Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1982/6 side 119
Max Käck
Kursus i Göteborg for studiekredsledere
Efterspørgslen på undervisning vokser
Det sidste år har der fra mange sider været en voksende interesse for Martinus kosmologi.
Flere og flere steder tager interesserede folk initiativ til at arrangere foredrag, studiegrupper og anden undervisning. Martinus tanker slår rødder i kundskabstørstende sjæle, og den inspiration, som de kosmiske analyser giver, forårsager en uimodståelig lyst til at viderebringe ideerne til andre. På denne måde spredes kærlighedsvidenskaben uden nogen verdens-, lands- eller anden organisation, kun ved enkeltpersoners frivillige initiativ, og efterhånden som verdenssituationen udvikler sig, kan vi sikkert regne med, at denne spredning går stadig hurtigere.
 

Arbejdet foregik i store og små grupper
 
Det voksende behov for undervisning vækker tanken om kurser for studiegruppeledere
Den øgede offentlighed, som kosmologien bliver genstand for bl.a. i form af den voksende foredragsvirksomhed, resulterer naturligvis i, at flere og flere vil sætte sig grundigt ind i Martinus ideverden og studere hans litteratur f.eks. i studiekredse. Derved bliver der også et voksende behov for mennesker, som kan tage initiativ til at starte og lede disse studiegrupper. Det ligger i sagens natur, at man ikke kan kræve, at de personer, som vil tage ansvaret for at lede en studiegruppe, skal kende og forstå alt, hvad Martinus behandler i sine værker, eftersom denne forståelse er et spørgsmål om udvikling gennem inkarnationer. Den ansvarshavende i gruppen har derfor samme rolle som de øvrige, nemlig den studerendes eller forskerens. Derimod kan det være hensigtsmæssigt, at gruppelederen har erfaringer i gruppearbejde og et overblik over det materiale, som skal studeres. Det var på denne baggrund, at ideen med at arrangere et week-end kursus opstod, hvor man skulle studere den plan eller den struktur, som Livets Bog I har, for at give mennesker, der leder eller står i begreb med at starte en studiekreds, et overblik over denne bogs opbygning og pædagogik.
Et kursus i Martinus pædagogik
Det usædvanlige ved dette kursus var altså, at det ikke først og fremmest tog sigte på at behandle selve stoffet, men i stedet den måde på hvilken Martinus præsenterer sine tanker. Det viser sig, at Martinus pædagogik har samme genialitet som hans ideer, og det er naturligvis en stor fordel, hvis man forstår at drage nytte af hans plan, når man arbejder med undervisning i kosmologi. Grundet på kursets målsætning og, at det henvendte sig til mennesker, som var forholdsvis godt fortrolige med Livets Bog I, blev dette kursus således et eksperiment i undervisning af undervisere.
 

Hver gruppe skulle arbejde med et særligt afsnit
 
Stor interesse for initiativet til kurset
Eftersom kurset henvendte sig til personer, som kender kosmologien, var det naturligt at oplyse om kursets afholdelse gennem tidsskriftet KOSMOS. En information herom blev vedlagt et af numrene sidste sommer, og det viste sig hurtigt, at interessen var langt større end ventet. Deltagerantallet var begrænset til 30 personer, men antallet af tilmeldte kom snart op på det dobbelte. Løsningen blev, at man afholdt to kurser på to efter hinanden følgende week-ends. De fik også i høj grad et skandinavisk præg, ialt tilmeldte sig 9 fra Danmark, 8 fra Norge, 49 fra Sverige og 1 fra Island. En vigtig funktion for kursusarrangementet var således også den kontakt, som blev skabt mellem mennesker fra forskellige egne og lande.
Kursusdeltagerne, hvoraf nogle havde haft en lang rejse, begyndte at ankomme allerede fredag eftermiddag, og fredag aften samledes alle til information og samvær over en kop te. Rolf Elving, som havde ansvaret for ledelsen og udformningen af kurset, bød deltagerne velkommen og oplyste om ideen med kurset og om de praktiske arrangementer.
 

Hver lille gruppe skulle berette om sine afsnit til den store gruppe.
 
Arbejdsmetoder med gruppearbejde i små og store grupper
Efter en god nats søvn fastlagde man lørdag morgen selve studiearbejdet. Deltagerne havde fået studiematerialet tilsendt og var i forvejen inddelt i 6 grupper. Hver af grupperne havde et afsnit af bogen som specialopgave, men alle grupper skulle desuden tilegne sig et indtryk af bogens helhed. Det er naturligvis svært at få et overblik over en så indholdsrig bog på så kort tid ved selv at analysere hele bogens struktur. Løsningen på dette problem er selve naturens fremgangsmåde: Samarbejde. Hver gruppe studerede sin sjettedel og forsøgte så godt som muligt at sætte sig ind i denne dels rolle og mening i bogen. Med visse mellemrum samledes så alle 6 grupper for at gøre rede for sine resultater over for hinanden. På denne måde fik alle del i alle gruppers arbejde, og efterhånden tegnede planen for Livets Bog I sig klarere og klarere. Møderne i den store gruppe førte ofte til interessante og animerede diskussioner, som bidrog til at forhøje stemningen og inspirere til ny energi i smågrupperne. Under arbejdets forløb kom der naturligvis en masse tanker op, som undertiden kunne skabe et kaotisk indtryk. Men på samme måde som byggematerialet på en byggeplads får form og struktur efterhånden, så kom alle disse tanker til at falde på plads henimod slutningen af kurset.
Lidt om den praktiske planlægning
For at få kurset til at fungere var de praktiske arrangementer også vigtige. Vi havde adgang til lokaler, som hensigtsmæssigt havde flere små rum til smågrupperne og eet stort rum til samling af alle grupperne. Måltiderne indtoges efter aftale i en restaurant, der lå så nær ved, at det gav en passende spadseretur. Med hensyn til natlogi benyttede nogle hotel og andre boede privat. Desuden stod Martinus-gruppens studielokaler i Göteborg til rådighed for dem, der havde medbragt soveposer. Om søndagen fortsatte tankearbejdet med uformindsket styrke. Om eftermiddagen var tiden så inde til at få alle delene sat på plads og koncentrere sig om bogens helhed. Alle gruppernes præsentation og definition af deres afsnit føjedes nu sammen, og et billede af Martinus pædagogiske metoder begyndte at tage form. Efter at alle grupperne hver især havde gjort rede for deres syn på helheden, gav Rolf en opsummering af emnet.
 

Under diskusionerne i den store gruppe voksede helhedsbilledet frem af Livets Bog I
 
Nye krav til undervisningen
En erfaring man kan uddrage af kurset er, at behovet for at studere koncentreret tydeligt er stort, og at det endog er berettiget med kurser på forskellige kundskabsniveauer og med forskellige målgrupper. Nogle vil tilfredsstille egen kundskabstørst og sætte sig ind i materialet og andre, som er erfarne kosmologistuderende, vil måske forberede sig til at starte en studiegruppe. Alle disse bør jo kunne få tilfredsstillet deres specielle behov. Ved kursets slutning gav nogle udtryk for, at de aldrig før havde lagt mærke til, at Livets Bog havde en sådan logisk opbygning, og det var nok den almindelige opfattelse, at man med dette kursus havde fået et meget klarere overblik, hvilket jo vil være meget nyttigt i studiekreds arbejdet.
M.K.