Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Påsketiden er forbi, og vi har passeret forårsjævndøgn. Vi har fået "sommertid" og står nu op en time tidligere. Træers og buskes løv vil snart stå i fuldt flor. Vinterens mørke ligger bag os, og vi ser frem til de sollyse dage og lyse nætter. Det er vårbrudstide. Optimismen stiger!

Hverken døgnkredsløbet eller årskredsløbet, hvor solens lys bevæger sig fra sin mindsteudfoldelse til sin maksimumsudfoldelse og omvendt, har vi nogen indflydelse på. Sollyset er en gave til mennesket, til alt fysisk liv på kloden. Og disse kredsløb er naturens tale til og undervisning af mennesket, naturens eller Guds korrespondance med os, – der er ingen anden Gud end livet selv og den omgivende natur. Den lærer os bl.a., at alt er kredsløb, der går fra mørke til lys og fra lys til mørke eller i et kredsløb i faste, flydende, luftformige og stråleformige stoffers baner, og viser os, at vi selv er involveret i store og små kredsløb, hvoraf det største er spiralkredsløbet. I dette kredsløb er vi i færd med at forlade et dyrisk mentalt mørke til fordel for et mentalt menneskeligt lys, et afsnit af kredsløbet, hvor vi skaber harmoni, fred, humanitet, hjælpsomhed, en kultur, hvor det er "saligere at give end at tage". Vi er tydeligvis på vej ud af dyreriget og hele dets lokale, snævre, egoistiske, selvbevarende familiekærlighed, mod et virkeligt medmenneskeligt samvær i sandt, åbent fællesskab, i en kreativitet, der i sidste instans er "til glæde og velsignelse for levende væsener". Fra det selvforherligende til det selvforglemglemmende. Og i dette kredsløb har vi indflydelse.

Det vårbrud, som vi nu oplever i naturen, kan ses som et symbol på det opbrud, der også finder sted i menneskeheden. De første virkelige forårsbebudere var de store verdensgenløsere, Muhammed, Buddha, Jesus, og ned gennem årtusinderne har de humane religioner – sammen med menneskers lidelsesfyldte liv – bragt humaniteten, medmenneskeligheden, kreativiteten og skønheden frem i bevidsthederne. Men den mentale vinters is og kulde har bidt sig fast. Kampen mellem lyset og mørket står stadig på i hele menneskeheden, hvor de store krige fortsat raser på kontinenterne, i forretningsverdenens udplyndring af dem, der kun har deres arbejdskraft at sælge, og krigen raser ligeledes i det enkelte menneskes sind, hvor dyrerigets arv og primitivitet gør sig gældende i mentaliteten. Som i menneskeheden er der også forårstegn i det enkelte menneskes sind. Der er lys i menneskers øjne, og varme og godhed stråler til tider fra mennesker, fra hvem man mindst ventede det. Ofte har sindene karakter af mentalt "aprilsvejr", hvor frost og kulde overraskende kan dominere og det spirende menneskelige pludselig svides bort af egoismens frostvejr og rimtåger, af en hårdhed, som man ikke kunne forvente. Og hvad gør vi så overfor andres frost og kulde, deres dumhed og primitivitet. Ingenting! – Vi skal ikke sætte os op imod det onde, som Jesus anbefalede. Vi kan ikke ændre "de andre", og det kan være svært nok at ændre os selv.

Og har vi så grund til den optimisme som forårssolen inspirerer til? Ja, det har vi. Der er virkelig mentalt sollys forude! Lisbeth Lanamo skriver i dette nummer om den "primære opstandelse", den "Kristi Genkomst", det mentale forår, som befordres gennem spiralkredsløbets nuværende fase. Mogens Møller skriver om menneskets "aprilsvejr", den mentale solformørkelse, og Martinus skriver om jordmenneskenes skytsengel nr. 1, den levende klode, i hvilken "vi lever, røres og er", og hvor vi får al den beskyttelse, vi har behov. Vi behøver ikke at frygte krige, diktatorer, politiske overgreb, alt dette er styret af kræfter, der er større end politisk magt. Martinus skriver her "Jordklodens ånd, dvs dens Jeg i forbindelse med dens vilje og bevidsthed, er den højeste autoritet i jordens område. Alle andre magtfaktorer såsom stormagter, præsidenter og konger har slet ikke den autoritet, man i almindelighed tillægger dem. Jordjeget og dets åndelige kræfter er klodens absolut suveræne eller virkelige konge".

Der blæser kraftige "forårsvinde" over kloden, men vi skal ikke frygte dem. Vi får al mulig medvind for udviklingen af vore menneskelige sider, men vi skal selvfølgelig ikke vente nogen beskyttelse af vore egoistiske og selvforherligende tendenser, de vil selvsagt blive modarbejdet af livet selv, og kun alt det, som er isoleret i kærlighed vil bestå.