Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/2 side 26
Kommentar
 
Kære læser!
Et stort Københavnsk dagblad fremhæver, at "det tør, hvor andre tier". Om KOSMOS kunne man tilsvarende sige, at "det analyserer, hvor andre argumenterer".
Vi ved alle, at de tider er forbi, hvor man kan argumentere for eller imod jordklodens kugleform eller for og imod dens placering som solsystemets centrum. Men endnu diskuterer man på livet løs, når det drejer sig om religion, kunst, politik og økonomi, eller når det gælder videnskabelige teorier: universets udseende, stråler, bølger, partikler osv. Her kommer de personlige synspunkter, særlige modsætninger og ambitioner stadig til fuld udfoldelse, ligesom de gjorde det i den gamle diskussion, om jorden var rund eller flad. Kort sagt: "alle tænker på sig – kun jeg tænker på mig", som Kumbel siger. Og det er et højst upraktisk udgangspunkt, når det drejer sig om at finde frem til sandheden.
Men med KOSMOS er nye tider på vej. Her belyses problemer og spørgsmål nemlig dels ved eksakte analyser og dels ved iagttagelser, der kan bekræfte forhåndenværende analyser på samme måde, som når man finder bekræftelse for f.eks. Einsteins relativitetsteori ved særlige observationer under solformørkelser.
Nye læsere vil måske finde dette postulat for godt til at være sandt, og her er det ikke hensigten at overbevise nogen på anden måde, end ved at lade artiklerne tale for sig selv. Men tilbage står under alle omstændigheder den hypotetiske mulighed: tænk, om den stringens, der gennemsyrer fysikken og dens love, også kunne vinde indpas på alle mulige andre områder. Det ville overflødiggøre enhver filosofi og ikke helt sikker teori – ja, det ville give menneskene den absolutte sandhed i hænde, og dét på alle felter.
Men om man nu vil tro det eller ej, så viser praktiske eksperimenter, at selv om en absolut sandhed måske nok findes, så kræves der et betydeligt stykke arbejde af den enkelte sandhedssøger, for at denne sandhed overhovedet kan få gyldighed for ham. "Per aspera ad astra" eller "gennem møje til det høje"! Der kræves både nytænkning og hårdnakket optræning i uselvisk væremåde, for det er den eneste holdning, der ikke lægger sig hindrende i vejen mellem forskeren og hans objekt. Og som overalt, hvor det drejer sig om at tage fat, står og falder det hele med, hvor interesseret det enkelte menneske i det hele taget er, når det kommer til stykket.
Men til gengæld behøver man ikke at vente på at få de andre med. De skal nok følge efter, når de bliver tilstrækkeligt motiverede, fortæller Martinus, og det bliver de helt af sig selv. Og hans udsagn hviler ikke blot på en direkte sanseevne, der indtil videre er forbeholdt ham selv, og som han kalder "kosmisk bevidsthed", men den hviler også på analyser eller logisk sammenhængende tankerækker, som enhver, der har lyst dertil, kan eftertænke og kontrollere. I dette nr. af KOSMOS vil læseren finde et praktisk eksempel på en sådan analyse i form af Martinus artikel: "Menneskeheden og jorden på vej mod den kosmiske indvielse".
For den, der først har fået øjnene op for dette fantastiske udviklingsforløb, fremtræder mange eventyr, nye såvel som gamle, i et helt nyt lys. Læs derfor Kjell Höglunds spændende artikel om "Jagten på den forsvundne skat" (Kosmiske reflektioner 3). Samme forfatter kommer i "Aktuel rubrik" ind på at belyse nogle sider ved den moderne videnskabelige forskning, der bekræfter to af Martinus analytiske facitter.
I dette nr. af KOSMOS finder man også fortsættelsen på Søren Hahns føljeton om naturens undere. Her anvendes Martinus analyser som værktøj for løsningen af problemer, andre forskere forlængst har måttet opgive at få svar på. Nye læsere vil nemt kunne "stå på" her og følge med i det videre forløb.
Endelig slutter Henning Laug med at fortælle om oversættelsen af Martinus værker, en sag, der ligger os alle stærkt på sinde. Her ved redaktionens slutning kan det oplyses, at esperantoudgaven af Livets Bog I sandsynligvis udkommer før den engelske oversættelse. Det bliver dejligt at kunne dele disse epokegørende tanker med andre interesserede over hele jorden. Og hermed god fornøjelse til læserne!