Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/2 side 30
Kommentar, af Max Käck
 
Jeg husker, som var det i går, da spørgsmålet blev stillet Martinus: "Hvad kan vi gøre, når krigen kommer?" – Og jeg husker også (om end ikke ordret) det hurtige svar: "Det gælder bare om at holde sig på ret køl". Dette er naturligvis svært, når brodsøer i form af sygdomme, krige og katastrofer rammer os på vor færd over det stomfulde hav, som jordmenneske zonen udgør. Det eneste, der kan hjælpe os til at holde vort spæde bevidstheds skrøbelige fartøj flydende, er et pålideligt navigationsinstrument. Og vinden har blæst skyerne bort, så vi kan begynde at skimte de evige kosmiske principper som fixstjerner på vor mentale himmel og styre vor færd efter dem. Også i Kosmos redaktion blæser en forandringens vind. I det gamle år har redaktionsgruppen anvendt meget tankearbejde på at finde frem til dette tidsskrifts mål og mening, og vi har til hensigt at fortsætte denne diskussion. Vi har fået god hjælp af læserne igennem en enquete arrangeret i Klint sidste sommer, og vi vil hermed gerne takke dem, der bidrog med deres synspunkter. Det ville være dejligt, hvis læserne af dette blad også fortsat ville delagtiggøre os i deres synspunkter mht indhold, udformning m.m. Vort håb er jo, at Kosmos kunne blive en faktor, som kunne bidrage til og hjælpe med "navigationen" gennem de svære passager, som vi må igennem på vor "sejlads".
En af årets nyheder er, at vi under denne overskrift vil forsøge at skabe et forum, hvor vi mere direkte kan udtrykke vore tanker og tage spørgsmål op, som kan være af interesse for læserne. I årets løb vil der også komme en artikelserie, som behandler forskellige aspekter af det evige liv. Vi får lejlighed til at læse om reinkarnation, udvikling, verdensriget, næstekærlighedsbegrebet, de åndelige verdener, gudsbegrebet m.m. Yderligere planlægges et jubilæumsnummer i anledning af, at tidsskriftet Kosmos fylder 50 år i år.
Læserne opfordres varmt til at komme med forslag, spørgsmål og indlæg, som kan være af interesse. Også forslag til billedmateriale modtages gerne.
Reinkarnation. Uden dette vigtige emnes forklaring kan tilværelsens fuldkommenhed ikke forstås. Denne artikel fortsætter i nr. 3.
I dette og næste nummer kan man læse Martinus fortolkning af "Fortalen til Livets Bog". Denne fremkom i Kosmos i 1933 og genoptrykkes nu, fordi "Fortalen" nu vil blive udgivet i særtryk på flere sprog og anvendt som brochure for Martinus værker.
I vor tid, hvor materialismen, djævlebevidstheden og egoismen strammer sit greb om vor forkomne og vildfarne menneskehed, tror vi, at et tidsskrift som KOSMOS har en opgave at udfylde. At støtte og arbejde for KOSMOS er at bidrage til at sprede det kærlighedsbudskab, som skal føre os ud af ragnarok og frem mod en forklaret tilværelse.
Til slut udtrykker vi håbet om, at det nye år må bringe megen glæde og meget godt for alle vore læsere.
(Oversat fra svensk af Sysse Buch)