Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om denne artikel handler om kunst, kunst i religionens tjeneste, de skønne kunster og de praktiske kunster, så handler den dog først og fremmest om mennesker. Det er jo i mennesker, den forvandling har fundet sted, som har medført forvandlinger i samfund og kulturer, og det er mennesket, det enkelte menneske, som skal være med til at skabe forvandlinger og udvikling i fremtiden. I kraft af reinkarnationsprincippet er det os, alle vi, som har været med i fortidens kulturer på forskellig måde, der nu tilsammen skal skabe den kultur, Martinus karakteriserer som "det rigtige menneskerige".

Der er i øjeblikket et meget skævt forhold mellem et menneskes muligheder for at få indtryk og for at give udtryk. Indtryk og påvirkning har i den grad fået overtaget, at masser af mennesker lider under et psykisk pres af den grund. Alle vore sanser bombarderes med indtryk i det moderne samfund, og det sker med en sådan styrke og en sådan fart, at vi meget let irriteres af det eller bliver trætte og sløve. Motorlarm og anden støj er ved at sprænge vore trommehinder. Musik er dejlig, men hvis naboens radio går fra morgen til aften, er det ikke til at holde ud. Vore øjne ser billeder, nej, billeder defilerer forbi vore øjne i en sådan hast, at vi blot har et vagt indtryk af det enkelte: billedblade, aviser, reklamer, TV, film m. m. Vi lever i teknikkens, masseproduktionens og -reproduktionens tidsalder, som også er massekommunikationsmediernes tidsalder. Vi er forbrugere, forbrugere af føde- og drikkevarer og af ting og sager, men også forbrugere af billeder, af lyde, af ord, af duft og smag, af huse og biler og gader og landeveje. Og vi er skatteborgere. Vi betaler skat af det alt sammen, vi arbejder og skaffer produkter til forbrugerne, og vi har vor fritid og anvender produkterne. Fritiden vil efterhånden blive større, fordi flere og bedre maskiner kan overtage arbejdet og udføre det mere rationelt og effektivt. Skal mennesket så blot i en forholdsvis kort arbejdstid passe maskiner og samlebånd og i en længere fritid stadig bombarderes med nye indtryk og være "indtryksforbruger" af sløvende underholdning, der skal få det til at glemme at være utilfreds med sin "velfærd"? Skal det fyldes med propaganda om velfærdsstatens fortræffelighed og en særlig politisk statsstyrelses effektivitet og holdbarhed? Det er der mange, der frygter. Og sådan kan det måske også gå - en kortere tid, men i længden vil det være umuligt, thi det jordiske menneske skal ikke blot være forbruger og skatteborger, det skal udvikles til at blive et skabende menneske.

Man kan bygge en dæmning for en rivende strøm, hvis man sørger for, at strømmen får naturlige afløb og videre forløb, hvor den fornyer og gavner, hvor den kommer frem. Men bygger man blot en dæmning, og sørger man ikke for afløb, vil strømmen snart bryde sin hindring og vælde ødelæggende frem i det landskab, den ellers naturligt kunne afvande.

De to strømme af skabende kræfter, der som skabeimpuls har påvirket den jordiske menneskehed gennem mange årtusinder, har - hver på sin vis - søgt at lade menneskene få et overblik over livslovene tilpasset det udviklingstrin, de stod på. I lange tider var religionen den ledende faktor, og gennem den blev mennesker inspireret til at skabe symboler på den guddommelige magt, der holder sammen på verdens detaljer, og som både skaber og ødelægger for igen at skabe fornyelse. Fra kæmpestore templer til småting som en ring eller en stav har disse symboler været en slags håndgribelig kontakt med en uhåndgribelig verden. Men man må ikke blot se på disse skabte ting udfra ideens og symbolets perspektiv, man må også forstå, at det har været et stort arbejde og kostet møje og besvær at tilegne og dygtiggøre sig i den rent tekniske side af denne skabelsesproces. Denne tekniske side af skaberprocessen gav overblik over årsag og virkning og kendskab til de rette midler for at nå de ønskede mål, og denne intelligensbetonede skabelsesstrøm fik, da videnskaben efterhånden overtog religionens rolle som dominerende faktor, en udvikling, som totalt ændrede menneskenes livsforhold.

Men hvad skete der med kunsten i forhold til samfundet i tiden fra renæssancen til vore dage? Den blev til den frie kunst for kunstens skyld, og kunstnerne blev fra at have været håndværkere og agtede samfundsborgere til mere eller mindre frigjorte bohemer, som enten gik i hundene eller opnåede berømmelse, rigdom og ære - eller først levede i fattigdom og måske døde af det - og så, når de var døde, kom berømmelsen. Kunsten blev en æstetisk specialitet, en luksus, en nydelse, den bildende kunst blev samlerobjekt og statussymbol og derigennem også spekulationsobjekt. I begyndelsen var det adelen og fyrsterne, der var mæcener og samlere, senere også det rige borgerskab, ligesom de også finansierede de andre kunstarter, og det hørte med til dannelse og "god smag" at have forstand på kunst.

Vi kalder os "Homo Sapiens", det vidende menneske. Men det er ikke nogen fuldgyldig betegnelse. Dels ved vi for lidt til, at betegnelsen endnu passer på os, dels er der to andre sider af menneskesindet, der er lige så vigtige for at blive menneske som dette at vide besked. Den ene side kalder man også "Homo Faber", mennesket, som kan bruge sine hænder; den anden "Homo Ludens", det legende menneske. For en stor del er kunstneren gennem de sidste 100 år af såvel borgerskabet som arbejderne blevet betragtet som en, der bare leger og ikke er en nyttig medborger. Og så er sandheden dog den, at hvis kunstneren virkelig svarer til sit navn, så véd han meget inden for sit specielle felt og kan sit håndværk, akkurat som sine medborgere, hvis de er dygtige inden for deres arbejdsfelt. Men kunstneren har ganske vist noget, de andre oftest mangler; han kan stadig væk lege, han kan blive "som barn igen", og det er ikke altid velset i en "voksen" verden, hvor man tager både sig selv og andre meget højtideligt: "Det er skam en alvorlig sag at være menneske". Sådan mener en masse mennesker i dag. De har lukket sig inde i "mentale fængsler". Bl. a. fordi deres krop er afgrænset, tror de også, at de selv er det, og de tror, at deres vaneverden er hele tilværelsen; de er bange for alt, som er "anderledes". Det gælder mennesker i alle samfundslag, både den "korrekte" arbejder og den "korrekte" arbejdsgiver, som begge er alt for klassebevidste til at blive sig bevidst som mennesket i Guds billede, den eneste klasse i fremtidens samfund. Industrisamfundets arbejder har i almindelighed hverken tid, kræfter eller lyst til at interessere sig for, hvad kunst er for noget. Samme samfunds bourgeoisi bruger kunsten som et middel til at udtrykke deres klassebevidsthed, de samler på kunstværker og understøtter kunsten. Måske med god vilje, måske nedladende eller snobbende. Alt det er ved at ændre sig. Begge klasser vil komme ud af deres "klassefængsler", og kunsten vil hjælpe med at aktivisere dem dertil. De fleste mennesker er passive i deres forhold til kunst, de vil underholdes. Men, som en kunstner engang har udtrykt det: at arbejde sig ind i et kunstværk er at arbejde sig ind i sig selv. Alt hvad kunsten gennem tiderne har bevirket, ligger ikke så meget i kunstværket, som i det, der er sket i de menneskers bevidsthed, der dels har skabt det, dels oplevet det. I det gamle Kina, siges det, forventede man, at en embedsmand ikke blot forstod sig på kunst, men også var udøvende eller skabende. Men det er udtryk for en tid og en kultur, der ligger så langt borte. Det føles lidt mere nærværende, når man kan læse, at i 1700-tallets England betød det noget ved ansættelsen af en hushjælp, om hun var i stand til at synge en stemme i familiens kor. Eller tænk på vor hjemlige kulturs fine fremstilling af folkekunst: Blichers "E Bindstouw", hvor hver af deltagerne den lange vinteraften bidrager med at spille, synge eller fortælle. Her er legen med, og dog er det også alvorligt, for leg og alvor er komplementære kræfter i menneskesindet. De er ikke kontraster, der udelukker hinanden, de supplerer hinanden, og ingen af dem kan undværes.