Kosmos 1975/15 side 171
Med det civiliserede samfunds industrialisering har familielivets struktur gennemgået en enestående forvandling. Før industrialiseringen var hjemmet i højere grad en enhed af samarbejdende kræfter omkring en naturaløkonomi. Man købte kun sjældent ting, men producerede alt selv: madvarer, tøj, brændsel og husgeråd. Det var i særlig grad tilfældet på landet, men også i byerne producerede man i høj grad selv sine fornødenheder. "Mange byfolk havde landbrug eller i alt fald svin og høns. Håndværkernes og købmændenes koner hjalp til i virksomhederne, og de havde både lærlinge og svende på kost og logi. Med den begyndende industrialisering af samfundet, blev en del af produktionen flyttet fra hjemmene, og derved blev mange af kvindernes tidligere arbejdsopgaver taget fra dem. Kartning, spinding, vævning, lysestøbning blev overtaget af fabriker, syning af tøj delvis af systuer, fremstilling af brød, smør, ost og øl af bagerier, mejerier og bryggerier osv." (Betænkning vedr. kvindernes stilling i samfundet nr. 715)
I naturaløkonomiens tid var manden nok familiens overhoved, og kvinden havde ingen formelle rettigheder, men på grund af sin centrale rolle i det daglige arbejde med fremstilling af alle familiens fornødenheder fra mad til tøj, medførte hendes betydning og dygtighed alligevel en vis position, som aftvang respekt. Da produktionen blev lagt uden for hjemmet, og manden hentede lønnen hjem fra en virksomhed ude i samfundet, øgede det mandens magtstilling, fordi han administrerede pengene, og det gjorde hustruens underordnede stilling mere underbar. Samtidig ophævedes det arbejdsfællesskab, som tidligere havde forsonet den formelle ulighed mellem mand og hustru. Jo nærmere mennesker må arbejde sammen, des større betydning får den faktiske dygtighed og des mindre den autoritære forskel. Tilsyneladende medførte industrialiseringen et tilbageskridt, fordi det skæve kønsrollemønster blev endnu mere udpræget, men på den anden side blev denne tilstand grundlaget for dette århundredes kvindeoprør, der kunne blive et endeligt opgør med en ulige og uretfærdig magtfordeling i hjemmet. Dette oprør er betydelig mere vigtigt end diverse politiske revolutioner, fordi forholdet mellem mand og kvinde er grundlaget for, at de politiske revolutioner kan få en menneskelig betydning. Hvis den maskuline dominans ikke er brudt i hjemmet og samfundet, vil krige og revolutioner kun betyde skiftende maskuline magthavere, der alle vil være undertrykkende på hver deres måde. Der er derfor en indre sammenhæng mellem balancen mellem mand og kvinde og verdenspolitikken.
Den gamle uret mod kvinden.
I menneskehedens hidtidige historie har der eksisteret et kønsrollemønster, hvor manden var aktiv, dominerende, selvstændig og aggressiv, medens kvinden var passiv, afhængig og følelsesbetonet. I sin bog "Hvorfra? Hvorhen?" giver Thit Jensen nogle eksempler på kvindens tidligere retsløshed. Hun skriver bl.a.: "På en lille ø sad jeg en sommer og skrev. Det kom mig for øre, at øens rige købmand havde spærret sin hustru inde på et loftkammer, fordi hun ikke ville gå ind på skilsmisse. Købmanden ville ægte deres unge lærerinde. Han fik øens myndigheder, der alle skyldte ham penge, til at være behjælpelig. Uden at få lov til at se sine børn blev hustruen ført til en sindssygeanstalt, og købmanden ægtede sin lærerinde." - Thit Jensen holdt mange foredrag om kvindens ret til selv at bestemme, om hun ville have flere børn. Før opfindelsen af præventive midler var de mange børnefødsler, ofte 12-15 stykker, med tilhørende graviditet og børnepasning et åg, som tyngede kvinden ned i afhængighed og afmagt. Om en af sine oplevelser skriver hun: "At manden virkelig følte sin prestige, sin magtstilling truet, hørte jeg personlig en dag på Bygholm slot ved Horsens, omdannet til byens hotel og restaurant. Jeg boede der og tog der fra ud hver aften for at holde foredrag i omegnen. En eftermiddag var der stort sammenskudsgilde af rige slagtere og deres fruer. Humøret var højt, der blev åbenbart ikke sparet på noget hverken mad eller drikke. Jeg gik tilfældigvis gennem salen, hvilket naturligvis satte stemningen endnu en tak i vejret. Selskabet vidste jo fra den lokale presse, hvad jeg talte om, kvindens medbestemmelsesret til børnefødsler. En yngre slagter råbte efter mig: "Je ve fan... lyne mig ha lov te å bedæk min kone liså tit som je sel vil." Da gik det op for mig, at det var selve det stærke køns suverænitet, jeg havde trådt over tæerne, det var kvintessensen af, hvad det maskuline jeg krævede som sin enevoldsret."
Det "romantiske" ægteskab.
Sådanne grove udtryk for den maskuline pols kombination af magt og begær er næppe almindelige mere, men det kaster et perspektiv bagud til menneskehedens primitive barndom, hvor manden i henhold til Martinus' analyser har været hensynsløst dominerende overfor kvinden. I modsætning hertil ser vi i dag ofte, at manden har en tilbedende holdning overfor kvinden, der særlig kommer til udtryk i bekendtskabets første tid, men desuden viser sig ved en høflig og galant optræden overfor kvinder i almindelighed. Man kan sige, at høfligheden er et nyt kønssignal, som har samme motiv som tidligere tiders grovere midler, og man mærker tendenser hos yderliggående kvindesagskvinder til at opfatte mændenes forekommenhed på negativ måde, men i realiteten er der tale om en ny og mere menneskelig holdning, hvori der ligger en hel del blide og ikke-krævende følelser. Denne nye tendens i mandens forhold til kvinden er ikke et produkt af opdragelse eller ideologisk propaganda, men er ifølge Martinus' analyser ét af symptomerne på, at manden også har en feminin, følelsesbetonet pol, som nu er under vækst. Den medfører ikke blot et mindre krævende forhold til kvinder, men også større sympati overfor andre mænd i form af kammeratskab og venskab. En tredie virkning af den modsatte pols vækst hos både mænd og kvinder er, at der i individets bevidsthed opstår nye interessesfærer såsom sociale, politiske, pædagogiske, kunstneriske, tekniske, litterære m.m. interesser, som undertiden udkonkurrerer den ægteskabelige interesse.
De blidere følelser fra mandens side overfor kvinden har skabt det højt besungne begreb "forelskelse", som i dag betragtes som højdepunktet i alle noveller, romaner, sange og film. For en umiddelbar betragtning skulle man tro, at mandens blidere holdning og den formelle ligestilling mellem kønnene, som dette århundrede har bragt, skulle have gjort ægteskabet til et mere lykkeligt fællesskab. Med samme pligter og rettigheder i hjemmet og lige muligheder på arbejdsmarkedet skulle tidligere tiders anstødssten for den ægteskabelige lykke være fjernet. Men skilsmissestatistikken taler et andet sprog! Til trods for at man tidligere i højere grad indgik "fornuftægteskaber" og måtte "elske den, man fik", medens man i dag i væsentlig udstrækning får den, man "elsker" og derved har mulighed for at opleve det, man har kaldt det "romantiske ægteskab", viser det sig, at ægteskabet er en højst ustabil institution. Man er således ikke mere lykkelige i ægteskabet i dag end tidligere. Det bekræfter Martinus' analyser om, at flere og flere mennesker er kommet ind i den ægteskabelige udviklingsepoke, han kalder "de ulykkelige ægteskabers zone".
Skuffede forventninger.
Det er naturligvis ikke den øgede tolerance mellem ægtefællerne, som har skabt ægteskabets krise. Når ægteskaberne mislykkes i så stort tal til trods for så gode udgangsbetingelser som indbyrdes hengivenhed og en demokratisk indstilling, tyder det på, at der er uoverensstemmelse mellem menneskets forventninger til ægteskabet og ægteskabets natur. Det moderne menneske har åbenbart nogle forventninger om ægteskabet, som det har vanskeligt ved at få opfyldt til trods for, at betingelserne er bedre end nogensinde. Dette tyder på, at det er mennesket, som har forandret sig, og ikke længere kan honorere ægteskabets mindstekrav. Martinus påpeger da også, at mennesket med sin voksende udvikling bliver mindre og mindre egnet til at leve i ægteskab, fordi der i menneskets bevidsthed på grund af den modsatte pols vækst er ved at opstå nye interessesfærer, som vanskeligt kan forenes med ægteskabet. Tidligere interesserede han og hun sig kun for hinanden, for de fælles børn og den fælles ejendom eller bedrift, som var det materielle grundlag for ægteskabet. Enhver beskæftigelse havde sit mål inden for denne cirkel, og dens centrum var ligesom bålet i vore forfædres huler den seksuelle ekstase: mødet mellem den rendyrkede maskuline- og feminine pol i et salighedsfyldt glimt af, hvad Martinus kalder "den højeste ild". Da mennesker tidligere var mere enpolede hanner og hunner, passede de bedre sammen og kunne restløst tilfredsstille hinandens begær.
Ægteskab og interessefællesskab.
Mennesket er ikke længere kun "familiemenneske", men viser sig med voksende udvikling at få flere og flere interesser i andre områder af livet. Hvis begge parter deler disse interesser, har ægteskabet mulighed for at blive et positivt fællesskab på et højere niveau, end hvor formeringen og de materielle rammer er fællesskabets eneste næring. Måske er begge parter politisk interesserede eller har måske samme uddannelse og erhverv og har glæde af at udveksle erfaringer. Der kan også være tale om, at begge parter blot har den samme åbne interesse for alt menneskeligt, og derfor uden at være bange for at blive misforstået kan tale sammen om hverdagens mange oplevelser i forbindelse med andre mennesker. Hvor det kan lade sig gøre at tale sammen på lige fod, uden at den ene part dominerer, men i fuld respekt for den andens opfattelse, er der ikke længere tale om ægteskab i traditionel forstand, men om et menneskeligt interessefællesskab. I praksis er det imidlertid meget vanskeligt at skabe denne balance, fordi den gamle ubalance mellem polerne, dvs. at mandens "maskuline" tendens og kvindens "feminine" tendens, stadigvæk har tilbøjelighed til at gøre sig gældende. En tusindårig karaktertradition lader sig ikke fjerne med et snuptag. Mandens tendens til at dominere, være "bedrevidende" og tage sig fordele vil stadig dukke op, og kvinden er på grund af mange livs ydmygelser overfølsom overfor sådanne tilbagefald. Selvom de bedste ønsker er tilstede, vil den ægteskabelige lykke altid befinde sig på gyngende grund, og man vil med mellemrum mærke små rystelser, der minder om tidligere tiders ægteskabelige jordskælv.
Et centralt formål med ægteskabet er at sætte børn i verden, og også på dette område har alle nygifte store forventninger. Man tænker ikke på, at man forpligter sig til at tage del i alle de problemer og konflikter, som er en uundgåelig del af børnenes repetitionsperiode. Martinus fortæller, at barnet under sin opvækst hastigt repeterer hovedtrækkene af alle sine tidligere liv tilbage til primitive og uciviliserede stadier. Det er derfor naturligt, at børn er følelsesbetonede, uligevægtige og egoistiske, og det er uundgåeligt, at disse egenskaber slider på forældrenes nerver. Hvis forældrene endnu er overvejende "familiemennesker", opleves generne ikke så store, men er begge forældrene engageret i en anden interessesfære, som de synes er mere væsentlig, kan børneopdragelsen opleves som en stadig kilde til irritation. Mange forældre har dårlig samvittighed, fordi de ikke kan leve op til børnepsykologiens idealer. Undskyldningen er gerne, at man ikke har tid til at tage sig af børnene, men den virkelige grund er snarere, at man føler sig mere tiltrukket af sine interesser - om det så bare er fjernsynet - og faktisk "flygter" fra opdragelsesproblemerne. Selvom forældrene måtte have et godt indbyrdes forhold med fælles interesser, kan alene børnenes tilstedeværelse give anledning til betydelige vanskeligheder.
Ægteskabets centrale ild er som nævnt den seksuelle kontakt. Også på dette område udvikler ægteskabet sig ofte anderledes end forventet. Medens "familiemennesker" ofte kan bevare den indbyrdes seksuelle inspiration livet igennem, viser det sig, at mennesker med skabende interesser føler en voksende trang til at kontakte andre mennesker end ægtefællen også på det seksuelle område, men føler sig bundet af ægteskabets seksuelle monopol. Hvis ægteskabet skal fortsætte som et nogenlunde tilfredsstillende samliv, stiller det derfor krav om resignation på dette område, hvad der naturligvis også kaster skygge ind over den ægteskabelige lykke.
En ny tid.
Ægteskabet har således ikke lyse fremtidsudsigter. Når det rummer problemer, selvom ægtefællerne deler interesser og har en tolerant indstilling overfor hinanden, kan man forestille sig de uoverstigelige konflikter, der kan opstå i de langt mere almindelige ægteskabssituationer, hvor den ene part er mere "familiemenneske" end den anden, og hvor der derfor er en fundamental mental- eller udviklingsmæssig uoverensstemmelse, som uundgåeligt medfører skuffede forventninger, endeløse skænderier, utroskab m.m.
I det væsentlige er ægteskabet i dag et kompromis mellem to behovkomplekser i mennesket, familiebehovet, som har rødder i dyreriget og sigter på at sætte afkom i verden, og interesse- eller skabebehovet, som øges med den modsatte pols vækst og dermed med hele menneskets åndelige udvikling. På grund af vanens magt etablerer mennesket stadig ægteskaber, men prøver at forene dem med tilfredsstillelsen af det nye interesse- og skabebehov. Det viser sig imidlertid, at dette kompromis er lidelsesfyldt, fordi de to motivkomplekser i bund og grund er uforenelige. Dels er en interesse ud over ægteskabet en form for kærlighed, der nemt vækker jalousi hos den anden part, og dels fører samværet med andre mennesker i forbindelse med den pågældende interesse ligeledes nemt til "begrundet" jalousi hos ægtefællen. Martinus præciserer da også, at næstekærlighedsbudet ikke kan opfyldes, når man lever i et ægteskab, fordi mand og hustru der har førsteret til hinandens tid og sympati, og kærlighed til anden side, ligegyldigt om det er til en interesse, om det er et seksuelt eller platonisk forhold til andre mennesker, derfor vil medføre jalousi og vil opleves som utroskab. Næstekærlighed er for Martinus alkærlighed, som bør kunne rettes mod alle uden favoriseringer, restriktioner eller monopoler. Og da ægteskabet er en aftale om troskab, dvs. en aftale om at afholde sig fra at vise kærlighed til andre end ægtefællen og familien, kan ægteskabets lov og næstekærlighedens lov ikke forenes.
Selvom ægteskabet er et godt træningsområde for tolerance og hensynsfuldhed, hvor menneskers ansvarsfølelse i forhold til de løfter, der er afgivet, og de aftaler, der er gjort, kommer ud for svære prøvelser, vil vi i fremtiden se nye afløsende former for fællesskaber skyde op. De mange former for storfamilier, som er opstået i de sidste tiår, er bl.a. udtryk for denne søgen efter erstatninger for kernefamiliens ægteskabelige form. Sålænge mennesker ikke er færdige med den polseksuelle forvandling og er blevet dobbeltpolede, vil de forsøg man etablerer minde om ægteskabet. Udviklingen går altid over mange små trin, og den gamle tryghedsfølelse ved et ægteskabslignende fællesskab vil virke tiltrækkende i en vis overgangsperiode. Når mennesket bliver dobbeltpolet og hverken er han eller hun, men et "rigtigt" menneske, vil det ikke ønske at leve i nogen som helst form for ægteskab, fordi dets tryghedsfølelse da vil have en helt anden kilde, idet den vil udspringe af en allestedsnærværende gudserkendelse. Det vil opleve Gud i alle ting og føle en umådelig kærlighed til de mennesker, de har berøring med uden noget ønske om at begrænse deres frihed. Fremtidens samliv vil derfor blive baseret på interessefællesskaber, fælles opgaver og en absolut uselvisk indbyrdes kærlighed.
Interesserede henvises til at læse videre om emnet i Livets Bog III s. 1027 1066, Livets Bog IV s. 1404-1425, s. 1714-1745, samt hele Livets Bog V.
Sv Å R
Tilbage til artikelregister
Forrige