Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

De kom gående op ad restaurantens trappe til første etage. Jeg sad i et hjørne og iagttog dem. Meget langhårede og meget kolde, vel ca. 22-23 år. De anbragte sig i et hjørne skråt overfor mig, og en tiltalende ældre dame, der netop havde serveret for mig, spurgte, hvad de ønskede. De bestilte, og hun gik. De tre af dem tændte sig en cigaret, den fjerde en lille pibe. Lidt efter byttede han piben bort med en af de andres cigaretter, og jeg så til min forbavselse, hvordan piben nu hele tiden vandrede rundt mellem dem, indtil maden kom. De kunne have været kønne unge og tiltalende mænd, men de var det ikke. Deres ansigter havde noget depressivt, sløvt over sig. De talte i en lav tone med hverandre, men intet smil, intet virkeligt ungt og levende føltes i dem og omkring dem.

Senere, da servitricen kom og skulle afregne med mig, spurgte jeg stilfærdigt, om hun havde mange af de unge, hun netop havde serveret for, og her har De hendes svar: "Alt for mange! Men jeg ved ikke, om De lagde mærke til, at jeg holdt mig i en vis afstand fra dem?" Jeg bemærkede, at jeg havde set det, men at jeg havde været mere optaget af den vandrende pibe. - "Nå den", sagde hun, "det er hash, men det optager os ikke. Nej, det første vi ser efter er, om de har lus på frakkekraven. Vi går i evig skræk for alle de lus, de slæber herind". Vi fortsatte vor lille private sludder et øjeblik, så gik jeg. Stedet var Strøget i København og restauranten en af de bedste.

Han kom gående imod mig. Langhåret og halvonduleret, men så snavset, at det hele virkede en smule depraveret. Helt ædru var han heller ikke, han så nærmest ud, som han ikke havde fået søvn i lange tider. Hvor gammel var han? Ca. 17 år vil jeg tro. Han havde kønne ansigtstræk og forsøgte et indladende smil, da han sagde: "Vil De ikke købe denne flaske whisky, hr. De skal få den smadder billigt, for jeg er helt i bund med penge?" Jeg beklagede, og han vandrede sløvt henimod en anden gruppe gæster. Stedet var et hotel i Sydspanien. Klokken halv ni morgen.

Er det med vilje, jeg vælger disse to ubehagelige oplevelser, som fandt sted med godt en uges mellemrum. Både ja og nej. Jeg oplevede dem bare. Oplevede dem som jeg tror, enhver i dag kan opleve dem. De er simpelt hen symptomatiske for den tid, vi lever i. Nej, det der slog mig, og det som mit sind stadigt arbejder med, er hverken deres langhårethed eller det negative i deres væsen, nej det er selve narkoproblemets forfærdende konsekvens. Bevares, der er mange tiltalende langhårede unge mænd. Det er ungdommens ret at reagere anderledes, og da det udtryk, denne reaktion giver sig, altid har det umodne over sig, forsvinder den i akkurat samme grad, de når den modne alder. Om man kan lide det eller ej, er vel nærmest en smagssag - om andre tyve år er det andre ting, der skal provokere.

Men narkoproblemet er blevet et problem, der koster liv, unge liv, ingen af os undgår at møde det på vor vej, tværtimod tvinger livet os til at høre om det så at sige hver eneste dag. Vi læser om, hvorledes det trænger ind i vore skoler, og der rammer børn helt ned til 10-11 år. Vi ser, hvordan denne gift sniger sig ind på os fra alle sider, og hvordan samfundet næsten står magtesløs overfor det. Man eksperimenterer, og man er tolerant, man gør en masse, og man ofrer en masse penge på at komme det tusindhovede uhyre til livs, fordi man ser de ulykker, problemet forårsager. Men problemet har flere sider end de, man almindeligvis taler om. Det har en side, som formentlig lige så ofte er i Deres tanker som i mine: den kosmiske! Hvad er det, de unge vil opnå gennem disse euforiserende stoffer? De siger selv, at de vil opleve noget helt nyt. Noget mystisk. De hævder, at de er lykkelige, når de er "høje", hvilket vil sige hinsides de former for tid og rum, der er det almindelige, det normale. Og mange af dem får syner, der tangerer det dybt religiøse. Vi møder dem med religiøse symboler om halsen, og vi hører om deres drømme om fred og kærlighed. Alt sammen meget smukt, og alt sammen noget, der kan bluffe den mindre kyndige, som i deres optræden og udtalelser synes at kunne skimte en ny tids morgenrøde. Gid det var så vel!

Men det er det ikke! Et hvilket som helst forsøg på at nå en højere verden gennem indtagning af rusgifte er ikke en vej til himlen. Det er den korteste vej der eksisterer til helvede! Man hævder, at disse stoffer, taget med måde, ikke er farligere end alkohol og nikotin. Måske ikke, men hvem i alverden har nogen sinde turdet påstå, at alkohol og nikotin ikke er dødsens farlige? Er en alkoholist et smukkere syn end et narkovrag? Er en kæderyger i sig selv blot antydningen af et idol? Er det ikke således, at vi i dag lever i en verden, hvor videnskaben på den ene side kæmper desperat for at bevise for os, hvor dødsens farlige alle disse "opstrammende" midler er - disse midler, der bringer ti tusinder af mennesker på hospitaler og plejehjem - og kirkegården. Tvivler man på Martinus ord om, at vi er på vej mod en sjælelig tilstand blottet for virkelig moral, virkelig tillid til Guds eksistens, virkelig tillid til en evig tilværelse, behøver man blot at studere den porno- og narkotidsalder, vi i dag oplever.

Alle oplever vi et "midtimellem" liv. På den ene side har vi en troens tidsalder, der forgår direkte for vore øjne, og på den anden side har vi en videns tidsalder, hvor alt er begyndelse, opbrud og evig revision. Foreløbig er vor viden standset ved det rent fysiske, hvad der kan vejes, måles og på anden vis rent fysisk registreres. Der står de fleste, og vi kalder det materialisme. Men livet viser os, at jo mere velfærdsstat vi oplever, desto mere egoistiske bliver vi. Vi oplever i dag en krævementalitet, der helt overskygger den menneskelighed, vi gennem bedre fysiske levevilkår skulle opnå. Aldrig har der været så megen utilfredshed mennesker imellem, som der er i dag. Og til denne utilfredshed føjer sig så en trang til at nyde ting, der før var så godt som ukendte - blot for at komme ud af utilfredsheden!

Og her er det, man kommer i berøring med kræfter, man ikke kender, ikke tror på og derfor ignorerer. Kræfter, der griber direkte ind i vor kosmiske oplevelse af livet. Enhver ved, at man anbringer skiltet: "Livsfarlig berøring" på vore højspændingspæle, og at det kun er tåber, der ignorerer denne advarsel. Men man møder ingen skilte, når det drejer sig om nikotin, alkohol eller euforiserende stoffer, ej heller om de mange nervetabletter. Her står man famlende, usikker og uden virkelig viden. Og dog er disse områder på sin vis langt farligere end højspændingsledningerne, som normalt er endda meget beskyttede. For disse områder udgør usynlige grænseområder mellem normalt og unormalt liv. Mellem sundt og sygt. Mellem normal mentalitet og syg mentalitet.

Hvad er det, der er galt? På hvilket område er det, at menneskeheden er kørt fast - for det drejer sig nemlig for første gang i jordens historie om hele menneskeheden? Det er simpelt hen på moralens område. Mennesket, det enkelte såvel som flertallet er i dag komplet uden den moral, uden den dybtgående kosmiske indsigt, som alene er i stand til at vise det den vej frem, som er farbar. Jamen videnskaben -? Videnskaben er god til sit. Den har virkelig givet os en ny verden, en ny, materiel verden, men den har intet som helst begreb om moral. Den repræsenterer et intellektuelt stadium i vor udvikling, men ikke et højintellektuelt. Den kan løse ethvert fysisk problem, men intet psykisk, endsige kosmisk. For den er vi kun en art robotter, som kommer af intet og går til intet. Så fra den side skal vi ikke vente andet end rent fysisk hjælp.

Gennem alle tidsaldre var det således, at netop som den åndelige nød var størst, fødtes der i "stalden", i "krybben" - altså i mørket - det lys, som skulle hjælpe verden. Således også i dag. Som fortidens mennesker ikke så dette lys, ser nutidens mennesker det heller ikke. Og sikkert godt således. For da ethvert menneske er en evig realitet, altid har været og altid vil være, er det kosmisk set helt i sin orden, at enhver har eller får den skæbne, vedkommende oplever i dag - dels som et resultat af sin evige fortid og dels med henblik på sin kommende evige fremtid. Det er lidelsen - og den alene - der vækker mennesket, kollektivt såvel som enkeltvis, og lidelsen fejer i dag henover alle kontinenter. Vi oplever et stort mørke, det kan alle fatte, men vi oplever også et stort lys. Vi oplever at se, ganske klart, konturerne af en helt ny verden. Vi ser den så at sige blive født lige for vore øjne. Men til at leve i en sådan ny verden kræves en uhyre mental omstilling - og den er smertefuld. Det oplever de ældre, men det oplever de unge også. For det er kræfterne fra denne nye verden, der kæmper i deres sind og medfører de udskejelser, vi overalt er vidne til. Men de er, alt taget i betragtning, kun udtryk for de "fødselsveer", der går forud for denne tingenes nye tilstand. I et kosmisk perspektiv betyder de så godt som intet, for verden har stadig væk langt flere sunde og fint udviklede unge, end den har syge. Når vi ser de syge, er det kun, fordi de viser sig på den måde, de gør, og fordi vi har en presse, der i alt for høj en grad lever højt på al ulykke, fysisk såvel som psykisk. Det samme gælder de øvrige massemedier. Men dette kan De og jeg kun ændre lidet ved. Men vi kan se - og forstå! Og det De og jeg kan se, vil alle og enhver også en dag kunne se. Jo mere det lys, vi har set, bliver "råbt ud fra tagene", desto flere vil der være, der ser det. Det er her, vi har en opgave. "Spred lys, det er dit virke", skrev en stor norsk digter. Denne sandhed er urokkelig. Gør vi det, blot igennem vor væremåde, blot igennem dette at forstå og at være tolerant, bidrager vi mere til lysets vækst i verden, end om vi gik ind i dagens strid og larm og lod vor røst høre blandt mennesker, som endnu helt er blottet for evnen til at fatte det budskab, vi i vor brændende, men misforståede åndelige iver ville bringe dem!