Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

1984 er både ifølge George Orwell og astrologer forudsagt som et skæbneår, og der har i de sidste decenier forud været en uheldsvanger ragnarok- og dommedagsstemning i forbindelse med dette årstal. Tidligere har vismænd, profeter og verdensgenløsere – og idag politiske iagttagere og kommentatorer – forudsagt eller forudset en koncentreret ulykkes- og skæbneudløsning for menneskeheden, ofte henlagt til slutningen af dette århundrede. Fornylig sagde en amerikansk professor i dansk TV, at "der skulle et mirakel til for at undgå en atomkrig".

I dette nummer har vi en artikel af Martinus om "En Verdenskulturs Undergang", og i en anden artikel fremsætter Søren Hahn nogle tanker om Orwells bog. Men hensigten med dette nummer er ikke at lave et decideret "dommedags-nummer", men blot at vise at den nævnte dommens "dag" ligesom de øvrige "dage" i skabelsesberetningen er en udviklingsepoke i menneskehedens historie. Livet har altid været en "dommedag", idet årsags- og virkningsloven altid har fungeret, men nu bliver menneskeheden og det enkelte menneske konfronteret med konsekvenserne af deres "dyriske" dvs selviske, hadefulde, hævngerrige, ufordragelige og altså ukærlige væremåde koncentreret i et kort åremål, og må omsætte i praksis de humane læresætninger fremsat af de store verdensgenløsere og doceret som TRO gennem årtusinder. Vi må opøve næstekærlighed så den bliver daglig væremåde, – vælge mellem det dræbende og det livgivende princip, lære at give i stedet for at tage. – Fremover kan det jordiske menneske kun føres frem ved virkelig VIDEN og logik.

I verdensgenløsernes fodspor kommer verdensgenløsningens pionerer. Det har aldrig været smertefrit at være pioner, – mange er blevet forfulgt eller har mistet livet derved. Det er dem, der – som Martinus siger – "må anlægge "flokken"s fremtidige mentale vej". Det er dem, der må fjerne overtroens stærke forsteninger og klippeblokke og bane vej gennem årtusinders hævdvundne traditioner, skik og brug. Det er dem, der må være genstand for den uvidende "flok"s snæversyn og den heraf affødte indignation og onde eller ukærlige kritik, had og forfølgelse". Han forklarer videre, at det mentale lys kun kan bringes til at flamme dér, hvor det værnes af en kraftig vilje, og en kraftig vilje må hvile på et mentalt sikkert grundlag, og altså være i absolut kontakt med "retfærdigheden". Han fortæller også, at pioneren for at kunne holde stand overfor en sådan modstand nødvendigvis må sidde inde med en vilje, der enten er rodfæstet i urokkelig tro (f.eks. Jesu diciple, der blev korsfæstet for deres tro) eller på tilsvarende urokkelig viden om at ens synsmåde udelukkende er "retfærdig".

Den gamle "Verdenskulturs Undergang", som Martinus skriver om, bliver samtidig en ny verdenskulturs fødsel. Og også denne nye verdenskultur vil have sine pionerer, mennesker hvis viden om livets love er urokkelig, så de kan tåle modgang, uforstand og ukærlighed, og denne førelse af menneskeheden og altså denne verdensgenløsning og ændring af vort syn på "retfærdighed" må uundgåeligt fortsætte, indtil livslovene er blottede som realistiske kendsgerninger. Den nye verdensgenløsning må hvile på kendsgerningers analyse, den er en analysering af livslovene og vort bevidsthedsliv. "Menneskene skulle gøre regnskab på dommens dag for hvert utilbørligt ord, som de tale", (Math. 12,36).