Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Maskinen udspyer varer i massevis, og maskinerne laver nye maskiner. Maskiner regner og skriver, tegner og oversætter, der er snart ingen grænser for, hvad maskiner kan lave, synes man, når man begynder at forstå, hvad computers og datamaskiner frembringer, hvis de ellers bliver "fodret" rigtigt. Men der er én ting, maskinerne også "frembringer", som hidtil har skabt ret store vanskeligheder, og det er fritid. Det har været ensbetydende med arbejdsløshed, og derfor negativt, hvilket er et typisk eksempel på, at den etiske og humane udvikling ikke er fulgt med det intellektuelle og tekniske fremskridt. Den tekniske og industrielle revolution, som har fundet sted inden for de sidste 150 år, har ganske vist ført til former for "velfærd" i betydningen større materialistiske goder til flere mennesker, men den har også skabt verdenskrige, forgiftet luften, vandet og jorden, skabt unaturlige leveveje for millioner af mennesker og næsten overbevist et stort antal mennesker om, at de også selv er maskiner i kød og blod, og at begrebet "ånd" er et gammeldags udtryk for virkningen af de kemiske processer i organismen. Men der er mennesker, ikke mindst blandt ungdommen, som begynder at indse, at magtbegær, materialisme, teknificering, konkurrence, mekanisering og automatik er ved at føre menneskeheden på vildspor, at det hele er ved at løbe løbsk. Vi er ved et kritisk vendepunkt i menneskehedens historie, som rummer store farer; men også strålende muligheder. Farerne er kosmisk set kun midlertidige, og de vanskeligheder, de medfører, vil bibringe menneskeheden nødvendige erfaringer, ved hjælp af hvilke man hundrede procent vil blive i stand til at udnytte mulighederne. Mulighederne for intet mindre end menneskehedens lykke.

"Skal vi da til at blive børn igen?" vil man spørge. Han, der i sin tid talte om "himmeriges rige" inden i os, sagde netop, at vi skulle det. Dermed har han ikke ment, at vi skulle blive barnagtige, men at den voksne for at undgå at stivne i farisæisme og vanetræghed må søge at bibeholde det åbne, modtagelige sind og forene det med de positive sider ved at være voksen, dvs. ved at "have ædt af frugterne på kundskabens træ", ved at have gjort erfaringer og derved fået overblik. Vi tilbeder næsten intellektet. Men hvad har det ensidigt udviklede intellekt bragt os? Jeg vil lade en videnskabsmand besvare dette spørgsmål, nemlig antropologen Gregory Bateson, der ved en kongres i London i 1967 udtalte: "I tiden omkring den industrielle revolution var den måske vigtigste katastrofe den enorme forøgelse af den videnskabelige arrogance". - "Det vestlige menneske så sig selv som en autokrat med fuldkommen magt over et univers, som var lavet af fysik og kemi. Og i sidste instans skulle de biologiske fænomener kontrolleres ligesom processer i et reagensglas. Evolutionen var historien om, hvordan organismer lærte flere tricks til at kontrollere omgivelserne med; og mennesket kunne flere og bedre tricks end noget andet dyr. Men denne arrogante videnskabelige filosofi er nu forældet. I stedet for har man opdaget, at mennesket kun er en del af større systemer, og at delen aldrig kan kontrollere helheden." - "Problemet er systemisk og dets løsning absolut afhængigt af, at dette faktum erkendes". "Mangel på systemisk visdom straffes altid. Vi kan sige, at de biologiske systemer - det individuelle, kulturens og det økologiske - er delvis levende opretholdere af deres celle- eller organismeelementer. Men systemerne er ikke mindre straffende over for den art, der er uklog nok til at lægge sig ud med sin økologi. Kald de systemiske kræfter "Gud", hvis De vil".

Helt fra naturmenneskestadiet har kunsten - som magiens og religionens redskab og tjener - været en levende og livgivende faktor i jordmenneskesamfundet. Men den har egentlig eksisteret som to strømme af skabende energi, hvor følelsen var dominerende i den ene og det spirende intellekt i den anden. Førstnævnte var den strøm, hvorigennem kontakten med en højere verden opretholdtes, som gav sig udtryk i skabelsen af symboler. Den anden, mere intelligensbetonede, var den praktiske skabelse af redskaber og ting. De to strømme holdtes i lange tider tæt op ad hinanden og var forbundet med et hårkarnet af mindre strømme til gensidig fornyelse. Derfor udviklede håndværket sig til at blive "kunsthåndværk". Man lærte at forme tingene praktisk, men fantasien måtte også have udløb, ellers blev det kedelig rutine. Det fik den gennem formgivningen og dekoration, der blev væsentlige processer, som mennesket tillagde stor betydning. Æstetisk sans for farve, form og stof udviklede sig, ikke blot med hensyn til redskaber og våben, men også til klæder, smykker og arkitektur.

I renæssancen begyndte kunstnerne at opdage naturen og at få lyst til at skildre den og at skildre mennesket i naturen og menneskets legeme som natur. Kort sagt: naturalismen viklede sig ud af det religiøse maleri. Religiøse motiver blev fra at have været det væsentlige efterhånden kun til påskud. Hvor et landskab i middelalderen blot var antydet som kulisser, blev det nu tværtimod madonna med barnet eller et andet religiøst motiv, der tjente mere eller mindre som camouflage for kunstnerens lyst til at fremstille legemernes, dragternes, landskabernes og arkitekturens samspil i en komposition af farver, linjer og former. Efterhånden gjorde man sig helt fri og malede blot tingene for deres egen skyld. Også "døde ting", fx. husgeråd og andre brugsgenstande sammen med blomster, slagtet fjerkræ eller lignende blev yndede motiver. Denne naturalisme var i visse perioder mere realistisk, i andre mere romantisk betonet, men derudover var der fra renæssancens slutning frem til midten af forrige århundrede ikke store udsving hverken med hensyn til den tekniske fremstilling eller det, man ønskede at skildre. De store kunstnere holdt sig også til traditionelle naturalistiske motiver, men de besad den indre frihed, der gjorde deres værker til stor kunst.

Men hvad besidder de kunstneriske genier, som amatørerne, ja, selv talenterne ikke har? Hvorfor står visse af fortidens kunstnere inden for alle kunstarter som gigantiske bjergtinder, der rager skyhøjt i vejret blandt rækker af bjerge? Fordi de gennem en modningsproces, der strækker sig over flere inkarnationer, støt og koncentreret (og måske ret ensidigt) har udviklet en sådan balance i deres sind mellem følelse og intellekt (inden for deres kunstneriske felt), at de derved har skabt en åben kanal, hvorigennem de glimtvis har kunnet opleve en højere dimension og nedfælde fornemmelsen af den i deres værk. Det er sket ved intuitionens indslag i deres dagsbevidsthed. Gennem flere inkarnationer har et kunstnerisk geni udviklet evnen til suverænt at beherske sin kunstneriske teknik, men har også gennem flere inkarnationer oplevet glæder, sorger og spændinger i sindet, som har gjort det til et følsomt instrument, hvis indlevelsesevne var så stærk, at kunstneren glemte sig selv og overskred sin begrænsning. "Ethvert genialt menneske er til en vis grad på én gang mand, kvinde og barn", skrev Havelock Ellis, og det er en dyb sandhed. Geniet har barnets åbne sind, der suger alle indtryk til sig som noget nyt, der aldrig er set magen til; det har den virile kraft som en indre styrke sammen med intellektets overblik over midler og mål; og endelig har det den feminine følelses væsen, der er lukket om sig selv, men åbner sig i kærlighed for det, der tænder gnisten i dets verden.