Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad vil det da sige, at være åndsforsker? Det vil, som det netop fremgår af ordet, være en, der forsker efter ånd. I stedet for at benægte ånds eller livs tilstedeværelse bag alle naturens foreteelser, må han absolut begynde at indstille sig sympatisk på den tanke eller forestilling, at der er liv og ånd bag alle naturens "bogstaver", lige såvel som der er liv og ånd bag en almindelig bogs ord eller tekst. Forskeren må således begynde at lægge mærke til de fysiske eller materielle foreteelsers indbyrdes kombinationer for at finde ud af, at de fremtræder logiske, hvilket vil sige, at de udfylder et nyttigt formål. Da de er bygget eller kombineret på en sådan måde, at de udløser et nyttigt formål, afslører de derved en plan eller hensigtsmæssighed. Men da en plan eller hensigtsmæssighed igen er det samme som udløsningen af en tankerække, der er kombineret på en sådan måde, at samme udløsning opfylder et formål, afslører samme udløsning dermed "noget levende", thi et formål er nemlig det samme som en attrå eller et ønske. Og kun noget levende kan have en attrå eller nære et ønske. Da dette at kombinere en tankerække på en sådan måde, at dens udløsning skaber opfyldelsen af en attrå eller et ønske, er det samme som udløsningen af intelligens, bliver det levende Noget bag enhver logisk skabelse her ligeledes til kendsgerning. Thi kun det levende Noget kan være intelligent. Det bevidstløse eller døde, hvilket vil sige: selve materien, kan kun udløse tilfældighed. Men da enhver udløsning af en energiform eller funktion, der udgør modsætningen til tilfældighed, er identisk med udløsningen af vilje eller er en viljesfunktion (enten som A-, B- eller C-viden), og en sådan funktion igen kun kan eksistere som en egenskab ved et levende Noget, bliver samme Noget også her stadfæstet som kendsgerning.

Som det her er påpeget kan man altså i naturens foreteelser eller detaljer finde helt andre facitter end dem, der udtrykker mål, vægt eller virkningsgrader. Disse facitter udtrykker eller åbenbarer intelligens, vilje og dermed tanke og bevidsthed eller selve livet. Nævnte facitter afslører og udtrykker således selve det levende eller livet og udtrykkes derfor i LIVETS BOG som livsytringsfacitter. Det er disse facitter, der udgør kosmiske tanker og dermed kosmisk bevidsthed. Uden disse ville livets opfattelse kun kunne eksistere som mål- og vægtfacitter eller rene talbegreber. Disse facitter er således uundværlige for at forstå det virkelige liv bag alle former. Uden disse facitter ville livsmysteriets løsning aldrig nogen sinde blive tilgængeligt for noget levende væsen. Ligesom mål- og vægtfacitterne vil livsfacitterne også være at udtrykke som en sammenhængende række af detaljer, for hvilken en streg vil være et tilstrækkeligt symbol. Men at lade denne streg gå parallelt med den streg, ved hvilken mål- og vægtfacitterne kan symboliseres, ville være ganske misvisende på et symbol, idet man da måtte tro, at de to rækker facitter var identiske eller havde samme mission. Da dette ikke er tilfældet, må dette på et symbol antydes, hvis symbolet skal være korrekt. Hvorledes skal vi da anbringe den streg, der udtrykker livsfacitterne i forhold til den streg, der udtrykker mål- og vægtfacitterne?

Der er kun en eneste måde, dette kan gøres på for at være fuldstændig korrekt, nemlig ved at sætte dem på tværs af hinanden, så krydset eller korset opstår. Jeg nævnte før, at mål- og vægtfacitterne kun strækker sig fra mikrokosmos til makrokosmos, og at alt, hvad der ligger der udenfor, er utilgængeligt for individets sanser og dermed bliver lig intet for de samme sanser. Materien udgør således et legeme, der for sanserne har en "bredde". Denne bredde strækker sig altså fra mikrokosmos til makrokosmos. Da alt her udenfor, som nævnt, for sanserne forekommer at være lig intet, vil den materielle forskning aldrig kunne blive andet end en vandring fra et "intet" hinsides mikrokosmos til et "intet" hinsides makrokosmos. Det første og sidste facit, frembragt af den rent materielle forskning, bliver således lig intet. I sandhed, det er ikke så mærkeligt, at den hundrede procent materielle forsker fremhæver eller påstår, at der bag materien kun eksisterer et absolut "intet", og at han som følge af denne opfattelse er total gudsfornægter og modstander af al opfattelse af "et åndeligt, udødeligt Noget" bag materien, ja endog bag de levende væsener. Ud over talbegreber, mål- og vægtfacitter ser han i kraft af sansernes særlige struktur jo kun et intet tone frem. Men dermed har han ikke fundet livets løsning. Som første årsag til den kolossale planmæssighed og logik, hvormed jorden er omskabt fra ildtilstand til dens nuværende fuldkomne beboelighed for animalske væsener, må han sætte tilfældighed. De døde kræfters tilfældige sammenspil har altså frembragt kulminationen af planmæssig eller logisk skabelse. Men da et sådant postulat eller dogme jo igen er hundrede procent inkonsekvent i forhold til den energiudfoldelse, der finder sted indenfor hans egen viljeføring, kan nævnte postulat ikke i længden være et tilfredsstillende svar på naturens højintellektuelle eller logiske skabelsesproces. Indenfor hans egen viljeføring bliver det nemlig en stedse tiltagende kendsgerning, at ingen logisk skabelse opstår uden i kraft af en intelligensmæssig eller intellektuel viljeføring, og at kaos derimod uundgåeligt opstår, hvor han hundrede procent overgiver sit daglige liv i tilfældighedernes vold. Hvorfor skaber tilfældighed kaos og planløshed indenfor hans eget område, når den udenfor i naturens område ligefrem kulminerer i hundrede procent intellektuel eller logisk skabelse? Hvorfor skal det levende væsen have intelligens eller intellektuelle evner for at kunne hamle op med naturens skabelsesprocesser, der jo dog ifølge materialistens opfattelse udelukkende beherskes af tilfældighed?

Det er sådanne spørgsmål, det er umuligt at besvare ved blot og bar mål- og vægtfacitter. Og de nævnte spørgsmåls besvarelse vil derfor før eller senere blive aktuel hos enhver nok så kold materialist, alt eftersom den førnævnte inkonsekvens bliver til større og større kendsgerning for ham. Og her er det, han begynder at blive åndsforsker, hvilket altså vil sige: forsker efter liv, og resultatet af denne forskning bliver livsytringsfacitter. Åndsforskeren adskiller sig fra materialisten derved, at han bag alle materiefacitterne eller materiekonstellationerne søger hensigter eller de formål, de nævnte konstellationer skal udløse. Hans viden bliver derved beriget med hensigts- eller formålsfacitter. Han ser efterhånden, at alle naturens foreteelser og detaljer hver især opfylder en logisk hensigt og derved bliver led i en større logisk plan. Det kan således ikke undgå at blive til kendsgerning for ham, at de afslører tanke og vilje. Thi hvad er en logisk plan andet end en intelligensledet tankerække? Er logisk skabelse ikke det samme som overførelse af denne intelligensledede tankerække til materien? Og er denne overførelse ikke det samme som vilje? Åndsforskeren finder altså både intelligens, tanke og vilje bag naturens foreteelser eller detaljer. Disse bliver det samme som åbenbaringen af bevidsthed eller liv bag naturen. Naturen er således et levende væsens manifestationer. Alle dens detaljer, nuancer eller foreteelser udgør tilkendegivelsen af et levende væsens tanker, hensigter eller ønsker. Og åndsforskeren finder her Guddommen. Den fortabte søn finder her sin fader. Og man vil således forstå, at materiens mange nuancer eller detaljer nu ikke mere blot udgør kolde virkningsfacitter, men er udtryksmidler, ved hvilke Guddommen overfører sine tanker til de levende væsener på samme måde, som bogstaver og tegn i sproget er udtryksmidler, ved hvilke de levende væsener gensidigt overfører deres tanker til hverandre. Naturen er således det sprog eller den tale, ved hvilken Guddommen overfører sine tanker og hensigter, sin vilje og følelse til de levende væsener. Og i samme grad som dette efterhånden bliver til kendsgerning for åndsforskeren, bliver denne således indviet i Guds bevidsthed, Guds tanker og vilje. Gud bliver til kendsgerning, bliver til et levende væsen, som han kan tale med, som en mand taler med sin næste. Det er en sådan oplevelse af naturen og livet, der i mit hovedværk LIVETS BOG udtrykkes som kosmisk bevidsthed.

For det indviede væsen bliver oplevelsen af materien således ikke blot kilogram eller kilometer, volumen eller konsistens, bølgelængder eller bevægelser, men til levende ord eller udtryk for Guds tanker, tilkendegivelse eller henvendelse til det levende væsen. Materien er således Guddommens livsudtryk. At opleve materiens eller naturens detaljer på denne måde er at opleve disse som "livsytringsfacitter".

Som jeg allerede tidligere i nærværende foredrag har forklaret, udgør materien for de materielle sanser et "legeme", der strækker sig fra mikrokosmos til makrokosmos. Hinsides disse to foreteelser er denne for de fysiske sanser lig intet. Dette at sanse eller at se naturen som blot udgørende materie eller døde foreteelser er en stærkt begrænset sansemetode, idet den uvægerligt standses af det for de fysiske sanser fremtrædende intet hinsides mikrokosmos og makrokosmos.

Da materien som før nævnt for den fysiske sansning udgør et legeme, der er begrænset, idet det kun strækker sig fra mikrokosmos til makrokosmos og hinsides disse to foreteelser er lig "intet", medens samme legeme imellem nævnte to foreteelser udgør en detaljerække, der hverken har begyndelse eller afslutning, men evigt er afslørende Guddommens tanker og vilje, og ånds- eller livsytringsforskeren derfor her ikke kan standses af noget "intet", men evigt kan blive ved med at sanse og opleve, bliver samme materielegeme således at udtrykke eller symbolisere som et legeme med bredde og længde. Dets bredde markeres for sanserne som strækkende sig frem igennem uendeligheden og evigheden.

Som jeg her har forklaret er korsets tegn således i kraft af sin egen natur selvskrevet til at være et helligt tegn og ville med tiden være blevet opdaget og anerkendt som sådant, selv uden den forherligelse der timedes det ved Jesu lidelseshistorie og som nu betinger, at det fremstilles eller mangfoldiggøres i platin, guld, sølv og ædle stene og med ærefrygt bæres af tusinder af mennesker verden over.

Med hensyn til selve det almindelige kors da har det oprindeligt været et henrettelsesredskab. Det er i sin egenskab heraf, at vi lærer det at kende i Jesu lidelseshistorie. Dette lysets største og evige symbol har således gennemløbet en fornedrelsens tilstand. Dets overjordiske kosmiske glans har været formørket af de mest primitive rå og barbariske jordmenneskelige tankearter. Fra dets ophøjede struktur har røveres og morderes skrig og dødsrallen lydt ud over for samlinger af hævnende og straffende jordmennesker, for hvem hele sceneriet var en desto større underholdning eller nydelse, jo mere smerten og lidelsen kom til udtryk i de døendes kropsvridninger, skrig og tårer. En mere fortættet atmosfære af helvede kan vel ikke tænkes? Men en større fornedrelse eller besudling af det fuldkomne livs, hvilket vil sige kærlighedens evige symbol end denne, at gøre dette til redskab for udløsningen af en sådan atmosfære, kan vel lige så lidt tænkes?

Men en dag blev der på dette lysets tegn ophængt et væsen, der repræsenterede den samme strålende renhed, den samme fuldkomne manifestation, den samme åbenbaring af Guddommens billede som den, der var udtrykt i selve korsets struktur. Og se! Da måtte mørkets atmosfære vige. Ud fra det evige symbol vældede kosmiske lysmasser frem. I stedet for alle de eder, forbandelser og trusler om hævn, der i almindelighed plejede at strømme ud fra de dødsdømte på korset, funklede der nu fra den guddommelige martyrs læber en altomfavnende stråleglans. I en brise af varmende tilgivelse, koncentreret i ordene: "Fader tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør", tog han alle sine fjender og bødler til sit hjerte og bragte derved Golgathas kors til at lyse. Og lyset bredte sig i verden, blev til "den hellige ånd" eller den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. Og se: det evige symbol blev hævet op fra fornedrelsens, hadets eller helvedes skyggeregioner, blev til det rat, ved hvilket væsenernes åndelige kurs mod lykkens højeste tinder udelukkende kan styres. Og det fortidige mordvåben eller henrettelsesmiddel bliver som før nævnt i dag fremstillet i alle jordens ædleste metaller og anbragt som en pryd på kongers og kejseres kronjuveler, på hædrede mænds ordener såvel som på den rige og den fattige mands gravsted. En større ære eller dyrkelse vil aldrig nogen sinde nogen materiel foreteelse, der har været anvendt til henrettelsesmiddel, kunne afstedkomme.

Intet som helst andet mordvåben har i sig selv sådanne betingelser for at hæve sig ud af sin fornedrelses natur som de, korset rummer, og kan derfor aldrig nogen sinde blive at sidestille med dette evige symbol. Korset er således i kraft af sin særlige struktur noget ganske enestående. Det vil i kraft af samme struktur, der er det absolut urokkelige udtryk for selve livets kulmination, aldrig kunne holdes nede i fornedrelse eller mentalt mørke. Overalt hvor højintellektualitet begynder at kulminere, vil korsets tegn være den materielle foreteelse, der i størst udstrækning kan tilbagekaste strålerne af denne livets højeste funktion. Korsets tegn er spejlbilledet af livets højeste struktur. Dets forekomst udtrykker bevidsthed, evighed og uendelighed. Det er Guddommens eget udtrykte billede symboliseret i materie.

Som man her har set, er korsets historie i princip nøjagtig den samme som jordmenneskets historie. Som tidligere nævnt er jordmenneskets legemlige struktur i sig selv et kors. Og ligesom det materielle kors gennemgik en fornedrelsensperiode og nåede frem til et lysets højeste stadium, således går det levende kors i kød og blod også igennem en fornedrelsens tilstand og når frem til lysets højeste tinder. Ligesom trækorset i sin tid blev benyttet til aflivning af røvere og mordere, således bliver det levende kors også igennem en periode benyttet til at aflive røveriske og morderiske tendenser på.

Men en dag stråler der også ud fra det animalske kors vældige lysbølger. Det kommer til at bære en bevidsthedskombination, ud fra hvilken der stråler tilgivelse og forståelse imod dens forfølgere, ja kærlighed og velsignelse imod alt og alle. Og se! Da er fornedrelsens mørke fjernet fra det animalske kors. Det levende væsens organisme er ikke mere et henrettelsesmiddel over for mørke tendenser, men er nu et kærlighedens lyscenter, ud fra hvilket varmende, højintellektuelle impulser forplanter sig videre og videre ud over jorden, frem igennem tid og rum, ind igennem medvæsenernes sind og bevidsthed, trøstende, stimulerende og oplivende de ulykkelige, de lidende og sorgfulde såvel i kongernes sale og de riges paladser, som i de fattiges hytter.