Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Formålet med denne artikel var at diskutere kunst og kunstoplevelse med Martinus analyser som idemæssig baggrund, samt at forsøge at forstå kunstens funktion som kommunikationsmiddel, for derigennem at finde en principiel holdning til den skabende virksomhed, som er i overensstemmelse med det altruistiske livssyn. Artiklen var oprindelig beregnet på et musiktidsskrift, men den fik efterhånden en sådan udformning at den måske passer bedre til en læserkreds, som er fortrolig med kosmologien.
 

I. Behovet for at kommunikere med omgivelserne er det mest fundamentale for alt bevidst liv, ja man kan sige at kommunikation er identisk med selve oplevelsen af livet. Hvor denne kommunikation eksisterer som et tilfredsstillende udtryk for parternes mentale tilstand, opstår der et velbefindende, men der hvor dette ikke finder sted, opstår der en eller anden form for lidelse. Da kunst er en måde at udøve kommunikation på, er det efter min mening af største interesse for kunstneren at undersøge dette begreb i videste forstand, dets betydning og funktion, for at kunne udforme kunstværket mere bevidst og formålstjenligt.

At kommunikere indebærer at overføre tankebilleder fra et individ til et andet, lige fra eksakte tankerækker, der kan efterprøves af intelligensen, til de mest diffuse, følelsesmættede atmosfære. Eftersom indholdet i kommunikationen således altid er tankebilleder, dvs mentale realiteter, er det ikke muligt direkte at opfatte det med de fysiske sanser og dermed heller ikke gøre det til genstand for fysisk forskning. Da det altså drejer sig om ikke-konkrete eller ikke-fysiske foreteelser, bliver vi altså nødsaget til at kalde dem åndelige. Vi befinder os her på et område, hvor vor megen viden om den materielle verden ikke forslår, og man kan se, hvorledes den uvidenhed, der hersker på det åndelige eller mentale område giver sig udtryk i en mængde misforståelser.

Viden på det åndelige område har jo længe været monopoliseret af religionen, hos os nærmere betegnet den kristne kirke. Den kundskab og visdom, som religionsstifteren og hans nærmeste tilhængere har haft, er blevet overført til menigmand med sakramenter, messer osv., som suggestionsmiddel. På denne måde er en hel mængde humanistiske læresætninger blevet indprentet i menneskets bevidsthed, f.eks. "Du skal elske din næste som dig selv", "Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer", og dette uden at der er blevet givet nogen motivation eller forklaring. De åndelige evner har således i lang tid været knyttet til en blind tro på påstande fremsat af visse autoriteter, såkaldt indviede.

Erfaringerne fra den daglige tilværelse og stræben efter at forbedre livsvilkårene førte imidlertid efterhånden til en betydelig viden om det materielle, og frem for alt til den evne, vi kalder intelligens. Intelligensen er den mentale funktion med hvilken vi analyserer og sorterer tankebilleder, for på bedste måde at kunne drage nytte af disse. Denne evne har efterhånden fået en større og større betydning, men eftersom de sanseindtryk, man behandler på denne måde, er blevet dannet ved hjælp af de fysiske sanser, er intelligensevnen blevet begrænset til den fysiske verden og den overtro at det fysiske er det eneste som eksisterer, er opstået. Derved er religioner kommet til at fremtræde i et meget ufordelagtigt lys, eftersom de påstande, som udgør kernen i forkyndelsen, ikke holder for det logiske sinds kritiske granskning. Dette beror dog ikke på, at de religiøse læresætninger er forkerte, men snarere på, at de er ufuldstændige. Det materialistiske menneske befinder sig altså i den ejendommelige og lidet behagelige situation, at det behøver og kræver kommunikation, men fornægter dens indhold. Efterhånden som tilliden til religionen undergraves, er også motivationen for at forsøge at efterleve de moralske dogmer forsvundet, og da der ikke er kommet noget i stedet, er mennesket havnet i et åndeligt og moralsk ingenmandsland, hvor der ikke findes noget klart mønster for livsførelsen. Den fra dyreriget nedarvede egoisme har derved også fået sin sidste mulighed for at blomstre op.

At søge vejen fremad, mod en tilværelse med en dybere mening, er ensbetydende med at søge en struktur i livet, en viden om de åndelige realiteter, dvs en åndelig videnskab. En sådan viden er mange også bevidst eller ubevidst ude efter, men denne søgen fører ofte til halve sandheder og uønskede, men nødvendige omveje, som dog til slut altid fører det rette sted hen.
 

II. Når man diskuterer åndelige realiteter må man nødvendigvis komme ind på kvalitative vurderinger, eftersom spørgsmålet automatisk opstår angående hvilke tanker og handlinger, der er forkerte og hvilke, der er rigtige. Eftersom tanker ikke lader sig måle eller veje, kan det virke svært at bedømme deres egenskaber, og derfor opstår der en mængde meninger, ja man er oven i købet ofte tilbøjelig til at tro at der ikke findes nogen absolut viden på dette område. Den åndelige side af tilværelsen er imidlertid lige så logisk og lovbunden som den fysiske og derfor er det absolut muligt at afgøre, hvilke tankearter, som fører til lidelse og hvilke, som fører til behag. Eftersom loven om årsag og virkning gælder, bliver den tanke eller handling, som er til glæde for helheden også til glæde for det pågældende individ, og spørgsmålet er altså hvordan man på bedste måde kan skabe behag for omgivelserne. Vanskeligheden i dette ligger i at lære at afgøre, hvilke handlinger, der fører til behag og frem for alt i at indrette sin livsførelse i kontakt med livslovene til fordel for en stræben mod humanitet. Det er ikke svært at tage principiel stilling til dette, men det er i de små enkeltheder, at vanskelighederne tårner sig op. Det er nemlig spørgsmålet om tusindårige vaner som skal forandres, vaner, som er så indlysende, at de har fået et skær af berettigelse over sig og som ofte er blevet kamufleret til åbenlys humanisme og retfærdighed. Den optræden, det drejer sig om, kan sammenfattes i begreberne angreb og forsvar, og de stammer fra den dyriske selvopholdelsesdrift. Medens begge disse principper på en eller anden måde er forbundet med egoisme, er befrielse eller frigørelse det princip, som er den virkelige humanismes kendetegn. At elske sin næste er således at befri ham. Men dette indebærer ikke kun en befrielse fra ydre tryk og begrænsninger, men også fra et mentalt fængsel, psykiske mure og forsvar. Dette mentale forsvar er en gang blevet oprustet som beskyttelse mod omgivelsernes angreb, men det er efterhånden kommet til at blive et fængsel. Man tør ikke blotte sine følelser eller sit virkelige jeg, af frygt for at nogen skal udnytte blottelsen til at skaffe sig fordele på ens bekostning. På denne måde er forsvarsadfærden stivnet til en slags mentalt panser som hæmmer kontakten med omgivelserne. Denne mangel på en dybtgående følelsesmæssig kontakt som derved er opstået, er blevet en stor kilde til psykiske lidelser og en af de største hindringer for et totalt velbefindende.

Det er således ikke kun den åbenbart destruktive angrebsmentalitet, som er til hindring for os, men også vort helt ulogiske forsvar. For at kunne etablere en virkelig kommunikation på alle områder, er det altså nødvendigt at fjerne de mure, som vi har rejst mellem hverandre. For et menneske som befinder sig i et mentalt fængsel, med en utilfredsstillende kontakt med andre, er det det mest glædelige og inspirerende at møde nogen som ikke har noget forsvar, men som viser sig helt som den, han er. Man føler nemlig, at dette menneske ikke vil angribe, og man kan derfor roligt åbne sig. Dette betyder altså, at hvis man selv tager sit forsvar bort og så at sige giver sig selv, så falder de andres forsvar også, og man har nået hinanden. Dette er den største gave man kan give, men den må være helt uforbeholden og uden bagtanke. Hvis man gør det med tanke på selv at få gevinst på det, er det ikke en gave men en skjult handel og således heller ikke en befrielse. Begreberne gave og befrielse er intimt forbundne med hinanden. En gave som er helt besjælet af et ønske om modtagerens lykke og velbefindende og som er uden tanke på modydelse eller hvordan den modtages, opleves som befriende. Et menneske, der er befriet, føler større livsglæde og større lyst til at glæde andre. Og det er dette at være en kilde til behag og inspiration, som efter min mening bør være kunstens og musikkens funktion. Ved at give skønhed og glæde, ved at påvise livet og alle dets udtryksformer i alt omkring os, ved at skabe en atmosfære af kravløshed og nærhed, kan kunsten skabe bro over afstanden mellem mennesker og give inspiration og øget livsmod. Kunstoplevelsen er et menneskesind i berøring med et andet sind og denne berøring kan have en kvalitet som strækker sig fra knytnæveslaget til kærtegnet. Det som naturen har skabt af genial skønhed, er eksempler på at en form, en farve eller en lyd kan være et guddommeligt kærtegn. På samme måde kan et musikstykke give en oplevelse af et møde med et medmenneske, en oplevelse af liv og varme bag ved klangene.
 

III. Den kunst som blev skabt inden materialismens kolde vinde drog ind over verden, var, selv om den ikke var direkte inspireret af religionen, alligevel en afspejling af den kultur og det samfund, i hvilket den religiøse tro er det åndelige fundament. Synet på de musikalske udtryksmidler var, ligesom de religiøse læresætninger, dogmatisk. I den nutidige kunst er der blevet erobret meget materiale til at skabe med, og vi har på denne måde fået større frihed, men man har ikke løst de problemer som så at sige ligger før skabelsesprocessen, og som har med indhold at gøre. Man har udforsket de mest extreme måder at udtrykke sig på, de stærkeste effekter, de mest originale ideer i sin søgen efter den nye musik, og resultaterne er kataloger af nye spilleteknikker og udlevelse af smerte. Men opvisninger i nyopfundne lyde kan ikke, selv om de er meget interessante, skjule at den idemæssige baggrund ikke er blevet fornyet.

Målet for menneskets stræben er jo at opleve behag, dvs fred, harmoni, og en stimulerende og inspirerende vekselvirkning med omgivelserne. At skabe fred i verden er det samme som at skabe fred i sit indre, dvs selv at handle kærligt eller på en måde, som giver behagelige virkninger. Det der passer bedst for det skabende menneske i dag, er således at gøre sig til et redskab for det fredens tankeklima, som er målet for vor stræben. Det kan sandelig være svært at akceptere, at det er mig selv, som må tage det første skridt, ikke de andre, men erfaringen vil altid vise, at sådan er det.

Personligt tror jeg ikke at en sand menneskelig eller human musik er hverken højlydt eller opsigtsvækkende på nogen måde, den behøver heller ikke nogen indramning af manér eller finesse. Stærke effekter kan være interessante somme tider, men hvis de savner motivering degenererer de snart til en tom skal, som kun bidrager til at øge afstanden til lytteren. Det er tværtimod i enkelhed og i de små nuancer, at det intensive udtryk findes og en følelse af intim kontakt kan opstå. Strukturen i musikken må også have en tilknytning til naturens eller livets måde at arbejde på, samtidig med at vi lærer os at sætte pris på livet eller egenarten i hver lyd eller klang.

Livet, med dets ubegrænsede muligheder, kommer aldrig til at lade den enkelte i stikken, men fører i stedet sikkert og målbevidst individets udvikling fremad. Den forvirring, som for øjeblikket råder på f.eks. kunstens område, behøver ikke være nogen anledning til uro, men er snarere et tegn på at noget nyt er i færd med at opstå, samtidig med at det gamle går sin undergang i møde. De fødselsveer som ledsager tilsynekomsten af dette nye bør ikke få os til at tabe kursen, men snarere opfordre os til at anvende vor omtanke og sunde fornuft til at søge hen til den musik og den livskunst, som er eet med livet selv, og som inspireret af tilværelsens fuldkommenhed forsøger at give et genskin af den fulde livsoplevelse, som venter.

(Overs.: Karin Brant Nielsen)