Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Indholdet af dette nummer af KOSMOS er koncentreret omkring nogle problemstillinger, som har med begrebet "videnskab" at gøre. Den moderne videnskab har jo efterhånden fået en så stor betydning i det jordmenneskelige bevidsthedsliv, at man næsten kan sige, at den udgør vor tids "religion". Begrebet "videnskab" er af afgørende betydning i den kulturelle impuls, som i vort århundrede påvirker menneskeheden. Martinus skriver i Livets Bog I, kap. 3, stk. 63 herom: "Videnskaben har således været en af de hovedfaktorer, ved hvis hjælp den nye verdensimpuls har været i stand til at få sit første gryende indpas i Jordzonen".

Eftersom naturvidenskaben har kunnet skænke os så megen viden, er vi næsten blevet vant til at betragte den som en slags orakel, som kan give et sandt svar på alle vore spørgsmål. Men hvis vi ser tilbage på videnskabens udvikling, kan vi konstatere, at videnskabelige "fakta" i høj grad er foranderlige. Meget af det, der blev anset for at være sandt for 100 år siden, var uvidenskabeligt for 50 år siden, og mange af de videnskabelige analyser, som så dagens lys for 50 år siden, er allerede dementerede. På samme måde kan man ikke forvente, at det nuværende naturvidenskabelige verdensbillede vil vare evigt. Men hvordan stemmer det da med, at man foregiver at søge efter selve sandheden? Virkelige fakta om verden ændrer sig jo ikke fra år til år. Hvordan er egentlig videnskabens forhold til sandheden?

Engang troede menneskene, at Jorden var flad. Opdagelsen af dens klodeform var et erkendelsesmæssigt fremskridt, som havde afgørende betydning for vor verdensopfattelse. Idag er der ingen, der længere betvivler dette faktum. Ingen videnskabsmand ville nogen sinde få succes ved at forske i, om Jorden er rund eller flad. Et sådant projekt ville umiddelbart virke latterligt. Hvis han i stedet for gik ind i et område, hvor vi ikke har viden, så ville han have meget større mulighed for succes, f.eks. begyndte at forske i hjernen og i hvordan hukommelsen fungerer. Det er noget som naturvidenskaben endnu ikke har kunnet forklare, og som mange videnskabsmænd derfor er optaget af at forske i.

Af begge disse eksempler kan vi se, at det faktisk ikke er det kendte, der er det videnskabelige forskningsområde, men det ukendte. Videnskabelig forskning er ikke at kende alle fakta i verden, men det er en metode ved hjælp af hvilken det ukendte kan blive kendt. Det er den bro, på hvilken tankerne passerer over svælget mellem det ubevidste og det bevidste.

Når man beskæftiger sig med åndelig videnskab, er det altså ikke først og fremmest, fordi man ved meget om det åndelige, men fordi man vil vide. Og ligesom naturvidenskabsmændene har mikroskop, teleskop, forskellige måleinstrumenter samt forklaringsmodeller og hypoteser, ved hjælp af hvilke de kan finde svar på deres spørgsmål, så har også den åndelige forsker sine hjælpemidler. Disse hjælpemidler har Martinus skabt ved at afdække de principper og love, som han har beskrevet i sit værk. Ved hjælp af disse instrumenter kan vi begynde at udforske den for os endnu ukendte åndelige side af verden og dermed få mulighed for at opleve de fakta, som kan blive grundlag for et fuldkomment liv.