Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Betragter man verdenssituationen og hele menneskehedens lange udviklingshistorie "bag" denne, slår det én, hvor stort et mysterium livet egentligt er for mennesket. For hvad er den millionårige menneskelige "krible-krablen" andet end ét eneste umådeligt vidnesbyrd om menneskets afmagt over for det mysterium, dets eget væsen, natur og kræfter repræsenterer? Et mysterium, der med samme aktualitet i dag som for årtusinder siden af det enkelte menneske kan udmøntes i jævne spørgsmål som f. eks. "hvad er jeg? - hvorfor eksisterer jeg? - hvordan er jeg? - hvorfor er jeg, som jeg er? - hvad er meningen med mig; er der i det hele taget nogen mening? - betyder det noget i en større sammenhæng, hvad jeg foretager mig? - hvorfor er livet både som erkendelsesobjekt og som daglig tilværelse forbundet med så mange problemer? - hvordan skal jeg få livet til at lykkes for mig, blive lykkelig? - hvad vil det i det hele taget sige at være lykkelig?" osv. osv.

Set på baggrund af disse og mange lignende spørgsmål er det ikke svært at se, at det i høj grad er berettiget at betragte livet som et mysterium, men lige så iøjnefaldende er det, at det absolut har mening at beskæftige sig med dette mysterium - klart og målbevidst, følelsesmæssigt og intellektuelt, ja overhovedet med alle de midler og ressourcer, der kan sættes ind. At løse livsmysteriet endegyldigt og definitivt vil nemlig simpelt hen være ensbetydende med indledningen til en helt ny æra i menneskets betagende historie.

På en måde er hele vor hverdag en beskæftigelse med livsmysteriet, nemlig gennem vor daglige konfrontation med de problemer, der i virkeligheden har deres rod i, at vi ikke har løst det, og som vi på en eller anden måde må have klaret. Imidlertid erfarer vi gang på gang, at problemerne overstiger både vore midler og vore kræfter, og vi stilles herigennem ofte over for et behov for kontakt med nogen, som kan hjælpe os. Men er der nogen, det kan betale sig at søge kontakt med?

Det kan man naturligvis ikke give noget generelt svar på, idet det er meget forskelligt, hvad der tilfredsstiller den enkelte. Derimod lader det sig konstatere, at der er mennesker, der har det som profession at beskæftige sig med livsmysteriets forskellige problemer. Der tænkes specielt på de religiøse autoriteter, på filosofferne - dvs. den rene tænknings autoriteter. Og endelig findes der naturvidenskaben, dvs. naturforskningens autoriteter.

Skal man vurdere disse tre dominerende gruppers betydning på grundlag af den indflydelse, de har - direkte og indirekte - samt ud fra de konjunkturer, der kendetegner dem, er der ingen tvivl om, at naturvidenskaben indtager den førende position. Således står for det første filosofien i dag umiddelbart i gæld til den naturvidenskabelige forskning, som den kun til en vis grad viser evne til at følge og forstå; det gælder ikke mindst med hensyn til resultaterne inden for den moderne, teoretiske fysik. Det er derfor også kun beskedne resultater, der for tiden kommer fra denne side, ikke mindst i erkendelsesteoretisk henseende.

Med hensyn til kirken stiller denne som bekendt krav til tro på en række dogmer, der i takt med naturvidenskabens fremskridt kommer til at tage sig mere og mere antikverede ud, og naturligvis med voksende tab af autoritet til følge.

Og hvem overtager denne autoritet? - Det gør naturligvis først og fremmest naturvidenskaben. Den henviser til begrebet "forskning" som basis for sine resultater, og den appellerer i øvrigt overvejende til selvstændig tænkning... og efterforskning, hvorved den for det fornuftbetonede menneske kommer til at virke langt mere tillidvækkende end kirken - og for så vidt også filosofien, der ikke på samme måde opfordrer til efterforskning. Endelig har naturvidenskaben vist sig i stand til at afføde en teknologi af den største praktiske betydning, og som på mange måder virker uhyre respektindgydende, hvilket igen vil sige autoritetsskabende - således også med hensyn til spørgsmålet om begrebet "liv".

Og hvordan ser så naturvidenskaben på livsmysteriet? - Det eksisterer på en måde slet ikke, hvilket overvejende er et resultat af biokemiens fremskridt inden for de sidste 10 - 15 år. Forskningen her har nemlig ført til den opfattelse, at liv blot er en særlig materieform og materietilstand, og således altså en funktion af materien.

Hvordan skal det forstås? Simpelt hen på den måde, at liv blot er en særlig form for stof - nærmere betegnet "æggehvidestof" - ligesom livsfunktionerne - bevidsthedsfunktionerne inklusive - blot er et spørgsmål om specielle former for materieprocesser, eller for at være helt nøjagtig: kemiske processer. Forskellen på "liv" og "død", levende og livløst er herefter blot et spørgsmål om materietilstande, hvilket turde være et meget prosaisk, for ikke at sige direkte nedslående livssyn, ganske uanset hvor rigtigt det eventuelt måtte være.

En vigtig side af denne betragtningsmåde er, at det skulle være muligt at skabe liv ad kunstig vej, og hvad mere er: i princippet har dette allerede fundet sted. Det er således foreløbigt lykkedes at skabe et virus, eller rettere sagt den biologisk aktive kærne af et virus, det såkaldte Phi 174. Herved forstås den del af et virus, der styrer livsprocesserne, hvortil hører regenerationsmekanismen, hvilket igen vil sige, at man ved at skabe den førnævnte biologisk aktive kærne af det omtalte Phi-174-virus, faktisk havde skabt hele det pågældende virus, idet nævnte kærne selv opbygger det, der mangler.

Denne bedrift er øvet på Stanford Universitetet i Californien, og den har i høj grad understøttet tilliden til, at "liv" helt og holdent er et spørgsmål om kemi, samt at også skabelsen af såkaldt "højere" levende væsener i virkeligheden er en prosaisk kemisk proces. - Man behøver ikke at være synsk eller velsignet med profetisk begavelse for at indse, hvad dette indebærer. Med kendskab til menneskets moralske standard, kan man roligt begynde at tænke på laboratoriefremstillede Frankenstein-uhyrer og meget andet godt...

Der kan være grund til at spørge, om disse synspunkter og resultater egentlig behøver at komme bag på os, og ikke mindst, om de er forenelige med det livsbegreb, man møder i Martinus kosmiske verdensbillede? - På det første kan der svares klart NEJ, og på det sidste lige så tydeligt JA, hvilket kan begrundes på følgende måde.

Videnskabsmændenes tillid til, at livet kan skabes kunstigt, bygger på to sæt erfaringer

1) at udviklingshistorien er et eksempel på den form for skabelse af "kunstigt liv", man har i tankerne, og

2) at livets grundlag nødvendigvis må være den ikke-levende materie.

Først et par ord om udviklingshistorien. Denne spænder over en periode på ca. halvanden milliard år og tager sit udgangspunkt i en situation, hvor der absolut intet liv fandtes på jorden. Man kan altså her citere Bibelen: "Og jorden var øde og tom".

På dette præ-biologiske tidspunkt var jorden efter alt at dømme fuldstændigt dækket af hav, og over dette rugede en tung atmosfære bestående af metan, brint, ammoniak og vanddamp, samt muligvis acetylen og cyanbrinte; ilt manglede derimod helt. Alt befandt sig med andre ord på et u-organisk og dermed livløst stadium, og ikke desto mindre er kloden i dag, halvanden milliard år senere, befolket med en rigdom af organiske substanser og livsformer, hvorved naturen selv har ført bevis for, at det på uorganiske grundlag kan lade sig gøre at frembringe en organisk verden....

Nu lyder et af naturvidenskabens slagord, at hvad naturen har kunnet lave, kan mennesket også gøre den efter, blot man benytter den samme fremgangsmåde. Og har dette slagord så bestået sin prøve, når det drejer sig om at efterligne den proces, der en gang er foregået i naturen, og gennem hvilken den livløse verden blev suppleret med en levende verden? - Ja, i høj grad! I året 1953 begyndte den amerikanske biokemiker Stanley Miller en række epokegørende forsøg. Impulsen til disse havde han fået af sin foresatte, nobelpristageren professor Harold Clayton Urey, der mente, at det i laboratoriet måtte være muligt at rekonstruere de betingelser, under hvilke den livløse verden i sin tid forvandledes til en organisk-levende verden. Clayton mente, at jordens uratmosfære særlig havde tilladt ultraviolet lys at trænge igennem, og at dette med tiden havde medført dannelsen af stadig mere og mere komplicerede uorganiske molekyler - og til sidst livsmolekyler. Som en yderligere betingelse herfor så han det forhold, at jorden den gang var skueplads for permanente elektriske uvejr med talrige udladninger til følge.

Inspireret af Claytons synspunkter påbegyndte Miller en række forsøg, der efterhånden førte til skabelsen af det, man i dag kalder Millers gnistudladningsapparat. I dette kunne man i princippet fuldstændigt kopiere de tilstande, man mente havde rådet i jordens præ-biologiske fortid, og triumferende kunne Miller efter nogen tid meddele, at han ud af uorganiske stoffer havde frembragt organiske stoffer, og som det mest sensationelle: bl. a. aminosyrer.

I denne forbindelse er en ganske bestemt gruppe æggehvidestoffer i brændpunktet for biokemikernes interesse, nemlig de såkaldte nucleinsyrer, der er de stoffer, som styrer alle kendte biologiske mekanismer, og som i nøje forbindelse hermed optræder i alle cellekerner som det, vi kalder gener og kromosomer, bærerne af de levende væseners arveanlæg. Skabelsen af det tidligere omtalte Phi 174-virus taler for dette og tjener dermed til at bekræfte den moderne naturvidenskabs forestilling om, at hvad naturen har kunnet gøre, kan mennesket også gøre den efter - ja, meget mere end det. Gennem sit indblik i de principper, naturen har fulgt, kan mennesket gå videre og begynde at skabe livsformer, som man endnu aldrig har set. Mennesket kan med andre ord begynde at træde i naturens sted og er dermed på dette punkt blevet den gud lig, som ifølge Bibelen er alle tings skaber og ophav. Men hermed rejser der sig sandelig en række højst påtrængende spørgsmål, nemlig for det første: er dette virkeligt det sidste ord i sagen om livets natur; ér livet i virkeligheden ikke andet end et spørgsmål om biokemi. Og for det andet: har mennesket også moralsk kompetence til at besidde en sådan magt og indflydelse, som forskningen har bragt det i hænde. Og endelig for det tredie: hvor bliver det livsbegreb af, som Martinus præsenterer, og som på ingen måde lader sig presse ind i en biokemisk formel? Må det nu dementeres som uforeneligt med de naturvidenskabelige kendsgerninger, eller lader det sig på en eller anden måde bringe i overensstemmelse med disse? -

(Afsluttes i næste nummer).