Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/11 side 238
Kommentar
 
En af bipersonerne i den bibelske beretning om påskebegivenheden er Simon af Kyrene (Libyen). Hans historie er den, at han – da Jesus ikke mere kunne bære sit kors – af de romerske soldater blev tvunget til at bære det for ham. Andet og mere siges der ikke om ham.
Han fik af omgivelserne eller livet selv pålagt en opgave, som han udførte – med eller uden nogen særlig sympati for opgaven – og han forsvandt derpå ud i ubemærketheden. I hele påskemysteriet og hos alle dens personer findes en symbolik, men Simon af Kyrene har ikke fået sin rolle i hidtidige beretninger. Hvis man skulle tildele ham en sådan, må det være at symbolisere den ideelle holdning overfor de opgaver, som det almene menneske af livet selv får tildelt. Enhver af os må, hvis vi vil lykkes – og som biblen også udtrykker det "tage vort kors op". Det vil sige, at vi i al ydmyghed udfører de os pålagte opgaver, også under modgang, og derpå forsvinder ud i ubemærketheden, når arbejdet er tilendebragt.
Imidlertid er det jo ikke ydmygheden og ubemærketheden de fleste søger. Hovmodet, forfængeligheden og rampelyset tiltaler almindeligvis mere, stik imod de åndelige loves påvisning af, at det netop er ydmygheden, der leder til fremgang og forfængeligheden, der i sidste ende leder til nederlag. Stræberen vil altid møde modstand fra andre stræbere og involvere sig i strid. Den ydmyge, der samtidig erkender livets loves overhøjhed, møder ikke den samme strid, for han opfattes sjældent som en konkurrent, og det lykkes ham ofte i al stilfærdighed at udføre sin mission.
Man kunne sammenligne den forfængelige eller den hovmodige med den cyklist, der har åh så travlt, og som samtidig med, at han skal sætte igang, stikker en stor pind i forhjulet. Han kommer ikke ud af stedet, hvor meget han end tramper i pedalen. Forfængelighed blokerer effektivt, – den er en "tærskelens vogter". Den vise har altid vidst, at det er ydmygheden, der er nøglen til al åndelig og menneskelig fremgang.
Ofte er det den, der arbejder i stilhed, bag kulisserne, der udfører mest. En amerikaner sagde engang fra talerstolen i Martinus Center: "Work is love put into practice" (arbejde er kærlighed omsat i handling). Det er sådanne små fyndord og ligeledes sådanne skikkelser som Simon af Kyrene, der kan være vejledende også for den studerende af åndsvidenskab. Det arbejde, vi udfører, må være en ubetinget gave.
Red/TB