Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Om 200 år har vi tvungen ligbrænding - ". Hver gang jeg læser sådanne udtalelser, gribes jeg af forbløffelse og undren. Som væsen betragtet er det jordiske menneske virkeligt noget for sig. Det synes at elske det kategoriske imperativ. Min første reaktion over Elfriede Pedersens påstand var et stilfærdigt: "Hvor i alverden ved hun det fra?" - og så et lille smil over uvidenhedens trang til at åbenbare sig selv. Beskedenhed er ikke dens natur!

To mennesker, to diametralt modsatte meninger, kommer her til udtryk i de to små indlæg fra "dagens debat" i en af vore største aviser - og hvem har så ret? Ja, ser De dødsannoncerne i vore store blade, vil De forbavses over at se, i hvor høj en grad de fleste afsluttes med den lille sætning: "Bisættelsen har fundet sted". Dette røber ikke én, men to ting. For det første at ligbrændingen har vundet kolossalt frem de senere år, og for det andet at utallige mennesker i dag forsvinder ud af vort samfund, uden at venner og bekendte får den mindste chance for at hædre vedkommendes minde ved deres tilstedeværelse ved begravelsen.

Tilsyneladende ser det altså ud, som om fru Elfriede Pedersen har nogen ret, og at pilen peger frem mod ligbrændingen som den endelige begravelsesform. Men det bliver den aldrig, og det kunne derfor se ud, som hr Richard Wadz har ret. Men det har han heller ikke! For også den "gammeldags maner" vil forsvinde! Forsvinde til fordel for en langt skønnere og langt mere human begravelsesform, nemlig de kæmpemausoleer, der i den fremtid, vi går i møde, en dag vil afløse svundne tiders begravelsesformer. Det er rigtigt, at den nuværende form optager langt mere plads end rimeligt er - men jorden er stor, og det problem fandt sagtens sin løsning, om det var livets mening, at denne form skulle bestå. Det er også sandt, at den gamle form indeholder en mulighed for grundvandsforurening, selv om hr. Richard Wadz betegner dette som det "rene nonsens". Man skal nu engang være forsigtig med det farlige kategoriske imperativ, som begge parter altså har betjent sig af!

Selv om den tredie form for begravelse i dag kan synes en utopi, rykker den dog stadigt nærmere og findes allerede i spæd form f. eks. i Sydeuropa. Tusinder af danske har besøgt kirkegårde i Spanien, på Tenerife og andre steder og set hele "gader" med miniaturemausoleer, hvor afdødes kister anbringes i små tilmurede rum i flere etager side om side. Når kisten er skubbet på plads, mures rummet til og danner, set udefra, en ramme med en glasrude, hvor slægtninge ofte anbringer et billede af den afdøde og ellers smykker den lille hylde med blomster. En sådan "gade" er ofte et meget smukt syn, især om søndagen, hvor næsten hvert eneste gravsted er smykket med friske blomster. Denne begravelsesform udtrykker i virkeligheden begyndelsen til den, der engang vil komme.

Hvorfor findes der i mange mennesker, ja, jeg tror endda i de fleste, en inderlig uvilje mod at lade sit lig brænde? Mest vel fordi ligbrændingen forekommer dem brutal. Vi er jo ikke få, der opfatter vort legeme som det instrument, gennem hvilket vi har oplevet livet, og derfor synes det råt at tilintetgøre dette instrument på få øjeblikke. Gennem disse øjne så vi solens lys, med disse hænder elskede vi, og gennem den mund åbenbarede vi vore lønligste tanker. Redskaber, sandt nok, men trods alt guddommelige redskaber, som man ikke tankeløst slynger ind i et inferno af ild!

Men mere end det! Hvem siger, at kroppen er "død", fordi vi har mistet kontakten med den? Er det ikke her, uvidenheden fejrer sine største triumfer? Vi byggede ikke vor krop - vor ånds tempel - af "døde materier". Vi byggede den af levende liv, af det man har givet navnet "organisk stof". Og dør dette stof i samme sekund, vi selv dør? Viser det liv, der på alle sider omgiver os, ikke noget ganske andet? Hvor mange ved f. eks., at man under første verdenskrig fremsatte det forslag, at alt vissent løv i vore skove skulle samles for at laves til fine briketter, der kunne løse et stort brændselsproblem, som dengang truede alle, men at forstvæsenet svarede, at greb man ind i dette kredsløb, ville skovene hastigt forsvinde. Se blot hvilke ulykker vi i dag har nået at forårsage, før vi begynder at forstå, at vi er i færd med at ødelægge den verden, vi lever i og af. Mennesket er et kortsynet væsen. Det starter processer uden overhovedet at gøre sig disse processers yderste konsekvenser klart. Millioner af døde fisk, af forgiftede og døde fugle og pattedyr er det foreløbige resultat. Og hvad med vore egne kroppe? Hvor meget af den føde, vi indtager, er ikke allerede på forhånd så forgiftet, at vi end ikke selv ved, om det, vi indtager i dag, giver kræft i morgen? Og hvad med vore såkaldte nydelsesmidler? Cigaretterne f. eks.? Er vore lunger bestemte til at være forgiftede røgkamre? Jeg kunne fylde resten af dette brev til Dem med en opremsning af, hvor vanvittigt vi i dag griber ind i naturens kredsløb og igangsætter processer, senere slægter må betale så dyrt for, at tanken derom i sig selv er et mareridt. Og så har jeg endda her kun berørt den ydre forurening. Hvad med den indre? Hvad med alle de mentale forgiftningsprocesser, vi overalt er vidne til? Såkaldte "ideologier", hvis yderste konsekvens bliver åndelige menneskevrag i millionvis.

Vort liv beror på kredsløb indeni kredsløb. Fungerer disse kredsløb normalt, er livet simpelt hen normalt. Griber vi derimod ind i dem og ændrer dem, ændrer vi samtidigt den normalitet, der er det sunde livs kendetegn. Og her er det, at mennesket endnu "vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde!" I vort profitbegær har vi tilsvinet havene, ødelagt floder, åer og søer, dræbt de orme, der skulle gøre vor jord levende, og forgiftet den frugt og de grøntsager, der skulle give os fysisk sundhed - jo, vi har i sandhed "underlagt os jorden"!

Og vender vi os så imod det område, der er dette brevs tema, ser vi, at mennesket endnu virkelig tror, at fordi det "dør", dør dets krop også! Det forstår ikke, at ordene "af jord er du kommet, til jord skal du blive!" åbenbarer en langt større sandhed end den tåbelige, der kommer til udtryk i ideen om, at vi skal "genopstå" i de samme kroppe, vi engang levede i her. Som alt i naturen er også vore kroppe en del af de tusinder af kredsløb, vi overalt er vidne til. Vi er akkurat lige så godt "låntagere" som et hvilket som helst andet væsen, der må bygge et fysisk legeme op for at kunne "leve og ånde" - og vi er akkurat lige så pligtige til at betale dette "lån" tilbage som enhver anden "låntager"! Og at betale organisk materie tilbage med mineralsk er ganske simpelt bedrageri - bedrageri overfor de guddommelige love, på hvilke alt liv beror!

Og her er det, mine tanker snart gennem mange år har kredset om en løsning på bisættelsesproblemet, der kunne tilfredsstille enhver, der må dø før den endelige løsning har fundet udtryk. Vi har i dag et vidunderligt materiale, der på én og samme tid opfylder ethvert etisk krav, samtidigt med at det forhindrer en hvilken som helst form for forurening. Det må være den simpleste sag af verden at fremstille endda meget smukke kister af slagfast plastic (polivinylklorid) eller tilsvarende stoffer. Disse kister kan ved lukningen sammensvejses og være forsynet med afsikrede ventiler, der muliggør den mumificering af liget, der tillader alt mikroliv i vor organisme at overgå i et naturligt kredsløb. Vi opnår hermed både at opfylde den etik, der påbyder os at beskytte vort lig, indtil der kun er mineralstof tilbage, samtidigt med at vi slipper for uhyggen ved tanken om rådne kisteplanker, rotter og alt det, der i givne tilfælde virkeligt kan ske.

Og så selve begravelsesformen! Det må kunne tillades almindelige mennesker foreløbig at anvende den nuværende bisættelsesmetodes ydre smukke arrangement blot med den forskel, at kisten, når begravelsesceremonien er afsluttet - og her mener jeg helt afsluttet - ved lejlighed føres til det for den bestemte gravsted. For der er ved begravelse på "gammeldags maner" den for mig at se utiltalende proces med kistenedsænkning etc. Lad dog denne side af begravelsen høre op. Har man blot én gang stået i silende regn og krøllet tæer i skoene med et brændende ønske om, at det hele snart kunne blive overstået, må man være tilhænger af at sige det sidste "farvel" til afdøde i et klimamæssigt behageligt rum og til tonerne af en musik, der efterlader et rigt og varmt indtryk i sindet. Det jeg her har beskrevet, må kunne lade sig realisere allerede nu - dette til eftertanke for mange!

Det er ikke at forvente, at ret mange i dag er sig deres ansvar bevidst overfor de myriader af liv, et lig i virkeligheden består af. Man kan ikke forvente, at det store flertal foreløbigt vil kunne forstå, at døden ikke eksisterer noget som helst sted, ja, at døden i virkeligheden er livets største illusion. Men jeg føler mig overbevist om, at titusinder ville tilslutte sig mit syn på den nuværende begravelsesform, om de kendte det! Der må ske en revolution på dette område, som det er sket på alle andre af livets områder i vor på forandring så levende tid.

I sin bog "Bisættelse", en bog jeg sætter umådelig højt, fordi den i sig selv er en "Livets Bog" en miniature, skildrer Martinus den bisættelsesform, mennesket til slut vil nå frem til, og de betingelser, der må opfyldes, om en begravelse skal være i den dybeste og inderligste kontakt med tilværelsens kosmiske lovsystem. Det er mig en dyb glæde at afslutte dette brev til Dem med at citere hans ord fra kapitlet "Den fuldkomne bisættelse"! Han skriver: (side 250)

"Når disse betingelser er ophørt (altså den tid, der må gå, før de organiske stoffer er vendt tilbage til naturen) vil der kun eksistere en art mineralliv i liget. Da denne arts livsenhed eller mikroindivider bevidsthedsmæssigt er uberørte af ydre fysisk påvirkning, dog ikke af ild, vil liget efterhånden som det organiske liv i dette er uddøet, blive rigtigt begravet under særlige hensigtsmæssige forhold, hvor dets naturlige opløsning på human måde vil blive begunstiget.

Og dette legeme er så ikke mere. Et univers, en stjernetåge, en hærskare af sole med beboede verdener i form af mellem- og mikrokosmos har fuldendt sit kredsløb, er gået over i en højere verdens strålende atmosfære, hjulpet og bivånet af sit eget makroindivid.

Men over de mørke ødemarker lyser og funkler fællesmausoleernes hvide tårne og kupler mod himlen som et monument for kærligheden. Fredens engel er gået hen over verden. Og hvor den har gået, er "døden" ikke mere, "ej heller skrig eller pine".