Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Cirkus er vel noget som næsten alle mennesker morer sig over og fascineres af. Og i enhver cirkusforestilling og i ethvert tivoli plejer hovedattraktionen at være nogle akrobatiske numre, det ene mere dristigt og dødsforagtende end det andet. Hvem har ikke oplevet den endeløse spænding, når trapezkunstneren kaster sig ud for at foretage en række næsten utrolige saltemortaler og drejninger, inden han griber den anden trapez, eller når balancekunstneren bygger en pyramide af mennesker måske stående på line eller jonglerende med tændte fakler. Hvad er det, der får disse mennesker til at udsætte sig selv for sådanne farer, og hvad er det, der gør dette skuespil så fascinerende for tilskuerne?

Mennesket har ned gennem tiderne ustandselig udfordret grænserne for dets eksistens og dets viden, ofte med fare for livet. Tænk på Columbus, som på lykke og fromme gav sig ud på det ukendte hav, eller de mænd, som endog forlod jordkloden for, for første gang at sætte foden på månen. Gennem forskning og øvelse arbejder vi stadig på at forstå materien og den fysiske verdens natur, så at vi gennem denne viden skal kunne leve og skabe på en sådan måde, at det bringer lykke og behag. Vi længes med andre ord efter at kontrollere og beherske materien og dermed vor skæbne.

Men det er jo ikke blot de fysiske naturkræfter, som det er nødvendigt at få under vor bevidste kontrol. For at få en lykkelig skæbne må også den psykiske materie overvindes. Vi må rejse som forskere i den mentale eller åndelige verden, vi må optræne vort åndelige legeme til en beherskelse, som kan måle sig med den mest avancerede akrobat. Den største nydelse for en kunstner er, at materialet (for akrobaten kroppen, for musikeren instrumentet, for maleren farverne osv) helt og holdent lystrer hans mindste ønske eller hensigt. For livskunstneren bliver selve det daglige liv det instrument eller det akrobatiske redskab, som han udtrykker sig igennem og ved hvilket han glæder og underholder sine medmennesker. Derfor er nydelsen af trapezkunstnerens fuldkomne beherskelse af kroppen måske en forudfølelse af den balance og kontrol, som livskunstneren har i hele sin fremtræden og liv.

I dette nummer af KOSMOS gengiver vi en artikel af Mogens Møller fra 1964, som handler om den mentale balancegang på livets line. At blive kunstner eller artist er jo noget, der kræver megen træning. At blive livskunstner er ikke mindre krævende, med det arbejder vi så til gengæld med hele vort vågne liv. Annette Billhäll skriver i "At overvinde modstand" om det træningsinstitut, hvor livskunstens færdigheder opøves. Hvordan væremåden er hos den, der har fuldendt træningen, kan vi få et indtryk af igennem Tage Buchs oplevelse af "Mennesket bag værket".