Kosmos 1985/3 side 56
Kroppen er sjælens spejl
af Ole Ingolf Jensen
Fra kosmologien er vi bekendt med, at der bag enhver skabelse eller manifestation findes en skaber, og denne skaber er det levende væsen, der fremtræder på mangfoldige måder: som mineral, som blomst eller plante, som dyr eller menneske. Det levende væsen fremtræder således med forskellige legemer eller kroppe, der hver på sin måde er oplevelses- og manifestationsredskab for det pågældende væsen. – At "kroppen er sjælens spejl" betyder altså, at kroppen afspejler det levende væsens bevidsthed! Eller sagt med andre ord, kan vi af kroppens udformning se, hvilken bevidsthed der ligger bag ved, og hvorledes denne bevidsthed fungerer.
Vi vil i det følgende se nærmere på, hvorledes forskellige bevidsthedstilstande kommer til udtryk i mineralverdenen, i planteverdenen og i dyreverdenen, hvor vi også vil se på forskellige eksempler, og at oplevede bevidsthedstilstande akkumuleres; endvidere at vi taler uudtalte ord med kroppen, samt at fysisk og sjælelig sundhed hænger sammen, og endelig vil vi se på, hvad vort jordmenneskelegeme udtrykker.
I mineralriget
Årsagen til, at vi her fra det fysiske sanseplan oplever mineralmaterien som "død", er i følge Martinus, at det levende væsen, som skaber mineraldannelsen, helt har sin bevidsthed på det åndelige plan. Dets livsoplevelse og manifestation er latent eller minimal på det fysiske plan og sker ganske ubevidst for mineralvæsenet. De smukke krystaldannelser, som forårsages af disse væsener, skyldes overskud af ekstaseenergi fra salighedsriget, og disse legemer er, som vi ser, helt uden sanseredskaber eller organer. Dette skyldes at følelsesenergien, som ligger til grund for al sansning, er latent, men den begynder at vokse ved indgangen til det næste rige, planteriget, der danner begyndelsen til et nyt spiralkredsløb.
Isblomster, sådan som vi kan se dem på vinduerne om vinteren, skabes af væsener, som er på vej ud af mineral- eller salighedsriget og ind i planteriget.
I planteriget
Anderledes er det, når væsenet fremstår som plantevæsen. Her har vi tydeligt oplevelsen af, at der er tale om et levende væsen, hvilket skyldes at væsenets bevidsthed er mere integreret eller "indviklet" i materien. Men i forhold til den fysiske verden har plantevæsenet kun anelsesbevidsthed, idet det kun kan ane behag og ubehag. Planten er dog begyndt at udvikle forskellige "organer": rod, stængel, blade og blomst, der hver har sine funktioner. Med blomsten, der er plantens kønsorgan, udtrykker eller manifesterer den fysisk noget af den salighedstilstand som den bevidsthedsmæssigt befinder sig i.
Det levende væsens indvikling i materien fortsætter, drevet af ønsket eller begæret efter at optage eller æde materie, hvilket forårsager, at det efterhånden udformer organer, hvormed det kan fange og æde andre væseners organismer. De kødædende planter er eksempler på levende væsener, som befinder sig på overgangen fra plante- til dyreriget.
I dyreriget
Det første, som bliver udviklet i dyreriget, er således en mave – ja, nogle dyr består af en mave med dertil hørende griberedskaber og kønsorganer. Det gælder bl.a. vandmænd og gopler samt de ofte smukt farvede dyr, søanemoner eller sønelliker, der, som navnet siger, ligner blomster. De kan endnu, ligesom planterne, formere sig ved knopskydning, men til forskel fra planterne, der står med rødderne i jorden, så kan disse primitive dyr bevæge sig lidt rundt på bunden af havet, hvor de lever.
Dette at spise eller æde, dvs optage fysisk materie, er fundamentalt for hele dyreriget, og hænger sammen med at her kulminerer tyngdeenergien, idet den er bærer af det dræbende princip, der i dyreriget kommer til udtryk på utallige måder. – De mere fredelige bevidsthedstilstande i dyreverdenen, hvor dette at æde kommer til udtryk som det vigtigste, finder vi hos koen. Den har ikke mindre end fire maver, hvormed den oplever føden.
Men der er også mange andre bevidsthedstilstande, som kommer til fysisk udtryk i dyreverdenen. Her gælder det, at dyrene antager eller udformer et fysisk legeme, som de så oplever med og manifesterer med i årtusinder eller årmillioner, indtil de p.g.a. nye ønsker og begær udvikler sig videre og derved antager nye former. Udviklingen i dyreverdenen hænger også sammen med, at en ny energiart, intelligensenergien, begynder at gøre sig gældende, således at jo højere det levende væsen når i udviklingen, des mere kan det betjene sig af intelligensenergien, og derved gøre brug af nye celler og organer, som nerver, øjne og hjerne.
Gennem den millionårige udvikling, som vi nu har viden om har fundet sted, kan vi også se, at det levende væsen oplever og manifesterer forskellige bevidsthedstilstande, som derved bliver gennemlevet i dyreverdenen. – Det gælder f.eks. ønsket om at kunne dræbe med et giftigt stik eller bid, der fysisk kommer til udtryk hos hvepse, slanger, skorpioner og edderkopper m.fl. En slangeart kan, ligesom mennesket, dræbe på afstand, idet den kan spytte gift i hovedet på sin modstander eller sit bytte. Og hvad er bue og pil, geværer og kanoner, raketter og atombomber andet end redskaber til udøvelsen af og ønsket om at kunne dræbe på afstand, manifesteret i fysisk materie. Den eneste forskel er, at dyrene kun kan udforme den del af materien, som udgør deres legeme, medens vi også kan udforme materien udenfor legemet. Og disse fysiske foreteelser er således at betragte som en forlængelse af vor fysiske organisme.
Hvor løgn og bedrag er tilladt
I dyreriget er det tilladt at give sig ud for andet end det, man i virkeligheden er! – hvilket naturen viser mange eksempler på: "Vandrende pinde" og "vandrende blade" er insekter, som har udformet deres krop, så den ser ud henholdsvis som en gren, en pind eller et blad. Atter andre ser ud som blomster (blomsterknælere), og når intetanende insekter kommer og sætter sig på det, de tror er en blomst, bliver de straks fanget og ædt. Atter andre kan skifte farve efter omgivelserne; det gælder også med hensyn til lys og skygge – dvs det er ønsket om at kunne gøre sig usynlig, der her gør sig gældende.
I havet findes en fisk, som har omdannet sin næse til en fiskestang, hvor der yderst er en udposning, som ligner en lille fisk, og når der så kommer en mindre fisk for at æde denne, så farer den store fisk op fra bunden og æder den. Atter andre fisk er udformet, så de ligner sten med tangbevoksning, kun deres vagtsomme øjne afslører, at de er noget andet.
Kroppen formes af ønsket
Ønsket om at kunne forsvare sig fører for mange dyrs vedkommende til, at de udvikler pigge eller horn; det gælder bl.a. pindsvin, køer, bøfler m.fl. Men der er også nogen, som har udviklet horn, fordi de kan lide at stange andre. Og det er næsehornet. Det er tydeligt, at den har udviklet sit horn på spidsen af snuden for, som en bulldozer at drøne ind i andre væsener. Og så er der endog nogle næsehorn, der ikke har ét, men to horn for bedre at kunne stange.
For atter andre væsener gælder det, at noget af det bedste de ved er at flyve. Det er først og fremmest fuglene, og blandt de bedste aktive flyvere findes svalerne og sejlerne. Særligt de sidste er væsener, som elsker at flyve – ja, de gør det så meget, at de har formet deres krop til en strømlinet flyvemaskine, og de lever næsten hele livet i luften: De fanger føde og æder i luften, de sover i luften medens de flyver, og de parrer sig i luften; kun ungerne må de sætte på den faste jord, dvs en hus- eller klippevæg.
For atter andre væsener gælder det, at noget af det bedste de ved er at løbe! Det gælder f.eks. hesten og haren. – Engang, jeg en sommeraften gik ad en landevej, hoppede en hare ud på vejen længere fremme. Den gjorde først en dans på stedet og gjorde nogle spjæt bagud med sine lange bagben, og så fór den af sted på fuld fart henad asfaltvejen. Det var tydeligt, at den elskede farten, elskede at løbe. – Heste løber på en hel anden måde: de løber elegant, ikke på fodfladen og hænderne, men på én tå, som en balletdanser, i galop.
(Fortsættes i næste nummer)
Tilbage til artikelregister
Forrige