Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Politik er det samme som ansvarsbevidste menneskers kulturskabende opgør med de problemer, opgaver og udfordringer, som det moderne samfund stiller os alle overfor. At bære politisk ansvar er ikke let i et samfund, som er i færd med at vokse ud af sine børnesko. Menneskeheden står midt i en verdsliggørelsesproces, som af mange mennesker tydes rent negativt, som en opløsnings- og undergangsproces. Kosmologisk betragtet befinder det moderne samfund sig imidlertid i et udviklingsforløb, hvis dramatik indvarsler en forestående modningsproces.

Den nuværende kaotiske verdensudvikling kendetegnes ved, at folkeslagenes fortidsbetingede religiøse fundamenter smuldrer, samtidig med at nye og bæredygtige moralske forestillinger, værdier eller idéer med global integrationskraft endnu ikke aftegner sig klart i en større offentligheds bevidsthed. Den kendetegnes også ved, at mennesker verden over protesterer imod det ene eller det andet, tager tingene i deres egen hånd, bliver mere og mere selvstændige, ikke mere ønsker at være betingelsesløst underkastet autoritære eller formynderiske vejledere eller folkeførere.

Politikeren fremtræder i denne sammenhæng for det meste som et "barn af sin tid", d.v.s. han eller hun bestræber sig for at opnå "det mulige", set ud fra sin særlige partipolitiske synsvinkel, og er som regel ganske godt tilfreds med denne sin synsvinkel. Men desværre kan de opnåede resultater samfundsmæssigt betragtet ofte være særdeles utilfredsstillende eller utilstrækkelige, hvilket har sin forklaring i, at alt for mange politikere i deres praktisering af "det muliges kunst" ikke er tilstrækkelig opmærksomme på den nye og udvidede erkendelse, som også hører vor tid til. Snæversynede taktiske overvejelser og personorienterede magtkampe fordunkler den i princippet ædle politiske skueplads. Levende pragmatisk adfærd sygner hen, bliver en skygge af det, den er kaldet til at være.

– – –

Kosmologi er det samme som en åndsvidenskabelig fundamentalisme, som tjener det enkelte menneske og samfundet som erkendelsesstimulerende vejviser. Det "politisk mulige" afhænger, kosmologisk betragtet, ikke kun af det diktat, som givne ydre omstændigheder synes at stille politikeren overfor, men afhænger tillige af, i hvilket omfang en politiker sammenholder denne omstændighedernes tale med den tale, som ydmyg opmærksomhed over for samtidens voksende erkendelse stiller ham eller hende over for. En sand politiker vil ikke lade sig nøjes med at fungere som et rent og skært kanaliseringsinstrument for omverdenens krav på en sådan måde, at han eller hun i sit forhold til disse krav primært kan fremtræde i et skær af partitaktisk klogskab, smidig tilpasning og personlig succes. For en sand politiker vil det være magtpåliggende tillige at orientere sig efter den ledestjerne for sand menneskelighed, som mere eller mindre tilsandet også bor i vedkommende selv, en ledestjerne, som en sand politikers afbalancerende samvittighed altid vil sætte højere end den "maskinelle samvittighed", som peger i retning af kortsigtet succes.

Martinus tegner profetisk et billede af en fremtidig samfundsudvikling, hvor enhver form for diktatur vil underminere sig selv. Det er visse diktaturet iboende primitive principper, som har denne effekt. Samtidig vil demokratiet takket være sine iboende fremtidsvenlige, frigivende og menneskeligt set bæredygtige principper videreudvikles og trænge igennem over hele kloden. Men dette forløb er ingenlunde identisk med "konservative" kræfters sejr over "socialistiske" kræfter. Det bedste i socialismen vil fortsat bestå, ligesom kun det bedste i det demokrati, som i dag endnu fremtræder ufuldkomment og konservativt funderet, kan overleve.

 

 

"Konservativ ånd og gerning" er dybt rodfæstet i traditionel-religiøs forventning om verdens frelse. Værdinormer med rod i fortiden fremmanes i en mere eller mindre dogmatisk skikkelse. Der proklameres, at den eneste mulige redning for mennesket på længere sigt er at holde fast ved disse værdiforestillinger, idet den forventede verdensfrelse anses for ikke at kunne være afhængig af menneskelig gøren og laden, ligesom mennesket anses for ikke selv at kunne ændre på sin status som værende en "synder".

"Socialistisk ånd og gerning" arbejder derimod for menneskets befrielse fra de lænker, som religiøst formynderi nødvendigvis må ende med at blive opfattet som i ethvert moderne samfund. Her er en ånd og en gerning, som er fremadrettet og udadvendt – mod verden. Verdens frelse anses ikke for at være noget, som der skal ventes på med foldede hænder, men som noget, der må tilvejebringes gennem ihærdige anstrengelser af menneskene selv. Her eksisterer ikke anden "synd" end den uvidenhed, som det anses for mulig stykke for stykke at kunne erstatte med viden og erfaring.

Fremtidens politik, som den tegner sig på baggrund af Martinus kosmologi, repræsenterer en overvindelse af det partisystem og den partipraksis, som kendetegner selv de højest priste af nutidens demokratier. En sådan overvindelse indebærer, at organisations- og partikampe da ikke mere vil kunne opfattes som en menneskeværdig måde at løse samfundsproblemer på, ligesom et mindretals undertrykkelse gennem flertalsbeslutninger da ikke mere vil blive praktiseret. Særinteresse- og organisationspolitik vil blive afløst af fællesskabspolitik, sagspolitik og administrationspolitik i global målestok.

Da menneskets individualitet i denne sammenhæng vil blive prioriteret meget højt, er det indlysende, at meningsforskelle vil blive betragtet som hørende til dagens orden. Men de vil blive ført frem på en saglig og fleksibel måde inden for rammerne af en enhedspræget politisk fællesskabsstruktur, inden for hvilken der eksisterer en usynlig "åndelig midte" og hersker en integrerende "visionær fællesskabsånd", en ånd, som næres af dén vågnende kosmiske midtpunktsbevidsthed, som mere eller mindre præger enhver repræsentant i nævnte politiske struktur. Der er her tale om en struktur, hvis usynlige midte er urokkelig og varig, fordi den er organisk. Der er her tale om en midte, som er vokset frem, en midte, som sætter fællesskabets interesser højere end gruppers og personers særinteresser, samtidig med at individualismen møder dybtgående anerkendelse og imødekommelse. Det ligger i denne midtes egen natur, at skæbnesvangre politiske afveje ikke mere vil kunne finde sted.

Vi mennesker i vor tid står på en måde et sted imellem pragmatisme og vision og prøver her på at finde vore egne ben, dog uden endnu rigtigt at have fundet ud af, hvilke visioner vi egentlig har brug for – og hvad sand pragmatisme egentligt indebærer. Derfor er situationen foreløbig den, at traditionel-religiøs vision i stigende omfang udøver en dobbeltfunktion. Samtidig med at imødekomme det fortsat svindende behov for dogmatisk åndelig overlevering, ruster den sig tit: udøvelse af en hårdnakket og defensiv præget indsats som bremseklods over for en fremstormende pragmatisme, som i sin blinde hyldest til fremskridtet befordrer ikke kun befrielse, men også retningsløshed og instabilitet.

Set på baggrund af de fremtidsvisioner, som Martinus' verdensbillede opruller for os, er det, som om vi bevæger os frem igennem en mørk tunnel, når vi ser på verden, som den præsenterer sig i dag og i den nærmeste fremtid. Men fra tunnelens anden ende stråler en næstekærlighedens pragmatisme os i møde, båret af kosmisk vision, bebudende global åndelig fornyelse.