Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus beskriver i fjerde kapitel i Livets Bog udviklingen frem imod det fuldkomne samfund og berører der disse spørgsmål. En betydningsfuld faktor i skabelsen af paradiset på jorden er fremstillingen af maskiner, som kan udføre tungt og kedeligt arbejde, og erstatte menneskets arbejdskraft, sådan at menneskene kan få glæde af livet og hellige sig kunst og studier. I fremtidens verdenssamfund vil alt det arbejde, som menneskene ikke ønsker at udføre, blive udført af sådanne maskiner. Målet med den industrielle udvikling er en helt automatiseret industri, som fremstiller alle de livsfornødenheder, som er nødvendige for at opretholde den levestandard som menneskeheden ønsker. Det arbejde, som alligevel må udføres af menneskehånd, fordeles retfærdigt mellem hele den arbejdsduelige del af menneskeheden efter deres egne interesser. For at dette skal kunne fungere, må betalingssystemet være helt anderledes end det nuværende. Den eneste værdi, som gælder, er individets egen arbejdsindsats, og med en kvittering for udførte arbejdstimer får man adgang til alle livsfornødenheder og hvad man ellers ønsker at forbruge, i en udstrækning som svarer til de ydede arbejdstimer. Den megen fritid, som menneskene på denne måde får, bliver benyttet til kunstnerisk skabelse, studier i humanistiske og videnskabelige emner ligesom til livsvidenskab og udvikling af kreative og humanistiske evner. Det er begyndelsen til udviklingen af denne tilstand, som vi i dag er vidne til. Fremstillingen af datamater, industrirobotter, automatiske maskiner m.m. er i virkeligheden ophævelsen af forbandelsen "i dit ansigts sved skal du æde dit brød", og det kommer lidt efter lidt til at føre menneskeheden ud af trældom og fattigdom. Men før det kan ske, må der også ske en forandring indenfor det økonomiske og politiske område. Det mest fundamentale problem i samfundet i dag er, at det er magten, der styrer og ikke retten. Det betyder bl.a., at fremskridtet indenfor teknologien ikke altid kommer hele menneskeheden til gode, men kun de der har kontrol over opfindelserne. Hvis en virksomhed f.eks. fremstiller en maskine, som erstatter flere arbejdere, så vil man mindske antallet af ansatte, og på denne måde øge gevinsten, istedet for at den indtjente arbejdstid skulle fordeles på alle de arbejdende i form af fritid. Virksomheder stræber altid efter at producere mest muligt på billigst mulige måde, hvilket bl.a. resulterer i den mindst mulige arbejdsstyrke. Og eftersom fremskridtene nu går hurtigere og hurtigere indenfor det tekniske område, så øges også hurtigt den skare af mennesker, der ikke får plads indenfor produktionen. Det er derfor også blevet nødvendigt med samfundsmæssige foranstaltninger i form af arbejdsunderstøttelse, socialhjælp, beskæftigelsesstøtte til foretagender osv. Hvis den arbejdsløse ikke har tilstrækkelig mange intellektuelle og kreative interesser og evner til at opretholde livslysten, opstår risikoen for at han eller hun havner i dagdriveri, depressioner, misbrug og livslede. Problemet med arbejdsløsheden ligger altså ikke i det, at man kan producere mere og mere uden menneskenes indsats, men i den hensigt, som ligger bag teknikkens anvendelse. Det er som så meget andet i vor problemfyldte verden et moralsk spørgsmål. Man gør mange forsøg på at løse vanskelighederne indenfor rammerne af systemet, f.eks. forsøger man i Frankrig med at nedsætte arbejdstiden og sænke pensionsalderen, og det er jo i princippet en rigtig ide, men alle sådanne forsøg på at lappe på et faldefærdigt system vil mislykkes, så længe magten er retten og de egoistiske hensigter er styrende.

Menneskeheden er altså i færd med at lære, hvad konsekvensen bliver, hvis ikke logikken, fornuften og næstekærligheden råder på samfundsarenaen. Menneskene må lære, at alkærligheden eller retten i forbindelse med magten er det eneste, som kan garantere en stabil og harmonisk samfundsstruktur. Menneskene må også lære at råde over sin tid på en konstruktiv måde, så fritiden ikke bliver et problem. De dyriske og de menneskelige livsbetingelser står imod hinanden, og først når vi har gennemlevet fødselsveerne, kan det rigtige menneskerige fødes på jorden.