selv med en ret betydelig viden om det levende væsen som "kosmisk kemiker" vil vi i forholdet til vore medmennesker ofte blive et offer for skuffelser og desillusionering.

Helt anderledes stiller vort forhold til jordklodevæsenet sig. Da der ikke her kan være tale om nogen personlig, bevidst korrespondance, som f.eks. i forholdet til vore medmennesker, kan der heller ikke blive tale om skuffelser eller misforståelser. I klodens liv spiller vi kun cellens rolle, men vel at mærke en celle med fuldt vågent og bevidst sanseapparat. Efter at have passeret den første tågeagtige opfattelse af vore omgivelser som "døde naturkræfter", efter at være kommet på sporet af klodens åndedrætsmekanisme og fordøjelsesapparat, er det kun ganske naturligt, at vor interesse vender sig imod det centrale i dens tilværelse: dens bevidsthed. Omend vi her er fuldt klare over, at vi, hvad dens udvendige tilværelse angår, støder på et tidsperspektiv, der udelukker enhver indblanding fra vor side, kan vi med så meget større intensitet kaste os over studiet af de ideers fødsel og fremvækst, på hvilke hele dette kæmpe væsens liv beror. Og vi ser her noget meget mærkeligt, noget, der på én gang både er forfærdende og samtidigt guddommeligt ophøjet. Vi ser nemlig her ideerne, ikke som teoretiske læresætninger af forholdsvis ufarlig karakter, men derimod iklædt kød og blod. Vi ser gennem det, vi kalder "menneskehedens historie", hvorledes tankekim har taget bolig i menneskelige hjerner og derfra udløst de voldsomme tiltrækninger og frastødninger, der betinger enhver form for krig, oprør, vold og terror. Igennem historien ser vi, hvorledes hele menneskeheden helt op til vore dage har været delt i to lejre: de besiddende og de ikkebesiddende. Bag disse to begreber ser vi et stort kosmisk problem komme til syne: Samvittighedsproblemet. Vi ser, hvorledes kloden i sin "lømmelalder" totalt har været behersket af magtprincippet, men vi ser også, hvorledes de heraf flydende erfaringer langsomt har ladet retfærdighedsprincippet stige frem af de øde brandtomter og slagmarkernes blodmættede jord. Vi ser, at kloden engang har haft en drastisk ydre oplevelse, der resulterede i dens invaliditet (aksehældningen), og vi ser, hvorledes denne invaliditet har ført til en koncentreret åndsudvikling, i hvilken konflikten mellem de i dens sjæl førende kræfter steg imod sin kulmination. Vældige kampe har raset i dens indreverden, kampe hvis konsekvenser netop nu udløser sig for vore øjne, men én ting ser vi også, og det er, at disse kampe uafladeligt har ført til sejr for alt det, vi under et kalder "det gode", idet vi ser en umådelig kæde af positive ideer blive født af jordmennesker, for derefter at udløse tiltrækning med påfølgende kollektiv vækst. Vi ser, hvorledes klodens religiøse liv er blevet befordret af hensynsløst modige, kosmiske bevidstheder, hvorledes de sociale ideer, disse væsener udkastede, har befrugtet væsener, som, omend de ikke nåede de første i åndsindsigt, så dog viede deres liv til disse sociale ideers vækst og udbredelse. Men vi ser også andre væsener komme til syne. Væsener for hvem magt og ære var livsbærende faktorer, vi ser kort sagt hele vor egen tidsalders drama blive til stykke for stykke. Men bag alt det ser vi nu også et væsen i kamp med sig selv, et væsen, der ved sin egen vilje underlagde sig den ene sjælelige provins i sit eget udstrakte bevidsthedsdomæne efter den anden. Vi ser områder blive frugtbargjorte og kultiverede, områder, indenfor hvilke universalbevidsthedslivet udøver en større og større dragning (internationalt samarbejde, Europas forenede stater etc.), medens atter andre områder endnu ligger uopdyrkede hen. Men vi ser, hvorledes de viljeførende kræfter i klodens bevidsthed nu stiler imod alle dens belivede områders sammensmeltning, vi aner at den tid nu er ret nær, hvor kloden ophører med at være en i fjendtlige stater opdelt livsenhed, et væsen i evig konflikt med sig selv, og at et planetarrige med en strålende, fuldkommen balance mellem samtlige livsbetingende faktorer vil blive resultatet af de kampe, som, sanset i relation til vort tidsbegreb, har haft et så forfærdende langt tidsforløb.

Alle forstandige mennesker føler i dag, at løsningen på alt det, vi i disse år har været vidne til, kun kan blive det, jeg ovenfor har beskrevet. Hvorledes dette mål skal blive nået, står vel nok hen i det uvisse for de fleste, men enhver føler, at det er den vej, udviklingen vil føre os. Og hvad er det så, vi egentlig har været vidne til? Er det andet end skabelsen af den model, vi selv skal efterligne? Udgør vi, taget hver for sig, ikke en klode omtrent analogt med den, på hvis overflade vi lever? Har vi ikke i vort sjælelige domæne både kultiverede og ukultiverede områder? Er vi ikke på én og samme tid både konge og barbar? Men er ikke også vi, i dybet af vor sjæl, behersket af en brændende længsel efter at være "hel"? Kæmper "lokalbevidstheden" eller alt det, vi under et kalder "snæversynethed" og "intolerance", ikke også i vor sjæl sin sidste kamp mod vort eget begær efter at være frigjorte og tolerante? Efter at være virkelige humanister i dette ords videste betydning? Jo vi gør! Det er kun tåben, der nægter at se denne kendsgerning lige i øjnene.