Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1985/8 side 158
Kommentar
 
Når disse linier skrives, en uge efter sommersolhverv og kulminationen af det fysiske lys i årskredsløbet, er undervisningsaktiviteterne i fuld gang på Martinus Center i Klint. Dette center er jo et miljø, som er forbeholdt en søgen efter den mentale himmels sollys, eller sandheden om livet og vejen til fred og lykke. Her er interessen fokuseret på at finde kendsgerninger og lovbundne sammenhænge, der kan hjælpe os til at forstå livet og gøre det mere fuldkomment. I denne forskning er Martinus' værker kilden og vejlederen.
Da Edison havde opfundet sin glødelampe, kunne han med fuld ret hævde, at denne tilsyneladende uanseelige tingest en gang ville lyse op i menneskenes omgivelser over hele verden. En sådan udtalelse måtte have virket meget fordringsfuld for ikke at sige hovmodig over for de mennesker i hans samtid, som ikke forstod det geniale i opfindelsen. Nu ved vi, at Edison havde ret. Vi forstår, at han havde opdaget nogle fysiske principper, som gjorde den elektriske belysning – med alle dens fordele – mulig. De elektriske kræfters anvendelighed og nytte er så indlysende for os, at vi ikke skænker opfinderen en eneste tanke, når vi trykker på lyskontakten om aftenen. Når lysene tændes i byens gader, tænker vi ikke: "Ja, han fik vist ret alligevel denne Edison". Elektriciteten er en naturgiven kraft, som hvem som helst, der forstår dens love, kan drage nytte af.
Martinus har i sit værk kortlagt en lovbundethed, som gør det muligt at konstatere, at udviklingen går frem imod en fuldkommen verden, og at en virkelig lys og lykkelig skæbne må baseres på en forståelse af de åndelige naturlove eller den kosmiske virkelighed. Martinus kunne altså i lighed med Edison forudsige, at hans kosmiske analyser skal komme til at oplyse millioner af menneskers liv over hele verden. Dette kan jo forekomme temmelig prætentiøst og måske være stødende for kritisk tænkende, før det har vist sig, om han har ret.
Men styrken i Edisons påstand lå jo i, at den var baseret på kendsgerninger, som han havde fundet ved studiet af naturlovene. Han opfandt jo egentlig ikke glødelampens princip, – han tilpassede kun naturlovene. På samme måde er de kosmiske naturlove heller ikke opfundet. Martinus beskriver blot den åndelige virkelighed eller kendsgerninger om livet. Og for den, som kan forstå denne lovbundethed, er det ikke vanskeligere at forudsige den menneskelige udviklings fortsættelse, end det er for den, der forstår de elektriske love, at forudsige at en glødelampe kan lyse, når den tilføres elektrisk strøm.
Når man vil finde sandheden om livet, er det vigtigt af forstå, at sandheden ikke kan ejes eller opfindes af nogen. Verdensaltet er hverken Galileisk, Newtonsk eller Einsteinsk. Sandheden er – og har altid været. Og det vi gør som sandhedssøgere, er at opdage det der allerede er.
Max Käck