Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Af alle årstider bør foråret have førsteprisen! Hvornår oplever vi kontrastprincippet stærkere end den første virkelige forårsdag? Lysets og varmens tilbagekomst føles stærkere, mere inspirerende, jo ældre man bliver! For den som elsker naturen og i den ser - ikke bare dens ydre former, klimaets vekslen etc. - men selve Guds bevidsthed, udgør foråret åbenbaringens tid. Reinkarnationsprincippet lyner og glitrer alle vegne. Det er ikke alene de tilbagevendende trækfugles mangeartede lyde i natten, det er måske nok så meget planterigets opvågnen. De utalte milliarder af svulmende knopper, de fremmyldrende forårsbebudere, som med vintergæk og erantis i spidsen lader en føle, at nu - endelig - viger mørket for den sommer, som endnu kun er anelse, men en anelse så stærk, at sjælen fyldes med en glæde, ingen anden årstid formår at frembringe!

Stæren kom i dag. Altid ventet med spænding og altid budt velkommen med smil. Den flyttede ind i sit sommerbo, som om både kontrakt og forudbetaling var i orden. Gråspurvene himlede op, men for dem er der intet bolignævn, der griber ind. Godt at de ikke har noget, de skal tage med sig! Med stærens jublende sang og ivrigt baskende vinger er foråret officielt. Ingen tvivl om den sag! Men foråret er ikke bare poesi. Det er også prosa. Det betyder starten på feriebyens liv. Afskodning og opvarmning og dermed tilrettelægning af den plan, vi må følge, om alt skal være klart, når bøgen er sprunget ud og de første gæster på vej. Tiden er hvert år kort og må anvendes med omhu. I mit lille drivhus står allerede en spillevende "børnehave" af småplanter, hvis mission er klar. De skal fylde hver en altankasse og hele solariet med netop de farver og den duft, der bekræfter Martinus skønne ord om, at "så længe der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!"

Feriebyen er ikke ung mere. Vore store pavilloner fylder i sommer 25 år, og det ses! Var midlerne til stede ved jeg præcis, hvad jeg ville gøre. Jeg ville forsyne hver eneste lejlighed med toilet, varmt og koldt brusebad og give køkkenet et lille køleskab. Så kunne vi arbejde videre mange år endnu, indtil der blev råd til nye, moderne pavilloner. Som det er nu, har jeg kun et at gøre: reparere, male og forny der, hvor fornyelse simpelt hen er nødvendig. Og her oplever jeg i dette forår et af de små mirakler, der gør livet heroppe så smukt, som tilfældet er. Gennem seks og tredive år har jeg nu lagt krop til denne store skabelse, og selv om man nødigt indrømmer det, mærkes årenes gang. De fysiske kræfter er ikke helt, hvad de har været. Den tid er forbi, hvor man ler af en arbejdsdag på 12-15 timer. Og godt det samme. Livet skal ikke blot være arbejde, og efterfølgerne skal ikke have samme vilkår som pionererne. Men at en gruppe unge kvinder og mænd stiller i ens stue og spørger, om de må være mine hænder hele påsken, får trods alt ens gamle hærdede hjerte til at banke hurtigere. Om jeg vil organisere det hele, så de straks kan gå i gang, og om jeg så til gengæld vil holde foredrag for dem om aftenen? Se, den slags er der mening i!

Vi går feriebyens 36. sæson i møde. Utallige erfaringer ligger bag os nu, og de har medført, at vi ændrer lidt ved planerne for den kommende sæson. Med sine 80 år bag sig har Martinus bestemt sig for helt at ofre sig for afslutningen af sit store symbolværk. Også for ham gælder det, at hans fysiske kræfter har en grænse, og jeg har lovet ham at overtage dels hans repræsentative rejser og dels mandagsforedragene i feriebyen. Om alt går efter vore planer, kommer Martinus herop som sædvanligt, og vi vil da lave et ugentligt gardenparty på villa "Rosenberg", således at feriebyens gæster der kan få lejlighed til at hilse på ham. Men derudover må vi alle være enige om at give Martinus al den fred, han behøver, om han skal nå at fuldbyrde sit værk! Dette er måske nok en smule egoistisk skrevet, men set i et større perspektiv er det vigtigere for menneskeheden, at Martinus får skrevet sit værk færdigt, end det er, at enkeltpersoner beslaglægger hans i virkeligheden nu meget kostbare tid!

Vi kalder denne plet for "Kosmos Ferieby", men har i virkeligheden ikke taget hensyn nok til ferietanken. Vi var faktisk kommet derhen, at foredrag og spørgetimer beslaglagde både formiddag, eftermiddag og aften - altså en åndelig undervisning på løbende bånd. Dette ændrer vi nu således, at eftermiddagene bliver frie til udflugter, og hvad man ellers selv vil. Alle foredrag bliver for feriebyens ordinære gæster lagt om formiddagen og om aftenen. Vi indfører denne ordning for at give vore gæster en virkelig chance for at se den egn, feriebyen er beliggende i - kaldt Danmarks skønneste ferieområde.

Det har jo ingen hemmelighed været, at vort vegetariske pensionat ikke har været nogen overvældende succes, men tværtimod har kørt med et stigende underskud. Dette vil vi forsøge at ændre på den måde, at vi ingen lønnet køkkenchef vil ansætte og heller ingen lønnede medhjælpere. Flere af sagens dygtige kvinder har tilbudt at træde i stedet, og flere unge piger har tilbudt det samme. For mit eget vedkommende fremstiller jeg nu så mange biodynamiske grøntsager som min indsats, så råvareproblemet næsten skulle være løst. Vi gør med andre ord pensionatet til et "familieforetagende" og prøver så ad den vej at løse dette problem. Undvære pensionatet kan vi ikke!

Jeg har ofte spurgt mig selv, om der ikke blandt sagens interesserede skulle findes en eller flere ældre, som kunne have lyst til at komme herop i foråret og give en hånd med og til gengæld få frit ophold her. Min kære ven Laurits Hansen og hans søde kone har måttet give op. Hjertet orker ikke mere. Laurits H. aflastede mig fantastisk i de år, jeg selv var syg, og jeg ved, jeg vil savne hans flid, interesse og gode humør kolossalt. Det samme gælder Kathe, hans søde kone. Men jeg føler mig overbevist om, at der et eller andet sted sidder et menneske eller et ægtepar, ja måske flere, som ville se en opgave i at komme herop og give en hånd med - vi har det bestemt ikke kedeligt sammen her! Så altså: hvis - så lad mig få et par ord! Og lad mig her sige, at svenskere er lige så velkomne som danskere!

-------

Kosmos Ferieby var og er en drøm, drømt af mange! I en verden af stigende vold og udsigt til vanvittige krige, behøver vi et sted, hvor freden alene er målet, og hvor medmenneskelig forståelse, venlighed og dybtgående tolerance er det daglige ledemotiv for hver enkelt beboer. Vi skabte dette sted i troen på, at vi evnede at magte denne opgave, og vi har ret til at sige, at vor indsats blev kronet med held. Så mange af de, der skabte dette sted, er borte nu. Men før de gik, så de drømmen vokse frem og blive virkelighed på det fysiske plan. De tog deres tørn, og ingen kan overbevise mig om, at der ikke altid vil være mennesker, der vil gøre, som de gjorde. Tværtimod tror jeg urokket på, at "for de gamle som faldt, er der ny overalt", og jeg tror også, de vil komme "hver gang, der bliver kaldt"! Jeg så det i de unges øjne, da de stod i min stue, og i mit indre smilede jeg. For de er jo kun unge af år her på det fysiske plan. Ellers kan det jo tænkes, at de faktisk er ældre, end vi er!

Martinus verdensbillede er to ting. Den mest fuldkomne teoretiske beskrivelse af universets urokkelige love og principper noget enkeltmenneske har fuldbyrdet - og en fantastisk "prøvesten" for den begejstrede, som ofte i sin åndelige umodenhed tror at kunne hente stjernerne ned fra himlen. Men begejstring er nødvendig for at komme i gang. At livet så senere afslører, at man ikke helt nåede det, man drømte, gør kun vort evige liv endnu mere forståeligt - og endnu mere tiltalende! Dette verdensbillede er nu i "vor verden" og vil aldrig mere forsvinde herfra. Dets virkelige storhed tror jeg, vi endnu er uden evne til helt at forstå. Vi står her overfor en åndelig proces, som må fuldbyrdes i vort eget indre for at begribeliggøre sig selv. For Martinus sigter jo ikke imod at gøre os til "professorer i kosmologi", men derimod ene imod at gøre os mentalt modne til den oplevelse, vi har givet navnet "at se Gud". Dette er både hensigt og mål med det arbejde, han har udført iblandt os, så den vil stadig være størst, der er parat til "at knæle ned og vaske sine disciples fødder". Tanken om ydre storhed må forsvinde, som den illusion den er, før sjælen formår at åbenbare sit indre skjulte væsen - og tåren og den selvoplevede smerte vil fremdeles være den nøgle, der åbner døren til Guds eget hjerte!