Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis vi forestiller os menneskeheden som ét stort levende væsen, hvor mennesker fødes og mennesker dør ligesom cellerne i vor egen krop, – så kan man sammenligne dette store og millionårige væsen med et lille barn, der nu så småt skal til at begynde at gå. Det har hidtil kunnet ligge og sparke på sit puslebord, jordkloden, og det har også lært at sidde op, men med introduktionen af Martinus kosmologi er tiden nu inde til, at dette kæmpevæsen skal til at lære for alvor at holde balancen i den oprejste gang. Helt uden erfaring er det absolut ikke, for det har allerede fået mange knubs under sine talrige mislykkede forsøg, og nu har det i et øjebliks angst og fortvivlelse helt mistet modet og giver sig til at græde, for instinktivt at påkalde mors eller fars hjælp.

Hvor fysikkens læresætninger og de sandheder, som disse er udtryk for, kan tilegnes af den studerende i kraft af en viden, som indsamles og bygges op "nedefra", ligesom når man vil bygge et hus, og hvor tilliden til disse "byggematerialer" kun afprøves af pædagogiske grunde, medens ingen rent faktisk for alvor tvivler på deres rigtighed eller brugbarhed – ja, dér er det lige omvendt for kosmologiens vedkommende. Dér er det for det første slet ikke nødvendigt at begynde med lærebogens side 1, for selvom Martinus værker er systematiske, og indholdet er ordnet i en bestemt rækkefølge, så er livet, hvorom det hele handler, uden begyndelse og slutning. Dér drejer det sig jo ikke om opstilling af kvantiteter eller begrænsede størrelser, men – som det viser sig for den studerende – om evige love uden begrænsninger i tid og rum. Og så kommer dertil, for det andet, noget, som kan virke temmelig mystisk, når man er vant til at bygge sin viden op "nedefra" og kun kender den metode. Studiet af Martinus kosmologi viser sig nemlig at bero på, at den studerende forbinder sin ordinære viden "nedefra" med viden – "ovenfra"! Med viden "ovenfra" menes sandheder, som overhovedet ikke kan anskues uden i kraft af intuition, og med intuition menes igen, at man for at anskue disse sandheder må befinde sig i samme tilstand som Galieli, da han betragtede lysekronerne i Pisas domkirke eller som Newton, da han så æblet falde. Og endelig kan denne intuitive tilstand ifølge Martinus kun indtræffe, når den (i denne artikelseries 3. del) omtalte intelligensudvikling og følelsesudvikling indgår i en harmonisk balance, hvilket det netop er Martinus mission at hjælpe den studerende med.

Men først må vi lige genopfriske forudsætningerne for et sådant studium. Som vi husker (fra denne artikelseries 2. del), var en videnskab uden tal og formel matematik betinget af en logisk fremstilling og et tilnærmet eksakt –, men dog levende og rigt nuanceret, sprog. Disse forudsætninger synes absolut at være til stede (8), men det må hver enkelt naturligvis selv overtyde sig om. Og så kan det for øvrigt i denne sammenhæng nævnes, at den studerende ikke engang behøver at mestre et vanskeligt teknisk, filosofisk fagsprog – en kendsgerning, der kan forekomme så overrumplende, at den ligefrem kan opstemme en hel barriere af mistillid og vantro, måske især for studerende med en akademisk baggrund, – Vi har endvidere nævnt, at den studerende må kunne "gå med stille sind, som hyrderne til barnet ind", dvs være nænsom og lydhør uden dermed at gå på akkord med sin kritiske sans og gøre sig selv til et bytte for eventuel overtalelse eller suggestion, hvilket dog som også nævnt heller ikke er Martinus hensigt. Og her er vi altså igen vidne til det før omtalte balanceforhold, som således til dels må være etableret, før den finjustering kan finde sted, som studiet indebærer (1, stk. 620).

Og så kan det tilføjes, at dersom den studerende er lidt mere intelligensudviklet end følelsesudviklet, så vil hun eller han straks føle trang til at sætte sin nye viden i system, lave oversigter, diagrammer og tabeller, der ligesom en grammatik kan være til uvurderlig nytte, når et sprog skal læres. Og selvfølgelig er der her en oplagt mulighed for en overgang at havne i "grammatik" og pedanteri, således at fornyelsen "ovenfra" for en tid ebber ud. – Og omvendt må man også kunne forudse, at dersom den studerende er lidt mere følelsesbetonet end intelligensbetonet, så bliver det først og fremmest kosmologiens facitter, der kommer til at indtage førstepladsen i den studerendes bevidsthed, hvilket naturligvis også er studiets hensigt. Men også her vil der være en fælde, som den studerende for en tid kan sidde fast i, idet hun eller han ganske kan mangle tålmodighed til at gennemgå de ræsonnementer, der skal forbinde ny og gammel viden, og derved bliver kosmologien i virkeligheden mere en trossag end en videnskab.

Studiet af kosmologi bliver således en åndelig vækkelsesproces, hvor dette "at forstå" betyder det samme som: at kunne bekræfte ved henføring til personlig oplevelse og erfaring, medens dette "ikke at forstå" vil være det samme som endnu ikke at kunne genkende en oplysning eller læresætning eller resultatet af en kosmisk analyse som et personligt anliggende.

Og ligesom for et rent fysisk forsøg gælder det også her om nøje planlægning, omhu, kontrol og nøjagtighed. Men hvor fysikeren uden videre overtager andres resultater eller erfaringer og tillidsfuldt bygger videre på dem, der må "åndsforskeren" først selv erkende de "psykiske grundlove" bag sine allerede tænkte tanker, udførte handlinger og tilbagelagte oplevelser. Disse grundlove er ganske vist "kosmiske" dvs de gælder for alt liv i universet, men den kosmologistuderende kan alligevel ikke som sin kollega i det fysiske fakultet leve på andres livsværk. Her drejer det sig nemlig om psykiske erfaringer af så levende og dvs helt personligt tilsnit, at de kun kan identificeres og fastholdes af den studerendes egen bevidsthed. Og vi ved jo i øvrigt allerede, at det særlig er lidelseserfaringerne, der presser sig på, og som det gælder om at få analyseret til bunds. Først når disse intime og højst personlige kalamiteter er forklaret som en konsekvens af visse "psykiske grundlove" som Martinus mere alment påviser og benævner "kosmiske skabeprincipper", kan den studerende selv begynde at eksperimentere i sin hverdag og i sit privatliv med et andet sæt grundlove eller skabeprincipper end dét, der erfaringsmæssigt viste sig at føre til lidelse og pinagtig skæbnedannelse.

Den kosmologistuderende må således i nogen grad være sin egen Galilei, Newton og Einstein og samtidig hermed forsøge "at rejse sig op", "stå på egne ben" og "finde balancen". Og på den måde går teori og praksis i spand sammen på en ejendommelig personlig og intuitiv måde, der i virkeligheden bedst beskrives med Martinus eget udtryk: "tankeoplevelse ovenfra" (1, stk. 217). Resultatet bliver, som man ofte ser det, at studiet, der i starten var som en redningsplanke for en druknende, udvikler den studerende fra at være usikker og angst til at etablere en balance, hvor hun eller han bedre formår at håndtere sin egen væremåde og dermed sit forhold til omgivelserne – på en for disse omgivelser i øvrigt mere behagelig måde.

Men kan man nu ikke også i en vis forstand kalde fysikken for en "redningsplanke", dvs en redning fra en verden i uorden og kaos til en verden med faste love og et klart og utvetydigt sprog? – Jo, der er ingen tvivl om, at fysikken i århundreder har fungeret som et synligt og beroligende bevis på tilstedeværelsen af orden og sund fornuft midt i en verden præget af misundelse, brødnid, jalousi, profitjageri og alle mulige former for egoistisk ærgerrighed, krig og ufred. I fysikkens læresætninger og faste, uforanderlige grundlove har man altid kunnet finde netop den lindring, som ethvert besindigt menneske har brug for i urolige tider. Men med introduktionen af Martinus kosmologi er der altså nu for første gang i menneskehedens historie skabt mulighed for, at man på videnskabelig basis gradvist kan trække sig ud af denne mærkelige dobbelttilværelse mellem orden på den ene side og kaos på den anden. Ved hjælp af kosmologien kan enhver, der virkelig ønsker det, omsider få en samlet forklaring på hele tilværelsen. Og så er det ellers op til hver enkelt selv at drage nytte af denne viden, og det vil først og fremmest sige: at efterprøve den i praksis! -

KILDER:

1. Martinus: Det Tredie Testamente.

7. Martinus: Omkring mine kosmiske analyser, kapitel 21.

8. Christiansen, W.: Den kosmiske dialekt. Kosmos nr. 11: 1975: 127-32.