Kosmos 1984/6 side 129
Videnskabsbegrebet i Martinus Kosmologi
af Max Käck
Den form, som impulserne fra verdensgenløsningsprincippets udstråling får, når de trænger ind i jordmenneskezonen, er afhængig af de intellektuelle evner og behov, som det kulturområde domineres af, der er genstand for den pågældende impuls. Der har således været en tid, hvor menneskene var indstillet på at adlyde autoriteter som konger, kejsere og lignende, hvorfor verdensgenløsningen derfor måtte være iklædt autoritære former. På samme måde har senere åndelige impulser baseret deres udbredelse på følelsesmæssige overbevisninger eller tro, dengang dette var det mest hensigtsmæssige for de mennesker, som skulle have deres åndelige næring derigennem. Den vigtigste faktor i vor nuværende kultur er unægtelig udviklingen af den moderne naturvidenskab. Gennem denne er der opstået en lang række fagområder, som arbejder med at udforske den del af verden, vi kan sanse. Den fysiske videnskab har stimuleret menneskets voksende behov for selv at forstå og tage stilling til tilværelsens realiteter ved at skabe tillid til menneskets evne til at erhverve viden om denne verden og derigennem sikre sin fysiske eksistens. Og flere og flere er derfor nu kommet til det trin i udviklingen, hvor den på autoritet og suggestion baserede undervisning i livets kosmiske sammenhæng ikke længere er aktuel som åndelig næringskilde. Al menneskelig aktivitet baseres nu, hvis det er muligt, på videnskabelige studier. Begrebet "videnskabelig sandhed" opfattes som synonymt med "absolut sandhed", og der er ikke noget, der tyder på at denne stræben efter videnskab ikke vil vokse. Det er derfor naturligt, at der, selv når det drejer sig om spørgsmål vedrørende livet og livsproblemer, efterhånden ikke vil være noget andet gangbart end netop videnskab. Og det er i kontakt hermed, at den nye verdensimpuls hovedfaktor i form af Martinus kosmologi netop er en videnskabelig fremstilling af de evige sandheder.
Trods den åndelige forskers behov for videnskabelig vederhæftighed kan der imidlertid opstå misforståelser, fordi Martinus kosmologi behandler et område, som hidtil udelukkende har været et trosområde. Alt hvad vi hidtil har kendt som "videnskab" har nemlig udelukkende været baseret på iagttagelser, vi har gjort ved hjælp af vore fysiske sanser, og begrebet videnskab er derfor blevet forbundet med dette at søge sandheden om den fysiske materie. Da menneskets åndelige sansesæt er langt mindre fuldkomment end det fysiske, har det psykiske eller mentale område ikke med lige så stor succes kunnet gøres til genstand for en videnskabelig forskningsmetode, selv om der ikke savnes åndelige retninger, som gør fordring på at være videnskablige. Derfor møder man ofte hos mennesker, der er kommet i kontakt med de kosmiske analyser, reaktioner som: "De beskæftiger sig jo med Gud og åndelige verdener, så må det vel være religion, ikke videnskab". "Vi, som ikke har kosmisk bevidsthed og ikke kan opleve det åndelige, kan jo ikke vide noget om dette og kan man så kalde det videnskab?" "Det, man kan forstå, kan man tage til sig, men der hvor man ikke har viden, der må man jo tro" osv. Hensigten med denne artikel er at prøve på at forklare, hvad videnskab er, – hvordan dette begreb adskiller sig fra trostilstanden – og ikke mindst, hvad det er, der kendetegner en livsførelse eller handle måde, som er baseret på videnskabsbegrebet som det førende manifestationsgrundlag.
Indledende definitioner
Det der adskiller det jordiske menneske fra det egentlige dyr er dets evne til at tilegne sig viden. Viden er baseret på genkendelse og er en bevidsthedsform, som bygger på evnen til med intelligenslegemet at sortere erindringer og udnytte disse med henblik på at forstå. Livsoplevelsen eller skæbnen er det samme som en uafbrudt vekselvirkning med omgivelserne og en reaktion mellem omgivelserne og vor egen manifestation. Alle oplevelser sætter et spor i vor bevidsthed eller en prægning, som vi kalder for "erindring", "erfaring" eller ved stadige gentagelser "anlæg", "talent", "karaktertræk" osv. Denne erindring skaber en forbindelse mellem individets bevidsthed og omgivelserne og forårsager en genkendelse næste gang samme individ møder samme, eller en lignende realitet i sine omgivelser. Gennem en millionårig udvikling er en mængde erfaringer på denne måde blevet lagret i vor bevidsthed. Ved hjælp af intelligensen er det muligt på givne tidspunkter at tage netop de erindringer frem, som tjener til genkendelse af en bestemt realitet. Denne genkendelse, baseret på en viljemæssig udnyttelse af erfaringer ved hjælp af intelligensen, er det samme som at forstå, og den åndelige bevidsthedsform som forståelsen udgør, kaldes viden. At sanse en ting er det samme som at registrere den kontrastvirkning, som denne ting har i forhold til omgivelserne. En ting kan kun sanses i kraft af disse kontraster; – der hvor disse savnes bliver genstanden eet med omgivelserne og således umulig at sanse. For at opleve en ting fuldstændigt, må således samtlige disse kontraster registreres og vor genkendelsesevne er derfor afhængig af, hvor fuldstændige vore erfaringer vedrørende den udforskede genstand er. For at gøre forståelsen af genstanden så fuldkommen som muligt, kan man ved hjælp af intelligensen mobilisere alle de ererindringer, man har indenfor det aktuelle område og på denne måde maximalt udnytte sit erfaringsmateriale til fordel for genkendelsen eller forståelsen. Denne, ved hjælp af intelligensen foretagne mobilisering af erindringer i den hensigt at forstærke genkendelsen, kalder vi at analysere. Den fremgangsmåde, ved hvilken man systematisk anvender sine erfaringer eller erindringer for at forstå livet eller verden i alle dens forskellige aspekter, er videnskab, og dens metode er analysen. Vi kan derfor sige, at videnskab er en analyse af livets realiteter.
Viden kontra tro
Da det jordiske menneske er underkastet udvikling og denne udvikling består i tilegnelsen af erfaringer, er det klart, at det erfaringsmateriale som det kan basere sin analyse på, ofte er utilstrækkeligt på nuværende ufuldkomne udviklingstrin. Dette medfører, at der eksisterer områder i dets livsoplevelsessfære, hvor det mangler erindringer til at sætte i relation til den skæbne, det oplever. Indenfor disse områder kan det altså ikke få viden uden at gøre nye livserfaringer, – man siger da, at det – indtil disse er gjort – må tro, og det kan derfor se ud som om det på disse områder ikke er i stand til at manifestere en videnskablig holdning. Når man på denne måde gør begrebet tro komplementært med begrebet viden, d.v.s. implicerer at man må tro, der hvor man ikke ved, så må man imidlertid gøre sig klart, at "tro" i virkeligheden kan have forskellig betydning, afhængig af hvordan begrebet anvendes. For at illustrere dette kan vi tage to eksembler:
| 1) | En person indleverer en tipskupon Vi spørger personen, hvordan han har tippet, hvorfor han har tippet netop sådan, og om han tror, han vil vinde noget. Han svarer, at han i længere tid har fulgt de forskellige fodboldhold, han har studeret, hvordan de spiller under de forskellige forhold, f.eks på ude- og hjemmebane, han ved hvilke spillere, der er syge eller kommet til skade, og i hvilken form de andre er i osv. Med alle disse informationer har han derefter nøje vurderet chancerne i hvert enkelt match og er tilsidst kommet frem til den tipsrække, som han tror vil give gevinst. |
| 2) | Vi træffer et dybt religiøst menneske. Vi beder vedkommende fortælle om sin tro og hvad den baserer sig på. Han fortæller, at han har haft en stærk åndelig oplevelse under en altergang, hvorved han oplevede, at Gud var en realitet. Han har senere fået fred i sindet i overbevisning om, at Jesus har sonet alle menneskenes synder ved sin død på korset. Eftersom bibelen er Guds ord, tror personen, at han vil komme til at opleve evigt liv ved at lægge sit liv i Guds hånd. |
I det første eksempel blev vi vidne til en stillingstagen, som er baseret på:
a) erfaringer, studier af faktiske forhold d.v.s. iagttagelser af virkeligheden og
b) analyse, sammenstilling af kendte fakta og en bedømmelse af det aktuelle problem herud fra. Personens egen evne til at bedømme bliver derefter afgørende for, hvordan problemet løses. Denne løsning bygger på de konkrete erfaringer, men dens rigtighed afsløres først, når den prøves i praksis, Den form for "tro," der her er tale om, kaldes også en "hypotese", og den er et nødvendigt middel i en videnskablig metode. Den kendetegnes ved at være baseret på erfaringer – og ved at den umiddelbart bliver genstand for omprøvning, når der bliver gjort nye iagttagelser. Når personen i vort eksempel ser fodboldkampene i virkeligheden, opdager han straks, hvilke fejlbedømmelser han har gjort, og det bliver, – trods skuffelsen over ikke at vinde – ikke svært for ham at ændre opfattelse i det konkrete tilfælde.
Den stilling, som personen i vort andet eksempel indtager, er baseret på følelsesmæssig overbevisning støttet af religiøse eller kirkelige handlinger som sakramenter, ritualer m.m. Da praktiske erfaringer og erindringer mangler på dette område, må den følelsesmæssige oplevelse træde i stedet for. Og ligesom analysen anvendes for at drage maximal nytte af erfaringer og derigennem understøtte disse, styrkes den indre overbevisning hos den religiøse troende ved hjælp af religiøse ritualer, sakramenter, hellige skrifter, åndelige autoriteter osv. Den religiøse trosforestilling er altså ikke grundet på praktiske iagttagelser eller forskning. Når en opfattelse hos et individ således etableres uden anvendelse af intelligensen, men derimod gennem følelsen, er der ikke tale om videnskab, men suggestion. Dette er naturligvis også tilfældet, selv om det ikke er en religiøs autoritet, som er ophav til den foreliggende tese, – en uovervejet påstand er i ligeså høj grad suggestion, selv om kilden er en repræsentant for videnskaben. Eftersom den ikke er baseret på erfaringer kendes den suggerede tro derpå, at den på forhånd er givet, og at den er upåvirkelig overfor argumenter og indflydelse af praktiske erfaringer. En forestilling hvis strenghed eller fasthed gør den modstandsdygtig overfor omverdenens energiske dementi betegnes almindeligvis ved begrebet "dogme".
Begge disse eksempler viser, at videnskabskriteriet ikke først og fremmest står i relation til konklusionens sandhedsgrad; en videnskabelig metode kan give et fejlagtigt resultat på grund af utilstrækkelig information eller analyseringsevne, medens en suggereret tro kan repræsentere en absolut sandhed. Kriteriet for videnskab er altså ikke hvad man ved, men hvordan man forholder sig til sine forstillinger (mere herom i et senere afsnit). Vor konklusion bliver således, at videnskab ikke er det at vide, videnskab er den funktion, hvis mål er viden.
Argument
"Argument" er et begreb, som anvendes indenfor vektorlæren (matematiken). En vektors "argument" er den vinkel, som vektoren har til x-aksen, argumentet er altså et mål for vektorens retning. I lighed hermed er det sproglige begreb "argument" en påstand som peger i en vis retning. At argumentere for en sag er altså at pege på forhold, som taler for denne sags rigtighed, at argumentere imod er det modsatte. Argumentation er altså ikke det samme som analysering, men kan være en del af den. Medens analysering er en systematisk kortlægning af et problem, er argumentation en række af påstande, som peger i forskellige retninger. Denne række af påstande kan fortsætte så længe det skal være, uden at man kommer sandheden nærmere, hvilket vi f.eks. bliver vidne til ved stemmeafgivning og parlamentarismen. Alle har jo deres synspunkter eller meninger og dermed deres argumenter i forskellige politiske spørgsmål. Ved at lade alle stemme, gør man alle disse argumenter ligeværdige og i praksis står alle "for" overfor alle "imod". Men intet forslag bliver mere troværdigt, fordi det støttes af en mængde uvidende, og hvis det store flertal ikke kan sætte sig ind i problemet, kan en minoritet, som har en klar analyse, blive nedstemt. Argumenter alene rækker altså ikke langt, når det drejer sig om at finde sandheden. Det er muligt at finde argumenter i massevis både for og imod enhver problemstilling, og det gælder endog selv om det pågældende standpunkt er en ren trosforestilling. Argumentation for og imod er altså i sig selv ikke tilstrækkeligt til at udgøre en videnskabelig metode. Her er det i stedet analysen, som er udgangspunktet, en analyse som bevidst og systematisk opbygger et billede af analyseobjektet med alle kendte erfaringer som byggesten.
Videnskab i praksis
Videnskab er altså menneskets middel til at afsløre sandheden. Den absolutte sandhed kan kun være identisk med hele tilværelsen, selve verdensaltet i dets totale helhedsmanifestation. Gennem fænomenet "erfaringer" etablerer verdensaltet sig i det enkelte individs bevidsthed som resultatet af vekselvirkningen med omgivelserne. Dette "at forstå" er det samme som den reaktion, som opstår, når en vis oplevelse finder sit sidestykke i en erfaring. Når denne oplevelse har en struktur, som svarer til erfaringen, opstår en identitet mellem den forestilling, som erfaringen eller erindringen har skabt i tankeverdenen og den aktuelle praktiske oplevelse. Viden er med andre ord det samme som den kontakt eller den identitet som opstår, når forestillingernes og den ydre verdens strukturer er sammenfaldende. Da videnskab sigter imod at opnå viden, bliver det altså videnskabens opgave at befordre kontakten eller identiteten mellem tankeverdenen og den omgivende virkelighed. For den der stræber efter en videnskabelig holdning gælder det således om at blive bevidst i, hvilke tankearter som fremmer respektive saboterer ovennævnte kontakt. Den største barriere mellem bevidstheden og den objektive verden er individets egne sympatier og antipatier. Da al information og alle oplevelser tjener til at forstærke "erfaringsbanken", er det vigtigt at man ikke udelukker sig fra disse. Det kommer man nemlig let til at gøre, hvis man ikke forholder sig fuldstændig neutral overfor informationen og dens kilde. De sympatier og antipatier, som man på denne måde blander ind i tankeprocessen, gør, at man over- eller undervurderer informationen alt efter hvem kilden er. Det mest almindelige objekt for overvurdering er unægtelig ens egen person. Et karakteristisk træk hos en sand videnskabsmand/kvinde er, at han/hun ikke på nogen måde vurderer sin egen viden højere end andres, og på denne måde bibeholder den åbenhed overfor nye informationer, som er en forudsætning for et sundt videnskabligt virke. Denne evne til at være i stand til at hindre, at subjektive følelsesmæssige bedømmelser bliver årsag til fejlvurderinger af fakta, er det samme som ydmyghed. Et andet vigtigt træk i en videnskabelig indstilling er den intellektuelle flexibilitet. Eftersom videnskaben tilsigter at afsløre realiteter, er det af stor vigtighed at være i stand til at ændre opfattelse, så snart oplevelsen af virkeligheden drager den i tvivl. Man må altså altid være parat til at kunne forkaste enhver nok så tiltalende teori eller hypotese til fordel for mere realistiske standpunkter. At være fordomsfri og uden forudfattede meninger er tegn på denne egen skab, og den sørger i denne forbindelse for, at ethvert synspunkt bliver overvejet, selv om det fra første færd ikke forekommer sandsynligt. Løsningen på et problem er altid mere eller mindre overraskende, ellers var problemet ikke noget problem, og derfor må forskeren have denne evne til at blive fremherskende hvis han skal kunne finde sandheden.
Så længe videnskabens forskningsobjekt er indenfor det fysiske område, kan resultatets rigtighed kontrolleres af andre, der har de samme observationsmuligheder. Jo mere forskningsobjektet overgår til at være af åndelig art desto mere begynder der at stilles moralske krav til forskeren. Sanseevnen indenfor det åndelige område er afhængig af de åndelige eller psykiske organers udvikling. Det er med disse organer, man skaber og oplever tankeverdenen. Denne skabelse og oplevelse er lovbunden på samme måde som skabelsen i den fysiske verden. Medens den fysiske videnskab udgør en kortlægning af lovbundetheden i den fysiske verden, udgør "moral" læren om lovbundetheden i den åndelige verden. "Moral" er altså videnskaben om tænkning. Ethvert element af "umoral" i forskerens bevidsthed er derfor en hindring for denne i at se sandheden på det åndelige område. Alle tendenser, som virker i egoistisk retning, som f.eks. hovmod, ærgerrighed, magtbegær m.m., vil uundgåelig forstyrre forskerens evne til at se klart og objektivt og dermed sabotere hans mulighed for at opnå et godt resultat.
Videnskabens mål
Oplevelsen af den fysiske verden sker via fysiske sanser, syn, hørelse, smag, lugt og følelse. Alle disse sanser er forskellige former for følelse, men på forskellige energiområder. De erfaringer, som vi indhenter ved hjælp af disse sanser, bliver til bevidst erkendelse, når de forenes med intelligensen. Forestillinger, som udelukkende er baseret på intelligensen uden forankring i selvoplevelse, f.eks. gennem teoretiske studier og lignende, kan ikke blive andet end "teori", og den konkrete livsoplevelse tjener til at verificere respektive falsificere disse teorier. Det man sanser med følelsen er et lovbundet univers, som manifesterer sig i kontakt med begrebet "logik", d.v.s. sådan at alle bevægelser eller skabelser er til glæde og velsignelse for levende væsener. Dette univers er endvidere en organisk enhed, hvis totalitet udgør et levende væsen. Ved sansningen af verden reflekteres den guddommelige logik, som er verdensaltets væsen, ind i den individuelle bevidsthed og fostrer – som et resultat af fænomenet udvikling – evnen til at tænke. Efterhånden som erfaringerne eller følelsesoplevelserne forenes med tænkeevnen eller intelligensen, således at følelsesoplevelserne bliver "analyseret" og analysen bliver "følt", kommer den individuelle bevidsthed mere og mere til at repræsentere verdensaltets manifestationsmetode. Udviklingens resultat bliver altså, at individets bevidsthed og verdensaltets eller Guds bevidsthed kvalitativt bliver identiske eller "eet" eller som det udtrykkes: "Mennesket bliver eet med Gud".
Videnskabens rolle i det almindelige menneskes liv kan derfor være – når det er modent derfor – at gøre selve livet til et forskningsfelt og dér tilegne sig den livsholdning, som er videnskabens kendetegn. Det daglige livs oplevelser indeholder alt, hvad der behøves af visdom, for at enhver kan løse sine problemer og indstille sin kurs mod livets allerhøjeste tilstande af glæde og lykke. At anvende videnskabens metoder i livets skole må således være det mest hensigtsmæssige, når det drejer sig om at erhverve evnen til at tænke i harmoni med kosmos. Ved hjælp af videnskaben skal vi mejsle livets love ind i vor sjæl og opløse uvindenhedens tågebanker for derigennem at kunne se GUD.
(Oversat af SB)
Tilbage til forfatterregister
Forrige