Kosmos 1975/14 side 158
EBBE KALTOFT
Er menneskesamfundet på vej mod den pengeløse samfunds stat?
Endnu står det i min erindring, at jeg som dreng havde fået sammensparet ti kroner, som far ville skulle indsættes på bankbog.
Beløbet havde jeg tjent ved indsamling af gammelt jern og ben - fra mark og plantage - som blev solgt til en omrejsende opkøber.
Da far efter et års forløb viste mig bogen med påførte renter, forekom det mig urimeligt og ufatteligt, at jeg skulle have disse penge, som jeg intet havde ydet for og ikke fortjent.
I sig selv er penge og velstand et samfundsgode, derimod er det måden hvorpå disse goder erhverves og administreres, det ofte er galt med. Det har længe været en kendt foreteelse, at penge er magt og for en stor del regerer verden, at de kloge snyder de mindre kloge, at ingen kan lave en god handel uden at nogen laver en dårlig handel, at låntager bliver långivers træl.
Men det er også givet, at tingenes tilstand ikke er evigt bestående, at mennesket i livets skole på godt og ondt er underlagt udviklingens love, en moraludvikling og forvandling, som i sit slutfacit må resultere i logisk livsførelse og verdensfred. En tilstand hvor ret bliver magt, fremfor at magt er ret. Hvor megen lidelse og erfaringshøst mennesket endnu har at opleve før det lærer, at det er bedre at forebygge fremfor at helbrede, er mere et spørgsmål om udvikling, end en viljesag.
Oprindelig blev penge indført som en praktisk foranstaltning i forbindelse med handelsforetagender som udgørende et bindeled mellem producent og forbruger, men med rentesystemets indførelse blev penge gjort til et for samfundshelhedens sunde trivsel og velfærd ufordelagtigt spekulationsobjekt. For at kunne opveje den udgift, som ved rentesystemet påføres det enkelte menneskes leveomkostninger, skal der oppebæres stor renteindtægt, og kun forholdsvis få mennesker er begunstiget i så henseende.
Fremfor at lede og beherske de økonomisk-politiske kræfter i samfundshelhedens tjeneste blev mennesket slave af et økonomisk-politisk diktatur. Da økonomi er politik og politik er økonomi, har jeg sat bindestreg mellem disse to begreber.
Ved spekulation i pengesystemet erhverves der på mange måder og områder uhyre store arbejdsfrie indtægter på det arbejdende og producerende samfunds bekostning, f.eks. spekulation i valuta, obligationer, oprustning, krig etc.
Den gevinst, magt, rigdom og indflydelse, som gennem forrentningssystemet - renter og renters renter etc. - tilflyder spekulationskapitalen udnyttes ofte i selvisk øjemed på samfundets bekostning.
Rentesystemets existens forårsager et stort økonomisk tryk og er belastning og lidelse for mange mennesker.
At tilegne sig materielle goder og fordele på andre menneskers bekostning medfører utilfredshed, standsforskel, økonomisk-politisk krise, inflation, arbejdskonflikter og arbejdsløshed, uro, oprør og krigstilstande.
Det er jordens naturrigdomme, som er de reelle værdier, som i forbindelse med arbejde, produktion og fordeling er grundlaget for menneskets materielle fornødenheder, velstand og tryghed.
Menneskets existens afhænger af dette og ikke af penge, som kun udgør et bindeled i denne proces.
Det er mennesket, som har indviklet sig i de nuværende skæbnesvangre økonomisk- politiske tilstande, og det bliver dets opgave at vikle sig ud deraf, at finde frem til et for samfundshelheden logisk og retfærdigt betalingsmiddel, som udelukker spekulation i systemet.
Det er enhver tids ungdom, den opvoksende slægt, som er fremtiden, som med nye impulser får til opgave at føre udviklingen frem mod skabelsen af en bedre verden til gavn og glæde for menneskeheden.
Selv om der køres med et i samfundsmæssig henseende utidssvarende, ufordelagtigt pengesystem, som kræver modernisering i takt med udviklingen, er det et såre ømfindtligt punkt at ændre et i menneskers bevidsthed indgroet system. Tilmed strider det mod spekulationskapitalens interesse, på grund af den indtægtskilde som systemet indebærer.
En ændring må foretages på lang sigt og på den for samfundet mest hensigtsmæssige og skånsomme måde ad oplysningens og sagkundskabens vej.
Rentesystemets likvidering ville ophæve spekulationskapitalens virkninger, billiggøre produktion, omsætning, husleje, ja enhver form for forbrugsartikler og varer.
Indførelse af den pengeløse verdensstat ville give balance i tilværelsen, og ingen ville kunne leve på andre menneskers bekostning. Trods systemets kamp for overlevelse føres samfundet mere og mere ud i inflationens kaotiske tilstande.
Om linen skal køres helt ud, før et nyt retfærdigt, økonomisk-politisk system med samfundshelhedens vel for øje lader sig praktisere, må udviklingen afsløre. Under alle omstændigheder er en mentalitetsændring påkrævet.
Martinus giver en god redegørelse angående "Den ny verdenskultur" i Livets Bog bind 7, hvoraf jeg tillader mig at citere nogle udpluk:
Side 2891 - afsnit 36
Her er alle verdensnationerne blevet til eet rige, een stat med en for hele verden fælles regering. Alverdens folkeslag er blevet til en uadskillelig enhed.
Side 2891 - 2892 - afsnit 37
Ingen som helst privatpersoner, aktieselskaber eller koncerner kan eje og monopolisere jordens indhold af olier og mineraler og øvrige stoffer. De kan kun ejes af hele menneskeheden og kan kun udnyttes til absolut fordel for hele menneskeheden, hvert eneste menneske, der bliver født på jorden, er absolut medejer af jordens rigdomme.
Det er verdensregeringens opgave at forvalte den for alle væsener medfødte arv således, at denne bliver til glæde og velsignelse for ethvert menneske, men ikke til fordel for den ene mere end for den anden.
Side 2894 - afsnit 39
For at kunne skabe denne lykkelige tilfredsstillelse for menneskene, kræves der absolut ikke penge, men derimod udelukkende kun arbejde eller skabeevne. Ethvert menneske her i verdensstaten må yde lige akkurat det antal arbejdstimer for staten, som tilfredsstillelsen af dets livsbehov og andre eventuelle ønsker og begær koster staten at virkeliggøre. Disse arbejdstimer giver således deres ophav et livspas eller levestandardpas, som garantibevis for, at det netop har udført dets arbejdsforpligtelse. Passet giver så sin indehaver adgang til alt, hvad man kan tænke sig, at et menneske på rimelig måde har brug for i sit daglige normale livsbegær.
Side 2895 - afsnit 39
Passet er absolut kun gyldigt for den person, det er udstedt til og kan på ingen som helst måde udnyttes af andre.
Side 2892 - afsnit 37
Hvor meget arbejde ethvert menneske skal udføre, retter sig efter hvor mange mennesker, der til den tid eksisterer på jorden, og hvor stor eller omfattende en gennemsnitslevestandard det samme antal mennesker begærer.
Det samlede antal arbejdstimer, som der skal til for at tilfredsstille dette behov vil så blive udlignet på ethvert væsen af det samlede antal mennesker på jorden. I henhold til den kolossale del af dette arbejde, der kan udføres på maskiner, vil der kun blive meget få arbejdstimer til hvert enkelt menneske. Det kan måske blive to timer eller to dage om ugen indenfor de år i dets voksne alder, hvor disse arbejdstimer ydes.
Side 2892 - afsnit 38
I verdensstaten har den højeste internationale verdenspolitik totalt fundet sin balance og dermed sit fundamentale leje. Den kulminerer her i den totale fuldkomne retfærdighed. Det er denne balance, menneskene idag, omend til en vis grad ubevidst søger i al deres politiske stræben og opsatte politiske idealer eller formentlige idealer. Ja, det er i virkeligheden denne stræben, der i stor udstrækning bliver til ligefrem kamp imellem menneskene, netop fordi de hverken har fundet sandheden i religionen eller politik.
Side 2893 - afsnit 39
Når alle verdens stater har fundet den politiske balance og frivilligt er blevet til eet rige eller een stat, er der ikke mere noget som helst grundlag for krig. Alt militærvæsen falder bort.
Tilbage til forfatterregister
Forrige