Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På samme måde som det enkelte menneskes gudsbegreb udvides og åndeliggøres med alderen, således har hele menneskehedens opfattelse af guden eller guderne stadig udviklet sig. Men et fælles træk for gudsopfattelsen gennem alle tider og hos alle folkeslag – hvis vi ser bort fra enkelte skikkelser, som hæver sig over mængden – er dette: at Guddommen altid har været begrænset til en menneskelig skikkelse. Guden beskrives, fysisk og psykisk, som et jordisk menneske. Og de egenskaber, som man tilmåler sin gud, er de samme som dem man selv sætter højest. Der ligger en vis sandhed i det filosoffer ofte har påpeget: at det ikke er Gud, som har skabt menneskene, men menneskene som har skabt Gud, hvis man dermed mener, at menneskene i deres tankeverden har opbygget en forestilling om deres guds kvalifikationer og udseende. Det "stof" eller det "ler", som de derved har modelleret med, består af de egenskaber som de selv så op til som de højeste, største, bedste og fineste indenfor deres egen stamme. Hos f.eks. de nordiske vikinger var mod, styrke, magt og list de højest værdsatte egenskaber. Deres vigtigste guder – Odin, Thor etc. – måtte altså i særlig grad være i besiddelse af disse. Ellers kunne man jo ikke se op til dem.

I samme grad som grænserne for "verden" – sådan som menneskene gennem forskellige tider opfattede den – udvidedes, voksede Guddommens magtområde. I fortidens Israel, som jo er urkilden for det kristne gudsbegreb, var Jahve i begyndelsen kun det jødiske folks gud, en stammegud blandt mange andre stammeguder, dog med den store forskel, at han for sine tilhængere, indenfor sit domæne, var "den eneste gud", som dér ikke delte magten med nogle andre guder eller gudinder. Men på den anden side betvivlede man ikke, at de andre folks guder også eksisterede. Når de forskellige folk eller stammer kæmpede med hinanden – og det gjorde de ofte – så kæmpede deres respektive guder også med hinanden, på et højere plan, så at sige. I den første kongernes bog i Det gamle Testamente kan vi læse en (efter vor nutidige begreber ganske drabelig) skildring af hvordan en sådan strid kunne foregå.

Nej, Gud er bestemt ikke franskmand. Heller ikke tysker eller englænder. Eller amerikaner eller russer. Eller sort eller hvid. Eller "kristen" eller "hedning". Lidt efter lidt går det op for jordmenneskene, at Gud ikke har nogen forkærlighed for et bestemt folk, en bestemt race eller noget bestemt udviklingstrin. Efterhånden går det op for os, at ikke engang jordens samlede befolkning kan gøre krav på at være Guds eget folk. Så småt begynder vi at forlade den primitive geocentriske verdens- og livsopfattelse, opfattelsen af at vor jord er hele verdens midtpunkt. Astronomisk eller materielt har vi forkastet den for århundreder siden, men religiøst og livsopfattelsesmæssigt har vi bibeholdt den middelalderlige tro – og gør det i stor udstrækning stadig i dag – nemlig, at jorden og dens mennesker er specielt centrum eller fokus for Guddommens interesse og engagement – ligesom vi stadig hovedsageligt lever i den opfattelse, at just det udviklingstrin som repræsenterer "det jordiske menneske" skulle være genstand for Guddommens særlige opmærksomhed. Som vi tænker i religiøse spørgsmål har vi været og er så koncentrerede på os selv, at vi næsten helt har glemt, at alle levende væsener, såvel indenfor den synlig plante- og dyreverden som indenfor de for os usynlige verdener, hører under samme guddommelige skaberværk som vi selv, og i lige så høj grad, som vi selv omfattes af almagtens kærlighed. Intet specielt udviklingsstadium, ingen lokal befolkning i det uendelige kosmos har eneret på Guddommen. Og ingen har heller "patent" på den rette måde at "dyrke" ham på.

Medens livet på alle områder i sin natur er dynamisk, har man indenfor det religiøse område forsøgt at gøre "de store sandheder" til noget statisk. Man – dvs de religiøse autoriteter – har altid villet låse dem fast i formulerede trossætninger eller dogmer.

Nej, det bliver ikke så let for jordmenneskeheden at afgive noget af Guddommen, eller at dele ham med dyrene og planterne eller de øvrige levende væsener på forskellige stadier i makrokosmos og mikrokosmos. Måske bliver det lettere for mange af dem, der kalder sig "ateister" end for dem som siger, at de er "troende". Skal Kristi ord selv her gælde: "Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første." (Markus 10:31)

Samme følelse af lidenhed, ubetydelighed – her snarere kaldt "ringhed" – finder man ofte hos det ydmyge religiøse menneske. Det oplever sig selv som dybt uanselig overfor Guds høje majestæt. I Davids Salmer kan vi læse: "Når jeg ser din himmel, dine fingres gerning, månen og stjernerne, som du beredte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, og et menneskes barn, at du besøger ham?" (Davids Salmer 8:4-5) Panteismen drager den negative slutning, at Gud altså på grund af sin vældige dimension ikke kan beskæftige sig med støvfnugget mennesket, medens det religiøse menneske med største ydmyghed og taknemmelighed konstaterer, at det trods sin ringhed ikke er glemt af den mægtige. Men Martinus kosmologi stiller ikke mennesket i relation blot til det uendeligt store, til makrokosmos overfor hvilket det oplever sin lidenhed, men også til det uendeligt lille, til mikrokosmos, og i forholdet til dette er mennesket selv et makrokosmos og absolut ligeså "vigtig" eller "betydningsfuld" som nogen supermælkevej. Hvor en skabelse end befinder sig på skalaen mellem det uendeligt store og det uendeligt små så er den altid – i sit "mellemkosmos" – såvel et mikrokosmos som et makrokosmos. Fra et kosmisk synspunkt eksisterer begreberne "stort" eller "småt" ikke. Og hvis Guddommen overhovedet "interesserer sig" for noget indenfor sin skabelse, så må han følgelig have præcis samme interesse for, eller "tage samme hensyn til" f.eks. en supermælkevej som til et jordmenneske eller et atom.

Spørgsmålet om hvorvidt Gud er den panteistiske, altgennemtrængende, teknisk virkende universelle kraft eller den personlige, altelskende Fader, kan dermed tages af dagsordenen. Han er ikke "enten – eller". Han er "både – og". Han er ALT, han kan hverken begrænses i den ene eller den anden retning. Så længe vi fortsætter med at sætte grænser op omkring ham forbliver han en afgud, skabt i vort billede. "Den længst levende afgud" er, som Martinus fremhæver i sin bog af samme navn, det ufuldstændige, ufærdige, af vor egen begrænsning skabte billede, vi har af Guddommen.