Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som så mange andre gennemlever ordet "kommunikation" en periode som slagord og modeord. "Der er ingen kommunikation", "kommunikationen svigter", "kommunikation og ledelsesprincipper", "der er kommunikation på drengen", "kommunikationen er fed" er eksempler på sætninger, hvor udtrykket "kommunikation" indtager nøglepositionen og fører sig frem som mode- eller slagord. Der er andre udtryk, det går på samme måde - f.eks. frustration, miljø, trivsel, forurening. Sammen med flere andre er det ord, der gang på gang kommer til anvendelse i de mest forskelligartede sammenhænge, men det er næppe tilfældigt, hvilke ord det fra tid til anden drejer sig om. Tværtimod afspejler de ifølge sagens natur de temaer og bevidsthedsplaner, der i særlig høj grad er genstand for interesse og opmærksomhed i tiden, og det er her både interessant og opløftende, at de aktuelle slagord så godt som alle refererer til sociale og menneskelige trivselsproblemer. Således også ordet kommunikation.

På samme måde som ordet "kommune" er ordet "kommunikation" afledt af latin og refererer til menneskets anlæg for og afhængighed af fællesskab, dvs. flokliv, vekselvirkning og samarbejde. Mere præcist forstår vi ved ordet "kommunikation" overføring af information fra bevidsthed til bevidsthed, eller med andre ord "udveksling af bevidsthedsmateriale".

Som vi ved foregår denne udveksling i praksis ved hjælp af signaler, der enten umiddelbart eller pr. vedtægt forstås af andre. Disse signaler kan være højst forskelligartede, idet de spænder over en skala af muligheder lige fra elementære former som mimik, positur og adfærd til subtile former som kunstens og videnskabens symboler.

 

 

Kommunikation bygger altså på afsendelse og modtagelse af signaler, hvor signalerne indeholder den information, der ønskes overført fra den ene bevidsthed til den anden. I denne forstand er et signal en substitut eller stedfortræder for de bevidsthedstilstande eller bevidsthedsdata, som afsenderen ønsker overført til modtageren, og i denne forstand en "kode", som modtageren skal bryde eller tolke for at komme i besiddelse af de samme bevidsthedstilstande eller bevidsthedselementer, som optræder hos afsenderen. Dette er forudsætningen for god eller effektiv kommunikation, og i samme grad som tolkningen mislykkes, i samme grad svigter kommunikationen mellem parterne.

Det kan lyde meget teoretisk, men er dog ikke betydningsløst af den grund, hvad følgende eksempel måske kan antyde. Når en chimpanse trækker læberne op over tænderne vil et menneske, der ikke ved bedre, opfatte denne grimasse som et smil og dermed et tegn på venlighed fra chimpansens side, hvorimod en anden chimpanse i overensstemmelse med virkeligheden fortolker dette mimiske signal som et tegn på vrede og ophidselse. Med andre ord: man skal være indviet i signalernes betydning for at få det fulde og rigtige udbytte af dem og for at undgå ubehagelige eller ligefrem farlige misforståelser.

 

 

Nu er vi jo vant til at opfatte netop livsoplevelsen som vort væsentligste middel til at være i kontakt med hinanden og som en fælles verden. Det er jo netop igennem vor livsoplevelse, at vi kender tingene og hinanden. Den er kort sagt den store fællesfaktor. Men det er kun tilsyneladende og dermed en illusion. Og illusionen beror netop på kommunikation.

Det hører til en af Martinus allerstørste fortjenester at levere en endegyldig og modsigelsesfri løsning på det, man inden for filosofien omtaler som de erkendelsesteoretiske fundamentalproblemer, der ganske kort kan beskrives som problemerne omkring forholdet mellem det levende væsen kontra den såkaldte ydre og indre verden - altså livsoplevelsens subjektive verden kontra den ydre objektive verden.

Ifølge Martinus løsning er det levende væsen et treenigt princip i den forstand, at det bag om sine ydre fysiske former er et kosmisk PRINCIP - iøvrigt evigt og udødeligt - der på en og samme tid markerer sig som en skaber, en skabeevne og "noget skabt". Af disse "markeringer" kendes kun umiddelbart det skabte, der bl.a. er repræsenteret ved den fysiske organisme. Men bag denne eksisterer skaberen med sin skabeevne, hvor sidstnævnte har været skaberens forudsætning for at skabe netop den fysiske organisme. Der er imidlertid noget andet, det er skaberen omend endnu mere magtpåliggende at skabe end den fysiske organisme. Dette andet er "livets oplevelse", og organismen er i virkeligheden kun et redskab i denne primære skabelses tjeneste. I denne betydning er en fysisk organisme i virkeligheden ikke noget som helst andet end "et stativ for ophængning af sanseorganer"; det vil for menneskets og de fleste dyrs vedkommende sige øjne, øren, smags-, lugte- og følesans. Det er nemlig ved hjælp af sanseorganerne, at livsoplevelsen produceres. Eller rettere sagt: det er ved hjælp af sanseorganerne, de elektro-kemiske impulser og tilstande etableres, hvoraf den bagvedliggende skaber ved hjælp af sin skabeevne frembringer den egentlige oplevelse med alle dens til dato uforståelige sansekvaliteter, dvs. farver, lyde, stofvirkninger, smagseffekter osv., osv. Det er nemlig først med Martinus fremstilling af skabeevnens funktionsmåde på grundlag af bl.a. perspektivprincippet, at disse sansekvaliteter opnår et første skær af begribelighed (se eventuelt korrespondancekursus i Martinus kosmologi, lektion 26-32).

Allerede af det her omtalte fremgår det, at livsoplevelsen er noget personligt, noget helt privat, kort sagt noget subjektivt. For det første er den hundrede procent afhængig af de personlige sanseorganer i den personlige organisme, som kun skaberen - hvilket i praksis vil sige "jeget" - kender indefra. Dernæst er den afhængig af de sanseimpulser og elektro-kemiske tilstande, der gennem sansevirksomheden forekommer og finder sted i samme private organisme, idet det som før nævnt er disse, Jeget ved hjælp af skabeevnen forarbejder til den egentlige livsoplevelse. For livsoplevelsen er jo ikke selve sanseimpulserne eller de elektro-kemiske tilstande, men derimod en verden af former, farver, lyde, stofvirkninger m.m. Endelig er den som det allerede fremgår afhængig af netop skabeevnen, Jegets personlige, private skabeevne. Og som det sidste eksisterer den kun for det Jeg, i kraft af hvis private skabeevne og fysiske organisme den er frembragt. Altså er livsoplevelsen en selvstændig verden, der helt privat alene eksisterer for det enkelte Jeg, der har produceret den. Og hvad mere er: dette Jeg er naturnødvendigt bestemt til evigt at leve indesluttet i denne verden. Det vil aldrig kunne bryde ud af den, fordi det kun vil kunne være bevidst i det, der rummes i den og i denne forstand er inden for den. At den befinder sig i et afhængighedsforhold til en såkaldt ydre, objektiv verden ændrer intet ved dette simple faktum, men tjener kun til at anskueliggøre det levende væsens afhængighed af fænomenet "kommunikation", d.v.s. vekselvirkning med helheden.

Skal vi forenkle de foranstående betragtninger mest muligt, hvilket kan være nyttigt af hensyn til anskueligheden, kan man sige, at livsoplevelsen er identisk med Jegets registrering af sin egen private organiske udrustning samt de processer og tilstande, der her forekommer - til dels som følge af påvirkninger modtaget gennem vekselvirkning med omgivelserne. Eller sagt endnu kortere: "Livsoplevelsen" kalder vi den måde, hvorpå den organiske udrustning og dens funktioner eksisterer for det enkelte Jeg. Tydeligere kan tanken om den kosmiske ensomhed vist ikke udtrykkes, - altså tanken om Jegets isolation i den personlige livsoplevelse. Og tydeligere kan det heller ikke udtrykkes, at grænsen mellem den objektive "fremmedverden" og den subjektive bevidsthedsverden - altså livsoplevelsens verden - klart og tydeligt markeres, hver eneste gang energi tilhørende førstnævnte træffer og optages i Jegets personlige, private organiske struktur, dvs. den personlige organisme og den personlige skabeevne, der er organismens kosmiske fundament.

Som man vil forstå, er kommunikationsfænomenets teoretiske baggrund det levende væsens kosmiske isolation eller ensomhed, idet denne indebærer det enkelte individs afhængighed af helheden, der igen rummer summen af medvæsener. At helheden i sig selv er et levende væsen, der på lignende måde lever i kosmisk isolation og på dette grundlag er afhængigt af "enkeltvæsenerne" eller livsenhederne, er en opdagelse, der på et tidspunkt vil blive gjort af ethvert eksisterende enkeltvæsen og således også af ethvert menneske. Og til denne opdagelse hører også, at det er muligt at kommunikere med helhedsvæsenet på principielt samme måde, som det er muligt at kommunikere med enkeltvæsenerne - altså de øvrige livsenheder. Det er imidlertid en kommunikation, der stiller meget betydelige krav og som derfor forudsætter en meget højt optrænet kommunikationsteknik samt et meget højt kommunikationsniveau. Dels fordi kommunikationen med helhedsvæsenet som følge af dettes ubegrænsede uendelighedsnatur i betydelig udstrækning er henvist til at foregå uden for tid og rum, og dels fordi den i nøje overensstemmelse hermed betjener sig af overordentlige abstrakte signaler, der stiller de højeste krav til fortolkningsevne og personlig erfaring, hvilket alt i alt betyder, at nævnte kommunikation med helhedsvæsenet for sin gennemførelse stiller krav til forekomsten af overordentlige gunstige betingelser - herunder ikke mindst i mentalklimatisk henseende. At kunne nå frem til at opfylde disse betingelser er ikke desto mindre en meget væsentlig del af målet med den altomfattende proces, vi kalder udvikling, og som bl.a. inkluderer en overordentlig engagerende undervisning i kommunikation - men altså i første række kommunikation med de øvrige enkeltvæsener inden for rammerne af tid og rum.

Skåret ud af sin evige kosmiske sammenhæng kan man sige, at undervisningen i kommunikationsteknik begynder i planteriget, hvor den er yderst elementær, idet den indskrænker sig til at foregå som plantevæsenernes til dels blinde vekselvirkning med sollyset, naturens kræfter samt plantemedvæsenerne og de øvrige medvæsener - herunder dyrene og menneskene, der ud fra egoistiske fordringer om føde tilfører plantevæsenerne overordentlige mærkbare og skæbnesvangre kommunikationssignaler, der bl.a. langsomt medfører deres forvandling til dyr, dvs. væsener med dagsbevidsthed på det fysiske plan og i nøje overensstemmelse hermed en fysisk organisme med højt udviklede specifikke sanseorganer.

På netop dette grundlag er dyrene i stand til at præstere kommunikation på et væsentlig højere plan end planterne. Der er dog fortrinsvis tale om kommunikation af emotionelle signaler, dvs. overføring af informationer med tilknytning til følelseslivet (se bl.a. forsidebilledet). På utallige måder udtrykkes følelsesmæssige stemninger som sympati, antipati, vrede, ophidselse, aggression, angst, angrebshensigt, underkastelse osv. osv. Det sker ved hjælp af mimiske signaler, ved lyde, possiturer, bevægelsesmønstre o.m.a.

Det første kommunikationsplan og dermed det første plan i undervisningen vedr. kommunikationsteknik er altså den rent fysiske, overvejende ubevidste anelsesbetonede vekselvirkning, således som den foregår i planteriget. Det næste kommunikationsplan er det emotionelle, således som vi næsten udelukkende finder det i dyreriget, og oven på dette opbygges så et tredie, nemlig det intellektuelle kommunikationsplan. Begyndelsen til et sådant finder vi allerede i dyreriget hos de mere fremskredne dyr, der karakteristisk nok viser tilbøjelighed for social adfærd, f.eks. myrerne og bierne. Et eksempel herpå er den berømte "honningdans", som en arbejderbi, der er vendt hjem fra spejderfærd, opfører for boets indbyggere for at informere om retning og afstand til et bestemt fund, den har gjort.

 

 

 

Og henne om morgendagens hjørne venter televisions-telefonen, den plastiske, tredimensionale television baseret på holografiteknikken, tele-datateknik, materialisations- og dematerialisationsteknik og meget andet - herunder på et tidspunkt auditiv og visuel telepati. Og alt sammen er det som sagt udtryk for en af udviklingen befordret og medført undervisning i kommunikationsteknik - altså overføring af information fra en bevidsthed til en anden, - fra den ene kosmisk ensomme livsoplevelses-ø til den anden. Og hvorfor medfører udviklingen så denne undervisning i kommunikationsteknik? - Det gør den dels som følge af den udfordring, der ligger i netop den kosmiske ensomhedstilstand, og dels som følge af intentioner, der forekommer hos helhedsvæsenet, og som i virkeligheden er udtryk for dette væsens måde at besvare førnævnte udfordring på. Helhedsvæsenets eneste mulighed for kommunikation er nemlig af intern karakter. Det vil sige, at helhedsvæsenet kun har sig selv at kommunikere med. Det må kommunikere indadtil, og midlet til at få denne kommunikation til at lykkes er just enkeltvæsenerne, livsenhederne, dyrene, planterne, menneskene m. m. For imidlertid at kommunikationen kan blive tilfredsstillende for helhedsvæsenet, forudsættes det, at den foregår på et meget højt niveau, således at den i såvel intellektuel som emotionel henseende repræsenterer det ypperste, som det med de inddragne virkemidler er muligt at nå. Og dertil kræves det, at der foregår en stadig effektiv fornyelse af den livsoplevelse, der bliver helhedsvæsenets udbytte af processen. Det betyder igen, at enkeltvæsenerne foruden at kunne bidrage til den guddommelige kommunikation med en særdeles fremragende intelligens og følelse også må have rådighed over den åndelige energi og evne, der befordrer idevirksomhed, dvs. intuition. Og hensigten med udviklingen er derfor ingen mindre end den at frembringe sådanne kommunikationseksperter, altså ud af planterne at frembringe dyret og ud af dyret at frembringe det jordiske menneske og ud af det igen at frembringe det væsen, der omsider er kvalificeret til at tage del i kommunikationen med helhedsvæsenet, dvs. i dagsbevidst kommunikation med selve guddommen. Dette er således udviklingens perspektiv. Og det er perspektivet i udbygningen af det fænomen, vi til daglig kalder kommunikation. Det er simpelt hen træning i samliv med Gud på livets allerhøjeste tinder.
 

(Billeder med tekst fra "VERDEN OMKRING OS", Gyldendal)