Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/4 side 70
Kommentar
 
Vor indre verden udgør et mentalt rum, skriver Martinus i dette nummer af Kosmos. Ligesom vore boliger og bygninger må opføres efter visse love, bygges også bevidstheden op ifølge bestemte love. Hvis ikke bevidstheden er organiseret i overensstemmelse med logik og kærlighed, bliver resultatet manglende stabilitet og holdbarhed. Som et mangelfuldt bygget hus kan en sådan bevidsthed bryde sammen og kollapse hvis det udsættes for altfor store belastninger. Mange mennesker har i dag brug for viden og hjælp for at kunne reparere deres mentale boliger, som er ved at styrte sammen under trykket af alle de modstridige og nedbrydende kræfter, som de udsættes for.
Grundmaterialet i den mentale opbygningsproces er alle vore erfaringer og oplevelser. Menneskets psyke repræsenterer en skala, som strækker sig fra selvopholdelsesdriftens kolde og mørke grottetilværelser til de mest udsøgte og indbydende kulturfrembringelser med alt, hvad det indebærer af kunstneriske udtryksformer med musik, maleri o.s.v.
På grund af rædsel og uvidenhed er der stadig mange, som rejser mure omkring sit indre for at hindre enhver for indsigt eller indtrængen. Herved hæmmes en naturlig vækst, og ikke så sjældent udvikles sådanne fæstningsværker til veritable fængsler, hvis mørke kælderhvælvinger vore sjælskræfter, minder og følelser er indelåste. Utilgængelige for både dets eget jeg og andres vogtes de her af mistænksomheden, bitterheden og stoltheden, som udfører sin mission til tonerne af Tango jalousi.
Vor bevidsthed har brug for luft, lys og næring. Dette kan vi kun få, ved at vi åbner os for hinanden og deler vore erfaringer med andre. Det er i mødet med omgivelserne, at vi får den nødvendige bekræftelse, kærlighed og samfølelse, som Tage Buch og Søren Hahn skriver om i deres artikel om åbenhedens nødvendighed.
Artiklerne i Kosmos er forskellige eksempler på mentale rum og miljøer. Ved at analysere disse mentale miljøer ønsker forfatterne at vise den kosmiske arkitektur, som er nødvendig for at bygge en stabil og holdbar indre struktur. Derigennem skabes forudsætninger for en virkelig åben og kærlighedsfuld verden, hvor alle kan leve og bo sammen, — som i et hus med mange boliger.