Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1985/2 side 26
Kommentar
 
KOSMOS' NYE ANSIGT
For omtrent tre år siden kunne man se en lille gruppe kosmologiinteresserede mennesker vandre omkring på Københavns gader opslugte af en livlig diskussion. De så ud til at have det hyggeligt sammen. Der var en munter stemning. Alle gik fuldstændig op i samtalen, som åbenbart drejede sig om noget, der var vigtigt og interessant. Det var på denne bytur idéen til Kosmos' nye ansigt fødtes! Siden da er der gået tre år. Det blev en langsom fødsel, men når barnet er født, hvem tænker så på fødselsveerne?
Fremover vil Kosmos' ansigt mod verden være det samme symbol, som smykker Martinus' eget værk. Idag er Kosmos ganske rigtigt et meget lille tidsskrift, men Martinus' vision var, at det engang skal blive til et internationalt tidsskrift. Vi kan håbe på, at Kosmos med sit nye ansigt med hensyn til det ydre opfylder de krav, man må stille til et tidsskrift, der ønsker at optræde på verdensscenen.
Tanken med denne layout-idé er, at Kosmos og DET TREDIE TESTAMENTE i det ydre skal optræde som de søskende, de er. De skal gå ud i verden hånd i hånd. Jo mere DET TREDIE TESTAMENTE bliver offentligt kendt og spredes, jo lettere bliver det at introducere lillesøster Kosmos. Omvendt, jo flere venner og læsere Kosmos får, jo lettere bliver det for storebror DET TREDIE TESTAMENTE at komme mennesker imøde.
Vi vil her gerne benytte lejligheden til at rette en hjertevarm tak til Johnny Andersson, Göteborg, uden hvis barselshjælp denne idé ikke ville være blevet realiseret. Barnet ville være død i fødslen. Komplikationen, der opstod, var spørgsmålet om, hvordan vi kunne undgå en bedøvende ensformighed med et permanent forsidebillede? Løsningen blev seks forskelligt tonede baggrundsfarver omkring symbolet, og titlerne på hovedartiklerne trykt på forsiden. Tak for denne elegante løsning!
Kosmos har fået et nyt udseende, men arbejdet med at udvikle indholdet går videre.
R.E.