Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Saavel Kunsten som Videnskaben er endnu ikke blot præget af, men endog overvejende behersket af den gamle Verdensimpuls. Navnlig for Kunstens Vedkommende spores ofte Rodskud helt nede fra en Tid endnu ældre, eller fra en Folketro af meget primitivere Art end de nuværende store Verdensreligioners, nemlig den, vi kalder Overtro.

Kunstens Opgave er at kunne standse vor Tankegang paa de tilvante, daglige Veje blandt de uendelig mange Ting, vort Sind ikke kan aabne sig for ved egen Hjælp. Kunstnerens Intuition er Nøglen til Naturens, Dagliglivets og det Menneskeliges Krinkelkroge og mysteriøse Hemmeligheder, fordi Kunstnerens Opfattelse og Sansning er hurtigere, mere omfattende og dybere end vor; den er i Kraft af den inspirative Evne eller Intuition mere aandelig i sin Bevidsthed end det jævne Dagligmenneskes. Men i samme Omstændighed ligger samtidigt Kunstnerens eller Kunstens Begrænsning. Kunstens Felter er Situationer, Foreteelsen, Specialtilfældet; ikke Problemet, Komplikationen eller disses vidtgaaende Analyser og Udredning, der tilkommer Videnskaben. Ved et Krav fra Publikum, ja, ofte blot ved et Pres paa sig selv, præsterer Kunstneren enten det mindst mulige eller mindst værdifulde. Derfor bliver Værker, der er tilformed med agitatorisk Formaal, og navnlig over social-økonomiske eller andre materielle Emner, som oftest alt andet end Kunst.

Kunstens Virkemaade og Væsen kan lignes ved, at en Mand griber os i Armen og gør os opmærksom paa en Særegenhed, vi ellers vilde have overset ved en Ting. Maa vi da indrømme, at dette bringer os til at se Tingen fra en ny Side, i et nyt Lys, – da var Manden en Kunstner. Der er her dog en Sprække aaben for Indsigelse: Hvis nu hverken jeg eller noget andet Menneske forstaar, hvad Manden tænkte og mente, altsaa ikke opfattede hans Værk som Kunst, kan han saa ikke være en Kunstner alligevel? Der har været ført Strid om dette, navnlig et ivrigt Forsvar for "den subjektive Opfattelses Suverænitet", der skulde berettige Kunstneren til at lade ganske haant om, hvorvidt nogen gennem hans Fremstilling opfattede hans indre Syn. Præstationer af den Art har i hvert Fald ingen Betydning for Samtiden; men Manden kan godt være Kunstner, det vil Fremtiden afgøre.

Den virkelig geniale Kunst, der er Udtryk for det Intuitive, kræver nemlig en i Relation dertil udviklet Fatteevne og Finfølelse i Tilhørerens, Læserens eller Tilskuerens Aandsfunktioner, Evner, der omfatter baade Følelses- og Intelligensfunktionen. Men man skal ikke derfor frakende de Kunstnere, der hovedsagelig kun evner at bruge Følelseslegemet som Instrument (Gruppe B. Væsener) en vækkende og forædlende Indflydelse paa Medborgere af mindre fremskreden omend i og for sig betydelig Udvikling; kun er her Kunstnerens Ansvar større, hans eventuelt bristende Evner farligere for hans specielle Publikum, der uvilkaarligt maa blive et saadant, hos hvem et Følelsen, Ækvivalent, Intelligens til Afvejning og Skelnen ikke findes. Dette Relationsforhold er atter det, der bevirker, at enhver Kunstner eller Kunstart har "sit" Publikum.

Det, der gør den nedtransformerede Følelse, Ide eller det intuitive Syn som almenfatteligt, konkret Produkt værdigt til Betegnelsen "Kunst" er, at dette paa en indgribende og ændrende Maade korresponderer med andres Bevidsthed og forlener denne med noget, som Kunstneren havde forlods. Derfor er et primitivere Publikum lettere at tilfredsstille, ikke blot i banal og betydningsløs Retning, men ogsaa i relativt vækkende og forædlende Retning. Svarende hertil vil altsaa ogsaa Mennesker, der i Kraft af udviklede Aandslegemer selv besidder Erfaring, Gennemskueevne, Følsomhed og Modtagelighed for Ideer, Kræfter og Livsytringer bag Formens og Hændelsens ydre Foreteelser, stille større Krav til Kunstneren. Dette vil i Virkeligheden sige, at det Menneske, som er i fremskreden Udvikling henimod det kosmiske Klarsyn, ja, allerede hvem, der gennem "Livets Bog"s Analyser har opnaaet Overblik eller dog foreløbig Viden om de tre X'er og de seks Grundenergier, vil føle det stedse sværere at finde de Kunstnere og Kunstfrembringelser, som har noget overraskende at aabenbare ham. Men ikke mindre end før vil han være enhver Kunstner dybt taknemmelig, der evner – omend Muligheden er sværere end før – at vise ham, hvad han vilde overse og overhøre af Omverdenen og dens guddommelige Tale.

Med den nye Verdensimpuls, ja, allerede til Befordring af dens Gennembrud, maa vi forvente en Reformation af Kunsten, helt nye symbolske Ekspressioner for de aandelige Horisonter udenfor Dagsbevidsthedens Travesti.

Den nye Følelses- og Vidensretning, som gennem "Livets Bog"s Analyser er givet os til Hjælp til selv at kunne læse i Naturen og Menneskekarakterens Dyb, overflødiggør os den Digter, der i Bjærg- og Skyformationer ser Mandehoveder, Trolde, Drager o. l. Fantasidyr, i Engtaagen Elverpiger o. s. v. Vi ser deri kun falsk, fortegnet, gold og hul Symbolik, som vel appellerer til Fantasien, men ingen Bekræftelse giver af de aandelige Realiteter bag det synlige, ingen Incitation eller Næring giver til Følelseslegems- eller Intelligenslegemsfosteret, ingen Paakaldelse af Kærlighedsenergien indeholder og intet Indblik giver i Visdomsriget. Digtere, der græder Vemodstaarer over besvegen Elskov og gulnet Løv og gyser for sin egen overfladiske Opfattelse af Vinteren som et Dødens Symbol; – den makabre Skulptør eller Maler, som kun formaar at behandle Lidelsen eller Døden under den materielle Synsvinkel uden Viden om eller endog uden Tro paa et evigt Liv og Reinkarnation; – Musikeren, hvis indre Øre er døvt og som derfor kun opfatter Tyngdelovens jordbundne Fodslagsrytme, – disse Kunstnere har intet at fortælle Mennesket paa Aandsforskningens Vej.

Kunstnerens Emnevalg kan naturligvis ikke foreskrives ham, ligesaa lidt som hans "subjektive Opfattelse" kan diskuteres, men Kunst har saa nøje Tilknytning til fysiske og aandelige Realiteter, som alle er Lovbundethed underkastet, saa ogsaa Kunsten har sin egen indre Konsekvens, sin Geometri, sin Matematik, sit Perspektiv ogsaa i de transcendente Dybder; og den Kunst, der ignorerer disse, er kun Fantaseren.

Som Renæssancen stillede det fremdeles gældende Krav til Malerkunsten om perspektivisk Rigtighed i Manifestationstekniken, maa Aandsvidenskaben for Eftertiden kræve aandelig perspektivisk Rigtighed i al Kunst.

Man maa dog være forberedt paa, at en hyppig og udbredt Forekomst af Kunst med et aandsvidenskabeligt rigtigt Perspektiv baade vil lade vente paa sig og blive mødt med uforstandig Kritik og anden Modstand. Kunst, hvis Reproducering og Publicering er afhængig af Bekostning og Forretningshensyn, som f. Eks. Digtekunst og Teaterkunst i høj Grad er, vil end ikke være i Stand til at naa ud til det Mindretal, der kunde forstaa den og hungrede derefter. Men denne ventende Minoritet har foreløbig to Erstatninger at ty til.

Den første er, at (hos de Individer, der foreløbigt bærer Fosteret til det nye Menneske i sig) Fosteret næres ved selve det kosmiske Moderliv, ikke blot i occult Forstand, som det jo naturligt sker, men ogsaa gennem Individets egen Pleje, nemlig ved – gennem den nye aandelige Viden og de allerede dagsbevidste Sanser – at drage Næring af "Naturen"s egen Symbolik, jo mere vi selv bliver i Stand til at læse i Naturen, Folkelivet og Karaktererne, samtidigt med at det gaar op for os, at meget af, hvad vi før tog god som Kunst, i Realiteten nu kun viser sig som fortegnede Billeder, desto mere evner vi selv at træde i Kunstnerens Sted, Gavn og Glæde for hver enkelt, selvom ogsaa Evnen til at gengive det overfor andre, mangler. Den nye Følelses- og Vidensart, som "Livets Bog" har bibragt os eller bekræftet for os Anvendeligheden af, sætter os selv i Stand til at kunne læse i Naturen, tilegne os Kunstnersind og Synspunkter til hvorledes Stenen, Mineralsaltkrystallet, Frostblomsten, Planten og Dyret gemmer, men alligevel aabenbarer en logisk Fornuft, der gennem hele Verdensaltet maa være ens, og hvorledes de sanselige Ting i talløse Former og aldrig ophørlige Variationer symboliserer de aandelige Kendsgerninger.

Et Eksempel er Grankoglen, det fuldkomne Symbol paa Kosmos: Spiralen, Livsenhedens Trefoldighedsprincip, alle Geometriens og Matematikkens Grundsætninger; den opadsøgende Udviklingslinie, der under Kredsløbets Lov (Cirklen) og under Tyngdeenergiens Hæmning danner Spiralen.

Et andet Eksempel: De rytmiske Afbrud i Plantens Vækst hvorved et Stængelstykke fra at være Stamme eller Gren omdannes til at tjene den blomsterbærende Stilk, nøgen eller med en ganske ny Bladform, for tilsidst efter denne Selvfornægtelses- eller Ofringsperiode at fremtræde med en ny Evne i Blomsternes Blades nye Form, Farve og de til Formeringsorganer ganske omformede Blade (Ar og Griffel), der er Kronen paa Ofringens Værk. Nogle Planter gaar et Skridt videre, lægger en Dæmper paa eller afstaar ganske fra Elskovens Fest, for at skænke andre Væsner desto større Glæde. Hos den velkendte Julestjerne (Poinsettia) hos Euphorbia m. fl. er Blomsterne saa "ubetydelige" at vi næppe ænser dem, men den sidste egentlige Bladkrans har hos disse Planter antaget usædvanligt straalende, blomsterlignende Farver. Hos alle saakaldt fyldte eller "dobbelte" Blomster er Skridtet taget fuldt ud: Frugtbarheden ganske ofret for at kunne give desto større Skønhedsglæde.

Disse Naturens egne Symboler i Kraft af selve Livsprincippets Lov, Billeder af Hæmningens, Lidelsens, Savnets og Ofringens Lov (Vinteren midt i Sommeren). Livsspiralens Mørkeside til Fordel for en højere og ædlere Manifestation genkender vi ogsaa i Menneskelivet: elskelige, uegennyttige Medmennesker, der med Afkald paa Glæden ved Elskov og Familie lever et Liv, hvis Kærlighedsmanifestation omfatter eller overstraaler alle Omgivelser.

Saaledes vil vi finde den guddommelige Skabeevnes Prægning af alle Livslovenes Faser, Skalaer og Rytmer uforfalsket udtrykt, hvor vi end vender vort Blik og vor Tanke oplades for Impressionen deraf.

Den anden "Erstatning" for en ny aandsvidenskabeligt præget Kunst er at udvise tolerant Pietet mod den gamle, af hvis Mestre mange forlængst fandt Sandheder, som for evigt vil være Sandhed. Naar et nedtransformeret Aandsprodukt uanset dets Emne eller Form har ramt en evig Gyldighed, afdækket ren og virkelig Sandhed om end partiel, faar den i sig selv Gyldighed som Kunst, strækker sig langt frem over sin Tid, ja bliver ofte forstaaeligst og mest indlysende for Efterslægten. Det vil sige: saadan Kunst er levende aandeligt Liv og har som i anden Potens det levende Væsens Kendemærke og Egenskab, Skabeevnen, hvis Følge er Ideens Reproduktion i utallige Menneskers Sind. Den klassiske Kunst, den Kunst, der i Kraft af førnævnte evige Gyldighed evner at leve langt udover sin Tid, er Menneskeaandens Udviklings historiske Arkiv og vil have Værdi for enhver Slægt, som blader tilbage deri. Uanset Tidspunkt og Udviklingsstadium er der en Ting, som Menneskets "faste Punkt" Jeg'et stadig maa beskue under et perspektivisk Forhold, nemlig selve Udviklingsbanen. Et Eksempel: Digteren Tegner lader i "Frithjofs Saga" Balders Ypperstepræst sige, da han stod overfor sin Tids nye Verdensimpuls: "Jeg kender ej den Lære ret, men dog i mine bedste Stunder har jeg anet den, – hvert menneskeligt Hjerte aned den iblandt som mit!" Det er Perspektivet (uanset Tid, Stadium og Lære) foran ethvert Menneske i aandelig Udvikling. Slutningsordene lyder: "– forglem alligevel ikke os, som redelig har søgt med ufravendte Øjne hendes Gudeglans".

Den sidste Passus fremføres her paa de Kunstneres Vegne, hvis Værker ikke blot nu viser sig at have været langt forud for deres Tid, men endog har udtrykt Sandheder, der nu i Straalerne af den ny Verdensimpuls' Gry lyser af en Storhed, som var ufattelig før, bevidnende Livets Enhed og Evighed, vidnende om guddommelig Intuitionsmanifestation gennem Kunsten og om guddommelig Idé bag Naturen, baade den "raa" og den videnskabeligt gennemforskede.

Forlængst har enkelte systematiserende Videnskabsmænd som Kepler, Newton, Linné, Flammarion, Ørsted o. m. fl. følt, at de "tænkte Guds Tanker", ligesom Tænkere har indset det Lovbundne (Plato "Aei Theos geometrei", Novalis: "Guds Liv er matematisk"). For ca. 50 Aar siden har Professor Bain i et Værk: "Logical Induction" forudspaaet, hvad "Livets Bog" nu har bekræftet os, nemlig Muligheden af "kvantitativ Nøjagtighed i Aandsvidenskaben". Uundgaaeligt vil Fremtidens Kunst og Videnskabspræstationer komme til at bære Vidnesbyrd derom, medens til Gengæld de Granskere vil blive sjældne, der som Häckel maatte standse afmægtig overfor "Verdensgaaden".